Sådan kan ATP reformeres med syv konkrete tiltag

ATP blev etableret i 1964 – et kvart århundrede før arbejdsmarkedspensionerne – som et supplement til folkepensionen. Tiden løbet fra flere af de oprindelige hensyn, og modellen har nogle grundlæggende skavanker. Derfor bør ordningen reformeres grundlæggende.

Det politiske ønske om, at danskerne sparer op til pensionistalderen, så levestandarden ikke kun er bestemt af folkepensionen, bliver for langt de fleste danskere varetaget af arbejdsmarkedspensionerne og private pensionsordninger (ratepensioner, ordninger med livslang ydelse, kapitalpensioner og alderspensioner). ATP-opsparingen er kun et beskedent element.

Godt tre fjerdedele af de beskæftigede sparer i dag så meget op til pension, at de har udsigt til en god dækning som pensionister (dvs. 50 pct. eller mere af den erhvervsaktive bruttoindkomst).

Hertil kommer, at mange pensionister har en betydelig friværdi og anden fri opsparing.

For borgere, der allerede sparer op gennem arbejdsmarkedspensioner og private ordninger er der ingen grund til at have en ATP-opsparing ved siden af. Tværtimod kan det medføre ekstra administrative omkostninger at sprede opsparingen på flere institutter, og ATP-opsparingen kan ikke tilpasses individuelle ønsker med hensyn til risikoprofil, investeringspolitik osv.

ATP-opsparing er en meget ufleksibel ordning. Ikke alene tager den ikke hensyn til individuelle præferencer og behov. Den er også placeret jævnt hen over arbejdslivet, selv om opsparingsbehovet varierer meget over arbejdslivet, fordi indkomsterne gør det. Unge, der netop er blevet etableret på arbejdsmarkedet, har ofte behov for negativ opsparing ved etablering af familie, boligkøb osv. For dem vanskeliggør den obligatoriske opsparing i ATP (som ikke kan belånes eller på anden måde gøres likvid) ønsket om at udjævne forbruget over livsforløbet. I forvejen er mange unge nødt til at være med i kollektive arbejdsmarkedspensionsordninger, som ligeledes kan trække i modsat retning af ønsket om at fremrykke forbrugsmuligheder til begyndelsen af arbejdslivet.

ATP-ordningen medfører endelig en meget uheldig incitamentsstruktur for ATPs ledelse. Når kunderne er obligatoriske medlemmer, er der ingen direkte respons fra kunderne på selskabets investeringsbeslutninger. Til gengæld kan ATP som politisk institution være tilbøjelig til at vægte politiske ønsker i forhold hensynet til afkast til medlemmerne.

Der har været betydelig kritik af ATPs dispositioner, investeringsstrategi og risikotagning de senere år. Det afgørende må imidlertid være, om det stemmer overens med kundernes ønsker. Uden mulighed fra at flytte opsparingen til andre institutter mangler ledelsen både incitament og informationer til at følge kundernes ønsker.

For borgere, som sparer mindre op til pension, end der er politisk ønske om, bør fokus være på at sikre, at den ønskede opsparing finder sted. Det er ikke nogen begrundelse for, at opsparingen skal placeres i ATP.

Der foreslås derfor en reform af ATP-ordningen. Reformen kan fortsat tilgodese eventuelle politiske ønsker om, at de beskæftigede har en vis supplerende minimumsopsparing, men undgår ATP-ordningens nuværende klare ulemper.

Modelskitsen er indrettet, så det nuværende sigte med ATP-ordningen bevares, men stiller kunderne bedre.

Grundlæggende er ATP-ordningen dog hverken fugl eller fisk. Den er så lille, at den ikke løfter dækningsgraden for hverken lavt- eller højdækkede pensionister særlig meget. For mange pensionister med god dækning er ATP en klatordning ved siden af den egentlige pensionsordning. For lønmodtagere med udsigt til lav dækning kan det overvejes at udvide det obligatoriske krav. Det vil kunne medvirke til at afhjælpe det nuværende problem med meget høje aftrapningsprocenter for denne gruppe.