Regulering dræber prisernes magi

En meget stor del af vores liv involverer stillingtagen til priser. Men hver gang vi forstyrrer priserne med regulering og skatter, ødelægger vi prisernes magi.

I hverdagen møder vi et væld af priser på alle mulige og umulige ting.

Du sælger din arbejdskraft for en bestemt pris, og du vælger mellem madvarer, bolig, transport og fornøjelser med udgangspunkt i priserne.

En meget stor del af vores liv involverer altså stillingtagen til priser i et eller andet omfang. Men hvad er priser egentlig?

For økonomer er priser ret magiske, og for os hersker der ingen tvivl om, at hvis priser var opfundet af én person, ville denne person have modtaget en Nobelpris for sin opdagelse, selv om opdagelsen af priser faktisk ville retfærdiggøre hele tre Nobelpriser.

Priser har nemlig tre funktioner i forhold til at understøtte den økonomiske aktivitet i et samfund.

For det første sammenfatter og viderebringer priser store mængder af information.

For det andet tilskynder de virksomheder til at bruge de produktionsmetoder, der er mest omkostningseffektive, og os forbrugere til at bruge mindre af det, der er dyrest, så vores ressourcer samlet set bliver brugt der, hvor de skaber mest værdi.

Og for det tredje afgør priserne, hvem der får hvor meget – altså fordelingen af indkomst.

Disse tre funktioner hænger meget tæt sammen. I forhold til at sammenfatte og viderebringe information skal du forestille dig, at efterspørgslen efter kokkeknive med træskafter af en eller anden årsag stiger – for eksempel fordi flere og flere bor alene, eller fordi flere går op i at lave mad selv og værdsætter træskaftets old school-udseende.

Butikkerne vil bemærke, at de sælger flere kokkeknive og derfor bestille flere knive fra grossisterne.

Det får naturligvis grossisterne til at bestille flere knive fra fabrikanterne, og fabrikanterne bestiller som konsekvens mere rustfrit stål, mere egetræ og flere maskiner – og alt det andet, der nu engang skal bruges for at lave kokkeknive med træskafter.

For at tilskynde deres leverandører til at producere mere stål og egetræ vil de være nødt til at tilbyde højere priser for det.

De højere priser vil tilskynde leverandørerne til at ansætte flere for at kunne imødekomme den øgede efterspørgsel. Og for at få flere ansatte til at søge job hos leverandørerne i kokkeknivbranchen, vil de være nødt til at tilbyde højere lønninger eller bedre arbejdsforhold.

Efterspørgslen efter kokkeknive med træskafter får altså lønnen til at stige for de personer, der kan bidrage til produktionen af kokkeknivene. Derfor vil disse personer opnå en større andel af den samlede indkomst.

På denne måde spreder ringene sig i stadigt større cirkler og overfører informationen til mennesker over hele verden om, at der er større efterspørgsel efter kokkeknive med træskafter i Danmark.

Eller for at være mere præcis: at der er større efterspørgsel efter et produkt, som de er med til at producere af grunde, som de hverken kender eller behøver at kende.

Dét er priser. Dét er den magi, som de udøver. Og hver gang vi forstyrrer priserne med regulering og skatter, ødelægger vi lidt af denne magi.

Hvis vi for eksempel regulerede priserne på kokkeknive, så de maksimalt måtte koste X kroner, ville prisen på kokkeknive ikke kunne viderebringe information om, at der var behov for flere kokkeknive, og prisen ville ikke kunne give tilskyndelse til at producere flere kokkeknive.

Resultatet ville være, at der ikke kommer flere kokkeknive på markedet, og at der i stedet ville opstå mangel på kokkeknive med træskafter, fordi for få var klar over, at der var behov for flere kokkeknive, og endnu færre havde tilskyndelse til at gøre noget ved det.

Det er heldigvis relativt sjældent, at politikerne regulerer priserne direkte i Danmark, selv om huslejereguleringen er et ekstremt vigtigt eksempel på det modsatte.

Men hele den offentlige sektor er kendetegnet ved, at prismekanismen stort set er sat ud af kraft, og masser af anden regulering påvirker priserne, som for eksempel kravet om, at du for at køre med andre mod betaling skal have installeret taxameter i din bil, eller forbuddet mod, at friskoler tjener penge.

Derfor er det også bekymrende, at Folketinget og regeringen hvert år sprøjter nye regler ud. Alene i 2019 kom der 100.000 ekstra ord i den lovgivning, som regulerer danskernes liv.

For regulering kan dræbe prisernes magi.

Debatindlæg bragt på altinget.dk d. 26. februar 2020.