Reformer skal og bør være vejen til flere forsvarskroner

Halvanden time senere kunne regeringen præsentere en ny Accelerationsfond på 50 milliarder kroner i 2025-2026 – delvist finansieret af råderummet – som midlertidigt løfter forsvarsbudgettet til lidt over 3 procent af BNP.

Et resolut, midlertidigt løft af vores forsvarsbudget i to år udviser handlekraft, men opgaven med at beslutte, hvordan vi varigt øger vores NATO-bidrag, har regeringen udskudt til efteråret.

Og det er her slaget for alvor skal stå. For mens et midlertidigt løft samlet set kun vil have en lille påvirkning på vores økonomi, vil et varigt løft grundlæggende ændre rammerne for al økonomisk politik.

Lad os derfor – mens vi venter – se nærmere på, hvad det kræver af regeringen at finansiere et varigt løft af forsvarsudgifterne.

Ifølge NATOs generalsekretær Mark Rutte skal vi forvente varigt at bruge 3,7 procent af BNP på forsvar. Det svarer til en yderligere udgift hvert år på 52 milliarder kroner.

Donald Trump mener, at vi skal endnu højere op. Han foreslår et varigt NATO-bidrag på 5 procent, hvilket svarer til 93 milliarder kroner – tallene er eksklusiv regeringens udspil om at bruge 10 milliarder kroner ekstra årligt frem mod 2033.

Hvor skal pengene komme fra?

I min optik bør borgere kræve af regeringen, at den i en af verdens største offentlige sektorer evner at omprioritere i det offentlige forbrug og finde, hvad der svarer til 1,7 procent og 3 procent af BNP (de langsigtede forsvarsudgifter ligger p.t. på 2 procent.).

Men det er tilsyneladende svært for regeringen. Viser det sig helt umuligt, kunne regeringen tage et kig ned i statskassen. Det frie råderum er ifølge vores vurdering og efter nyeste opjustering 30-35 milliarder kroner (herefter antages 33 milliarder kroner).

Læg hertil at de offentlige finanser har en overholdbarhed på 36 milliarder kroner. I alt er det 69 milliarder kroner. Vi har således fint råd til at betale Mark Ruttes årlige NATO-bidrag på 52 milliarder uden for eksempel at indføre en krigsskat om end ideer om en reduceret stigning i pensionsalderen må skrinlægges.

Skal vi helt op på Trumps ønske til et NATO-bidrag på 5 procent (svarende til 93 milliarder kroner) skal der mere til. Så skulle vi for al fremtid skaffe yderligere 24 milliarder kroner til forsvaret (93 milliarder kroner – 69 milliarder kroner). Men hvordan?

Øget gældsætning er ikke en løsning. Uden ny finansiering vil den strukturelle saldo overskride budgetlovens regel om, at underskuddet maksimalt må være -1 procent af BNP, de offentlige finanser vil ikke længere overholde kravene i EUs vækst og stabilitetspagt om, at gælden ikke må overstige 60 procent af BNP, og at det offentlige underskud ikke må overstige 3 procent af BNP.

Resultatet er en eksploderende statsgæld.

Venstrefløjen taler for, at man i stedet henter 24 milliarder kroner gennem en krigsskat. Skulle man hente de 34 milliarder kroner gennem en bundskattestigning vil en dansk arbejderfamilie skulle betale 15.100 kroner ekstra i skat om året, mens en funktionærfamilie vil skulle betale 22.600 kroner ekstra.

Det er et stort indhug i familiernes økonomi og frihed, som også vil reducere arbejdsbuddet og trække vækst og fremgang ud af landet.

Ønsker vi som land at blive ved med at udvikle os og skabe arbejdspladser, vækst og velstand, mens vi håndterer de geopolitiske udfordringer, vi står overfor, så er reformer vejen frem. Og der er meget vi kan gøre.

For eksempel kunne man ved naturlig afgang og på få år rulle antallet af bureaukrater ansat i staten tilbage til 2011-niveau. Det ville alene frigøre 15 milliarder kroner

I min optik er reformer den eneste mulige»ansvarlige og retfærdige«finansieringsløsning og det jeg håber, at det er hvad regeringen vil præsentere os for til efteråret.