Simple regler skaber komplekse samfund

Siden 1989 er mængden af statslige regler i Danmark næsten tredoblet. Den enorme regelvækst bliver ofte bortforklaret med, at samfundet også er blevet mere komplekst og derfor kræver flere regler. Men heri ligger der sandsynligvis en stor misforståelse.

Da Darwin i 1859 udgav sin bog “On the Origin of Species”, bidrog han samtidig til en forståelse af regler og kompleksitet, som vi kan drage nytte af i dag. Darwin lærer os, at få simple regler kan give ufatteligt komplekse systemer. Darwinismens regler består i bund og grund af mutation, reproduktion og de stærkestes overlevelse. Disse få regler er grundlaget for, at der i dag er omkring 9 mio. forskellige dyrearter i verden. De simple regler danner altså baggrund for en ufattelig diversitet.

Der er ingen grund til at tro, at konklusionen om regler i menneskernes verden er så forskellig fra konklusionen om regler i biologiens verden. Planøkonomien tillader ikke særligt komplekse samfund, fordi alt skal styres via central planlægningDer er en grænse for, hvor komplekst samfundet kan være, hvis det skal styres fra centralt hold. Derfor er udbuddet af varer begrænset i en planøkonomi, mens en fri markedsøkonomi tillader stor diversitet i produkterne med adskillige slags toiletpapir og sågar utallige slags vand på flaske. Regelmængden er altså ikke steget, fordi samfundet er blevet mere komplekst og diversificeret. Samfundet er blevet mere komplekst, på trods af at regelmængden er steget.

Kompleksitet kan lyde negativt, men i et samfund, hvor vi alle er forskellige, er kompleksitet godt, fordi det afspejler diversitet. Og diversitet afspejler, at mennesker med vidt forskellige ønsker og drømme kan leve livet netop, som de ønsker. Uden de mange regler ville vi derfor sandsynligvis have haft et endnu mere diversificeret og derfor mere komplekst samfund. 

Regler har altså en omkostning, fordi de afholder mennesker fra at udnytte de muligheder, de ser, for at gøre tingene bedre. 

F.eks. må en bank ikke låne penge til et ungt par, som gerne vil købe et hus til fremtiden, hvis det vil betyde, at deres samlede lån bliver mere end fire gange så store som deres årlige indkomst. Heller ikke selv om banken ved, at parret kan “leve på en sten”, at de kan se frem til væsentlig indkomstfremgang, og at de planlægger familieforøgelse og dermed får brug for de ekstra kvadratmeter meget snart. Derfor må det unge par gøre som andre unge par, og vente med at investere i fremtidsdrømmen til de overholder statens regler.

Formålet med regler er at styre mennesker. Det kan være gavnligt, hvis en bestemt adfærd går ud over andre. Men det er skadeligt, når mennesker styres i retning af at blive ens. Og risikoen er ekstra stor, fordi politikerne ikke nødvendigvis har de bedste incitamenter til at lave gode regler, men ofte lader sig styre af lobbyinteresser og symbolpolitik.

Debatindlæg udgivet i Børsen d. 21. maj 2019