Skattepolitikken bør anerkende flid og dygtighed

Bragt i Berlingske d. 11. november 2025

Skrevet af Jes Brinchmann

Man kan anskue velstand på to måder: Som noget, nogen tager – eller som noget, nogen skaber.

Den første tanke fører til misundelse. Den anden til påskønnelse. Og lige dér ligger forskellen mellem et samfund, der stagnerer og et, der bevæger sig fremad.

Top-top-skatten blev en realitet i SVM-forhandlingernes mytiske mørke og præsenteret som prisen for at sænke skatten for andre borgere. Det var, måske, politisk nødvendigt – men økonomisk og moralsk er det et fejlskud.

For når vi beskatter de mest produktive, mobile og risikovillige danskere (endnu) hårdere, sender vi et signal, der er stærkere end tallene selv: At succes skal dæmpes. At fremskridt skal korrigeres. At det er bedre at skære toppen end at hæve bunden.

Men et land bliver ikke rigere af at tage mere fra dem, der allerede bidrager mest. Det bliver rigere, når flere får mulighed for at skabe mere – sammen.

Når en gennemsnitlig top-top-skatteyder i forvejen betaler 18 gange så meget i skat som gennemsnittet, og vi alligevel vælger at straffe den indsats yderligere, begynder vi at forveksle retfærdighed med lighed.

Det er ikke solidaritet. Det er national selvskade.

Man fornemmer næsten, at politikken drives mere af misundelse end af landets udvikling, og det er her, Danmark skal passe på. For misundelse er kun et effektivt brændstof på kort sigt. På lang sigt får det ikke Danmark til at vokse. Vi krymper, når misundelsen hærger.

Påskønnelse, derimod, får mennesker til at yde, skabe og tage ansvar.

En dyrepasser fra Københavns Zoo fortalte engang, at man kun kan få en søløve til at springe gennem et tøndebånd med sild. Pisk virker ikke. Pisken gør søløven bange. Silden gør den nysgerrig. Den mærker, at her vil nogen mig det godt.

Det samme gælder mennesker. Vi kan ikke kues til storhed – vi kan kun anerkendes derhen.

Politikerne ved godt, at skatten på produktivitet er for høj. Men i stedet for at løse problemet for alle, giver man udlændinge rabat med en forskerskatteordning – mens danske topchefer skal betale mere.

Det er ikke bare urimeligt. Det er også ulogisk og demotiverende.

Produktivitet og succes er ikke en luksus for de få. Det er selve fundamentet for vores alles velfærd. Derfor gør højere skatter på talent, innovation og lederskab os ikke rigere – de gør os fattigere.

Hvis Danmark vil have råd til grøn omstilling, bedre uddannelse og et stærkere forsvar, kræver det ikke flere skatter – men større påskønnelse af dem, der betaler mest til vores fælles samfund. Det kræver et skulderklap og et “godt gået.”

Vi skal stoppe med at se succes som noget, der skal undskyldes – og begynde at se det som noget, vi skal være stolte af.

Fjernelsen af top-top-skatten bør derfor blive et symbolpolitisk vendepunkt. Ikke et teknisk greb men en værdierklæring på, at Danmark tror mere på påskønnelse end på misundelse. At vi hellere vil løfte vores dygtigste borgere end tvinge dem ned på niveau med gennemsnittet.

Skat bør ikke være et redskab til at tilfredsstille misundelse – men et udtryk for påskønnelse. Kun hvis vi anerkender dem, der tænker nyt, investerer, skaber arbejdspladser og eksporterer danske varer, anerkender vi dem, der bærer hovedparten af det danske velfærdssamfund.

Eller som Lars Løkke Rasmussen sagde: ”At lægge skat på de gode idéer og de kvikke hoveder er da noget af det dummeste, man kan gøre, hvis samfundet skal hænge sammen på længere sigt.”

Det er stadig både klogt og sandt og svarer jo til, at vi inddrager lommepengene for et barn, der har skrevet en ypperlig og banebrydende opgave i skolen.

Det giver ingen mening og i sidste ende handler det om, hvilken drivkraft vi tror på i Danmark: Pisk eller sild. Misundelse eller påskønnelse.

Jeg ved godt, hvad der virker bedst.