Selskabsskat betales af virksomheder. Eller gør den? I dette hæfte forklarer Otto Brøns-Petersen, hvorfor selskabsskatten i sidste ende er en skat på lønmodtagere i form af lavere løn og dermed også har betydning for dem på overførselsindkomster.
Bør selskaber ikke betale skat af deres indkomst, når nu personer skal? Det kan synes indlysende rigtigt og bliver da også ofte anvendt i den politiske debat. Der er dog to vigtige pointer at være opmærksom på. For det første er det i sidste ende kun personer, der kan betale skat. Selskaber er abstraktioner – de er kun “juridiske personer”. Indkomsten tilfalder selskabets ejere. I dag, hvor pensionskasser ejer en stor del af verdens aktier og andre værdipapirer, tilfalder indkomsten ofte pensionsopsparerne. Pensionskasser og andre investorer er internationale, og derfor er det ikke nødvendigvis danske sparere, der er de endelige ejere af danske selskaber. Det kan lige så godt være engelske og italienske pensionsopsparere, ligesom danske pensionsopsparere ejer engelske, italienske og mange andre selskaber. For det andet rammer beskatningen ikke nødvendigvis den, der formelt betaler en skat. Det kaldes for skatternes “incidens”. F.eks. er det detailhandlen, som indbetaler moms af forbrugsvarer, men byrden af momsen bæres af forbrugerne. Selskabsskatten er netop et eksempel på en skat, hvor incidensen er et andet sted end hos indbetaleren. Det er velkendt blandt økonomer, at selskabsskatten i sidste ende er en skat på lønmodtagerne i det land, hvor selskabets aktivitet ligger. Selskabsskatten betales naturligvis formelt af selskabet, men det er lønmodtagerne, som bærer byrden gennem en lavere løn. I Danmark, hvor overførselsindkomsterne reguleres i takt med lønningerne, medfører selskabsskatten også lavere overførselsindkomster end ellers. Og fordi lønningerne i den offentlige sektor er bestemt af lønnen i den private sektor, er også offentligt ansatte med til at bære selskabsskatten, selv om det offentlige ikke formelt er selskabsskattepligtig.
