Så længe Grønland ikke kan stå på egne ben, forbliver selvstændighed en fjern drøm

Skrevet af Mette Dalsgaard

Bragt i Altinget den 6. marts 2025

Den iskolde arktiske vind bed i mine kinder, da båden bevægede sig gennem det mørkeblå hav. Bølgerne ramte båden, og i horisonten brød hvalerne overfladen i elegante bevægelser, og det blev tydeligt, hvor tæt forbundet mennesket er med naturen her.

Jeg har haft mange møder i Grønland gennem mine ophold på verdens største ø. Her har jeg fået indsigt i de økonomiske udfordringer og potentialer, som landet står overfor. Et land og en ø med blot 56.000 indbyggere, fordelt på 17 byer og 55 bygder – mange kun tilgængelige med båd eller fly.

Under mine besøg i Grønland oplevede jeg ikke blot landets storslåede natur, men også de økonomiske udfordringer, der skal overvindes for at sikre en bæredygtig fremtid.

For at Grønland kan opnå økonomisk selvstændighed, er der behov for omfattende reformer, målrettede investeringer og en klar strategisk retning.

Grønland står midt i en vigtig politisk valgkamp og international debat. Skal landet forblive en del af Rigsfællesskabet, åbne sig for større amerikansk indflydelse eller tage skridtet mod fuld selvstændighed?

Diskussionen er kompleks og følelsesladet, men uanset hvilken vej Grønland vælger, vil det økonomiske fundament blive afgørende.

Risikoen for et kollaps som følge af en beslutning om uafhængighed uden økonomisk bæredygtighed er langt fra hypotetisk. En reel selvstændighed kræver, at landet kan stå økonomisk på egne ben, og her støder vi særligt på en række væsentlige udfordringer.

Grønlands økonomi er stærkt afhængig af fiskeriet, som udgør den primære eksportindustri, mens de fleste andre varer importeres. Den offentlige sektor fylder meget, og der er samtidig en betydelig afhængighed af økonomiske tilskud fra Danmark.

Grønlands bnp er cirka 20 milliarder kroner, men landets økonomi er præget af en stor offentlig sektor svarende til næsten to tredjedele af bnp. Det er markant højere end den danske offentlige sektor, som ellers er blandt de største i verden.

De grønlandske offentlige udgifter udgør cirka 13 milliarder kroner, hvoraf cirka fire milliarder kroner stammer fra det danske bloktilskud. Det betyder, at en stor del af de offentlige udgifter finansieres eksternt, hvilket understreger afhængigheden af Danmark.

De offentlige udgifter forventes at stige yderligere i de kommende år som følge af ændringer i befolkningssammensætningen. Andelen af ældre vil vokse, hvilket kan medføre et øget pres på økonomien i fremtiden.

Hvis Grønland skal blive økonomisk selvstændigt, så kan en afvikling af bloktilskuddet tvinge Grønland til at udvikle nye industrier og styrke den private sektor.

En mere selvstændig økonomi vil dog kræve en gennemgribende ændring af måden hvorpå der investeres og drives erhverv, en reformering af uddannelsessystemet og strukturreformer med deregulering, så der skabes en mindre offentlig sektor og mere privatiseres.

Det mest betydningsfulde erhverv er eksport af fiskeri og fangst som står for cirka fem milliarder kroner, og her har de seneste års stigende fiskepriser bidraget positivt til økonomien.

Når en økonomi næsten udelukkende er baseret på én sektor, hvor det største fiskeriselskab er statsejet, så skaber det en betydelig risiko.

Grønlands økonomiske stabilitet er bundet op på naturkapital – altså ressourcer, der kan svinge i værdi og tilgængelighed afhængigt af eksterne faktorer som klima, regulering og markedsefterspørgsel.

På kort sigt kan store fangster løfte bnp, men hvis udnyttelsen overstiger naturens evne til at regenerere, vil fiskebestandene skrumpe, hvilket i sidste ende vil mindske de økonomiske indtægter.

Derudover er der miljømæssige problemer, som allerede nu påvirker fiskeriet. Et konkret eksempel er de såkaldte spøgelsesnet – efterladte fiskenet, der fortsætter med at fange fisk og skader havmiljøet.

Klimaforandringer kan også få fiskebestandene til at ændre migrationsmønstre, hvilket med den nuværende tyngde af fiskeriet vil påvirke Grønlands økonomi dramatisk. Samtidig er de internationale markeder uforudsigelige, og faldende efterspørgsel på fisk og skaldyr kan ramme Grønlands eksport hårdt.

Risikoscenarierne er åbenlyse og kan få store konsekvenser.

Samtidig mangler Grønland kvalificeret arbejdskraft. Grønland har i dag høj beskæftigelse, men mange brancher lider under mangel på faglærte.

Man har de seneste år haft en række infrastrukturprojekter, som har bidraget til øget efterspørgsel. Hvis nye industrier skal vokse frem, kræver det en målrettet indsats for at uddanne og tiltrække kvalificerede medarbejdere.

En stærkere uddannelsessektor og større investeringer i kompetenceudvikling er derfor afgørende, hvis Grønland ønsker en mere robust økonomi. Tilstrækkelig og veluddannet arbejdskraft er en nødvendig forudsætning for vækst.

Dog er det ikke nok blot at uddanne arbejdskraften – det er essentielt at skabe en mere dynamisk og konkurrencedygtig økonomi, der kan fastholde talent i landet og sikre langsigtet vækst.

Grønland kan først opnå økonomisk selvstændighed, når vejen til en stærk og bæredygtig økonomi er banet gennem nødvendige reformer.