S-forslag om tredobling af arveskat vil svække fremtiden for mange familie-ejede virksomheder

Forslaget giver store problemer med retssikkerheden på skatteområdet ligesom med ejendomsvurderingerne.

Regeringen vil tredoble arveafgiften for familieejede virksomheder fra 5 til 15 procent. Socialdemokraterne hævder, at det blot er at vende tilbage til niveauet, inden VLAK-regeringen satte den ned for et par år siden, men det er ikke rigtigt. Samlet bliver skatten markant forøget, og for mange familie-ejede virksomheder vil det indebære, at de i mange år bliver forhindret i at investere og dermed sikre deres virksomheds og medarbejderes fremtid.

Det er korrekt, at arveafgiften for familie-ejede virksomheder var 15 procent indtil VLAK-regeringen satte den ned til 5 procent i 2017. Men en vigtig grund til den nedsættelse var, at det beløb, virksomhederne skulle betale 15 procent af, var blev sat markant op et par år forinden – for mange virksomheder kan belastningen blive tre gange højere.

Derfor satte VLAK-regeringen skattesatsen tilsvarende ned til en tredjedel. Nu vil Socialdemokraterne hæve satsen igen – men det giver en markant højere beskatning af familieejede virksomheder, end vi historisk har været vant til, hvis man ikke også vender tilbage til den tidligere måde at værdiansættelse på.

Indtil 2015 skete værdiansættelsen af virksomheden efter den såkaldte formueskattekurs. Lidt forenklet sagt blev de fleste virksomheders værdi anslået til at være i nærheden af egenkapitalen i virksomheden – altså værdien af maskiner, bygninger osv plus virksomhedens formue i kroner og ører.

Det blev pludselig ændret af Thorning-regeringen. Nu skulle arveskatten beregnes af den vurderede handelsværdi, altså hvad man tror familien ville kunne få for virksomheden, hvis de solgte den. I mange situationer er den beregnede handelsværdi meget højere.

Der kan være en vis fornuft i at beregne arveskatten af selskabets faktiske handelsværdi i stedet for det tidligere mere konservative estimat, men det indebærer så til gengæld, at man bør sænke skattesatsen. Ellers bliver belastningen af de familie-ejede virksomheder alt for stor, når næste generation skal tage over.

Lad mig illustrere det med et eksempel.

De virksomheder, hvor vi bedst kender deres handelsværdi, er de børsnoterede selskaber – fordi deres aktier rent faktisk handles hele tiden på børsen. Derfor kan man beregne deres værdi ved blot at gange værdien af aktien med antallet af aktier.

En virksomhed som Novo Nordisk har en markedsværdi, der svinger fra dag til dag, men niveauet er i det sene efterår 2019 på ca. 700 mia. kr. Hvis Novo havde været familie-ejet og skulle generationsskifte, så ville arveskatten altså med Socialdemokraternes forslag skulle udgøre 15 procent af 700 mia. kr. Det er 105 mia. kr. Men Novos egenkapital er kun på ca. 53 mia. kr. Og en virksomhed bliver nødt til at have en vis egenkapital for at kunne dække eventuelle underskud og blive betragtet som en sikker og kreditværdig virksomhed.

Derfor ville Novos arvinger – hvis den var familie-ejet – blive nødt til at tage lån for at betale arveafgiften. Det lån ville være en byrde for virksomheden.

Novos overskud efter selskabsskat var i 2017 og 2018 på ca. 38 mia. kr. Hvis de nye ejere skal trække overskuddet ud af virksomheden for at betale deres lån, skal de først betale udbytteskat på 42 procent. Så er der kun 22 mia. kr. tilbage.

Med en arveskat på 15 procent ville betaling af arveskatten altså lægge beslag på hele virksomhedens overskud i næsten 5 år! I den periode kan virksomheden ikke kan investere af overskuddet for at sikre dens fremtidige konkurrenceevne, nye job, nye innovative produkter og højere produktivitet. I samme periode ville konkurrenterne i andre lande spurte derudaf med stor fare for, at de ville sikre sig et konkurrencemæssigt forspring, som ikke mere kunne indhentes.

En virksomheds markedsværdi afgøres primært af forventningerne til dens fremtidige indtjening. Hvis man forventer stor vækst i indtjeningen i fremtiden, vil virksomheden være mere værd i dag. Når man beskatter en procent af markedsværdien, så er det derfor faktisk en andel af den forventede fremtidige indtjening man beskatter. Med andre ord: Jo mere succesfuld og jo større et fremtidspotentiale en familie-ejet virksomhed har, jo hårdere vil arveskatten ramme.

Skatten straffer og stækker altså i særlig grad virksomheder med succes og potentiale – dem, der skal sikre gode arbejdspladser og velstandsfremgang i fremtiden. Det er ikke kun skidt for arvingerne. Det er skidt for medarbejderne i virksomhederne og for os alle sammen.

Men det bliver værre endnu. For et er at værdiansætte en børsnoteret virksomhed, hvis aktier handles hver dag på børsen. Men hvordan værdiansætter man en konkret virksomhed, som aldrig er blevet handlet? Det er faktisk meget svært. Værdien af en virksomhed afhænger primært af, hvor meget man forventer, at virksomheden vil tjene i fremtiden. Men fremtiden er jo usikker. Der kan komme nye konkurrenter, der tager markedsandele fra virksomheden, råvarepriserne kan ændre sig eller en økonomisk krise kan reducere overskuddet.

Det præsenteres ofte sådan, at en familie-ejet virksomhed er en slags gave til arvingerne, som de får kvit og frit. Men ofte er der tale om et meget stort ansvar, som man overtager for en lang række medarbejdere, for eksempel. Forkerte dispositioner – eller blot dårlige konjunkturer, som man ikke selv er herre over – kan føre til, at man må afskedige. Med arveafgiften kommer der oveni dette ansvar en kæmpe risiko i mange tilfælde for at hænge på en gæld, man ikke kan betale tilbage.

Det kan igen illustreres med et eksempel fra et børsnoteret selskab. Her kan du se udviklingen i kursværdien på Vestas-aktien de seneste 10 år.

For 10 år siden var kursen 382. Det var markedets bedste vurdering af virksomhedens værdi på det tidspunkt. Men se så, hvad der skete:

Aktien faldt til kurs 27 i 2012. Hvis Vestas havde været en familie-ejet virksomhed, hvor næste generation overtog i 2009 og finansierede arveskatten ved at låne penge, så ville ejeren skulle have lånt 57 kroner per aktie for at betale arveskatten. Men i løbet af 2012 kom kursen på aktien ned under 57. Virksomheden ville være insolvent og i fare for at gå konkurs – ejeren ville stå tilbage med en kæmpe gæld, og medarbejderne ville stå uden et arbejde.

Mange andre børsnoterede selskaber udviser lignende udsving, for eksempel havde Demant (som laver høreapparater) i august 2018 en kurs på over 300 mod 178 i dag. A P Møller lå på 12.000 i august 2017 mod 8.400 i dag.

Socialdemokraternes forslag om, at arvingerne blot kan få lov til at afbetale på arveskatten, vil derfor ofte ikke være vejen frem. Det vil være alt for risikabelt for arvingerne, som kan ende med at stå med en stor personlig gæld, hvis virksomheden mister værdi og i værste fald må lukke.

Risikoen forværres yderligere af, at det er Skattevæsenet, der skal afgøre, hvad virksomhedens markedsværdi er, og dermed hvor meget, der skal betales i arveafgift. Men den vurdering er ekstremt usikker. Den baserer sig på skøn om fremtidig indtjening, som ingen kender.

Der har i årevis været en kæmpe polemik om ejendomsvurderingerne, fordi mange boligejere har oplevet, at deres ejendom er blevet vurderet for højt, hvorfor de er kommet til at betale for meget i boligskat. Problemet med ejendomsvurderingerne er vand ved siden af udfordringerne med at lave korrekte vurderinger af virksomheders markedsværdi. De fleste huse ligger jo trods alt i et område, hvor der er andre huse med omtrent samme karakteristika, der bliver købt og solgt. Man kan derfor beregne gennemsnitlige kvadratmeterpriser.

Med virksomheder kan man slet ikke i samme omfang sammenligne den ene med den anden, og der er langt færre af dem, som er bare nogenlunde sammenlignelige, og som er blevet handlet på markedet.

Det skaber en enorm usikkerhed for ejerne og arvingerne af familie-ejede virksomheder. De aner ikke, hvor meget, der skal betales i arveskat, når der sker generationsskifte. Den usikkerhed vil også præge bankers vilje til at låne penge til virksomhederne.

Ud over, at den risiko er gift for investeringslysten og vækstskabelsen, er det også et problem for retssikkerheden. Vi kan ikke have et samfund, hvor embedsmænd mere eller mindre egenrådigt kan afgøre, hvor meget vi skal betale i skat. Skatter bør opkræves på et objektivt grundlag, og man skal som borger som udgangspunkt være i stand til selv at beregne, hvor meget man skal betale.

Alt i alt vil den nye situation med høj arveafgift beregnet af en høj værdi skabe så stor en belastning af og så meget risiko for de familie-ejede virksomheder, der står overfor et generationsskifte, at mange arvinger formentlig vil afstå fra at overtage virksomheden.

Så kan den ældre generation i stedet sælge virksomheden til en ekstern, men det er ikke altid muligt. Derfor vil nogle virksomheder lukke og slukke som følge af arveskatten.

Andre vil i mange år blive drænet kapital. De vil ikke vil have råd til at investere for at sikre virksomhedens vækst og overlevelse på langt sigt. Og jo mere lovende virksomheden er, jo mere vil den blive drænet for kapital.

Atter andre vil blive overtaget af kapitalfonde eller udenlandske konkurrenter. Det er der ikke i sig selv noget galt med, men det bør ikke være skattelovgivningen, der afgør ejerformen af private virksomheder.

Så hvad gør vi?

Det bedste at gøre ville være helt at afskaffe arveskatten for alle – også privatpersoner, der for eksempel arver deres forældre. Ligesom man har gjort i Sverige og Norge og otte andre OECD-lande. Provenuet fra arveafgiften på 2,4 mia. kr. kan sagtens undværes al den stund det finanspolitiske råderum til blandt andet lavere skat er på ca. 23 mia. kr. frem til 2025.

Det røde flertal ser ud til at ville gå den modsatte vej. Det er en stor skam og vil skade Danmark, men hvis Regeringen og dens støttepartier står fast, så er det bydende nødvendigt, at de i det mindste vender tilbage til den gamle måde at beregne grundlaget for arveskatten på. Ellers bliver kapitaldrænet alt for stort, og retssikkerheden for ejerne af familie-ejede virksomheder bliver undermineret.

Det kan få meget alvorlige negative konsekvenser for os alle sammen. 9 ud af 10 danske virksomheder er familieejede, og 60 pct. af alle ansatte i den private sektor er beskæftiget i en familieejet virksomhed.

Hvis du ligesom jeg synes, at det er vigtigt, at disse budskaber kommer ud, så håber jeg, at du vil dele denne blog på sociale medier. På forhånd stort tak!

Debatindlæg udgivet på JP.dk d. 11. november 2019.