Sådan kan skattesystemet forenkles

Skrevet af Jørgen Glistrup, Peter Loft, Nadia Nejad og Otto Brøns-Petersen

Bragt i Jyllands-Posten den 10. november 2024

Det er umuligt at finansiere så stor en offentlig sektor som den danske uden høje skatter, et stort regelsæt og omfattende kontrol. Men de danske skatteregler er meget mere indviklede end nødvendigt. Ifølge International Tax Competitiveness Index, som scorer 38 udviklede landes skattesystemer, ligger det danske skattesystem på en 28.-plads, mens Norge er nr. 19 og Sverige kun 12. Dette til trods for, at de også har store, velvoksne velfærdsstater.

De komplicerede regler er ikke bare et økonomisk problem. Det er først og fremmest et problem for retssikkerheden. Det er meget få almindelige mennesker, der er i stand til at gennemskue deres egne skatter.

For erhvervslivet kræver de komplekse værnsregler, fortolkningstvivlen og de skønsmæssige ansættelser betydelige ressourcer for at navigere og begrænse usikkerheden. Skattesager kan trække ud i årevis.

Retssikkerheden er også udfordret af, at reglerne er så komplekse, at de er vanskelige at gennemskue for domstolene. Det er sigende, at chancen for at få medhold er lavere ved domstolene end Landsskatteretten, som har en særlig skatteretlig kompetence.

Endelig er det et problem, at politikerne kan have vanskeligt ved at overskue de regler, de vedtager. Til gengæld knopskyder regelmængden, fordi der hele tiden er ønsker om at begunstige udvalgte grupper.

Mange har formentlig givet op og slået sig til tåls med, at det nok ikke kan være anderledes. Men det bør vi ikke acceptere. Derfor er vi en gruppe på fem personer, der gennem det seneste halve år har sat hinanden stævne med det formål at komme med et bud på, hvorledes systemet kunne forenkles. Det skal understreges, at vi ikke har diskuteret skattetrykkets størrelse, som ellers også er en diskussion værd. I stedet har vi udarbejdet et katalog med store og mindre muligheder for forenklinger.

Det tager udgangspunkt i nogle principper, som bør være helt grundlæggende i skattepolitikken. Meget vil være vundet, hvis lovgiverne begynder med at spørge, om nye love følger dem?

Det altoverskyggende formål med at beskatte er at skaffe finansiering til de offentlige udgifter. Midlerne bør skaffes med så få omkostninger for borgerne som muligt. Omkostningerne ved beskatning består ikke blot i penge, skatteyderne skal af med, men også i administrative omkostninger, i besværet ved at efterleve regler og i den adfærdspåvirkning, reglerne udløser (det såkaldte forvridningstab).

Hvis det drejer sig om at skaffe provenu til at finansiere offentlige udgifter, er indkomstskatterne – herunder momsen, der i realiteten også fungerer som en indkomstskat – mest velegnet, fordi de forvrider mindst. Det samme gælder, hvis politikerne ønsker at omfordele indkomst. Det er en misforståelse, at alle skatter og afgifter skal anvendes til fordelingspolitik og vurderes efter deres fordelingseffekt.

Afgifterne bør således ikke anvendes til at skaffe provenu eller føre fordelingspolitik med, men alene til at påvirke adfærden, når der foreligger såkaldte negative eksternaliteter, f.eks. i form af forurening. Ideelt set burde kapitalafkast slet ikke beskattes, men hvis det alligevel gør, så bør det være med ensartede, lave nominelle satser.

Skattesystemet bør ikke anvendes til maskeret udgiftspolitik. ”Skattelettelser”, som går til helt specielle grupper eller specielle formål eller stiller krav til en bestemt adfærd, er reelt offentlige udgifter. De hører hjemme på udgiftssiden af de offentlige budgetter og bør ikke bruges til sminke skattetrykket lavere, end det rent faktisk er.

Men det primære princip bør være retssikkerhed. Værnsregler og omgåelsesklausuler bør så vidt muligt undgås.

Skattemyndighederne bør kun undtagelsesvist anke sager, hvor borgerne har fået medhold, og kun i principielle tilfælde. Skatteansættelsen bør i videst muligt omfang bygge på faktiske markedspriser og indkomster, ikke på skønsmæssige ansættelser. Skattesager bør behandles af myndigheder og domstole med skattefaglig kompetence.

Vi har identificeret ni overordnede forenklingsprincipper og 31 fradrag, man kunne fjerne.

I det eksisterende skattesystem er der syv forskellige indkomsttyper, f.eks. skal aktieindkomst opgøres helt separat, og ligningsmæssige fradrag relateres ikke til de indtægter, de skaber, men opgøres separat med lavere skatteværdi. I vores forenklede model er der kun de to indkomsttyper, som forekommer naturlige, nemlig arbejdsindkomst og kapitalindkomst, begge dele med fradrag tilhørende kategorien.

Det nuværende system kompliceres ligeledes, når en skat som arbejdsmarkedsbidraget kan fradrages i andre skatter. Beskatningen af afkastet af opsparing er et virvar af grundlag og satser og særordninger som aktiesparekontoen.

Det kunne stærkt forenkles, så afkastet af al fri opsparing bliver beskattet under ét. Der bør fortsat være fradrag for renteudgifter, så det bliver den ægte nettokapitalindkomst, der beskattes. Allerhelst burde det ske med en flad, lav skattesats, sådan som det i øvrigt allerede er tilfældet for pensionsafkast. Men selv hvis der er politisk ønske om at opretholde en progressiv beskatning af kapitalafkast, bør det være af det samlede nettoafkast.

Grundlæggende retssikkerhed tilsiger, at tvivl og usikkerhed bør komme borgerne til gode. I skattevæsenet er det i nogle tilfælde omvendt.

Et eksempel er, at forældelsen af gæld til det offentlige simpelt hen blev sat i stå, da myndighederne kom bagud med inddrivelsen. Et andet er, at efterregulering af leasingbiler alene kan ske i skattevæsenets favør. Et tredje, at tab og gevinst på investeringer i alt for høj grad behandles asymmetrisk. I forvejen kan det være svært at udnytte et tab, fordi det kun kan trækkes fra, hvis skatteyderen oparbejder fremtidige gevinster, hvorimod gevinster typisk beskattes omgående.

I nogle tilfælde er der desuden forskelle på skatteværdien af tab og gevinster.

Skatteyderne bør være bedre sikret ved at kunne rejse en skattesag. For det første er det dyrt og langsommeligt, for det andet er chancen for at vinde ved domstolene meget lille. Problemet kan være, at domstolene ikke har specialviden på skatteområdet og ikke kan overskue de mange, indviklede og komplicerede regler. Det kunne tale for særlige domstole med skatteretlig kompetence, eller at skattesager blev samlet i en udsnit af de eksisterende retter.

Staten bør kun anke sager, den har tabt i Landsskatteretten og det øvrige klagesystem, hvis det har principiel betydning. Og selv da er det vigtigt med en meget tilbageholdende linje og større tiltro til klagesystemets afgørelser. Det er ikke rimeligt, at en skatteyder skal trækkes igennem systemet, hvis det blot afspejler et ønske hos myndighederne om at få skabt klarhed om lovfortolkningen.

Vores forslag forsøger at gøre op med såvel de retsmæssige usikkerheder som de mange fradrag, beløbslofter og særregler, der gør systemet uforståeligt, kompliceret og giver meget administrativt bøvl.

Reformbehovet gælder i øvrigt ikke kun indkomstbeskatningen af personer og selskaber. Også afgiftssystemet er unødigt kompliceret og forvridende. Som et sted at starte kunne man fjerne otte forskellige småafgifter tilsammen giver et provenu på ca. 1 mia. kr.

Vi anerkender, at Folketinget har taget hul på nogle forenklinger, bl.a. i iværksætterpakken. Men der er basis for en betydeligt mere målrettet indsats, som vi anbefaler regeringen og Folketinget at tage systematisk fat på – og gerne begynde med at sætte penge af til det på finansloven.