Skattestoppet giver god mening i Danmark

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen sluttede 2020 af med at trække Venstre ud af politi-forliget. Begrundelsen var, at forliget indeholdt skattestigninger, der brød med partiets skattestop. Det er glædeligt, at Jakob Ellemann-Jensen vil gøre skattestoppet til en vigtig grundpille i partiets politik.

Det er vigtigt for at dæmme op for skattestigninger under en kommende borgerlig regering. Og det er i særdeleshed vigtigt i Danmark, der ifølge OECD har det højeste skattetryk blandt de 36 OECD-lande. Faktisk er det ret utroligt, at Venstres løfte om skattestop kan vække så meget postyr i OECD-landet med det højeste skattetryk. Og det er et logisk svar på Mette Frederiksen, der har forhøjet skatterne 34 gange med en samlet regning på godt 10 mia. kr. Det svarer til knap 2.000 kr. pr. dansker i skattestigning.

Skattestoppet blev frem mod valget i 2001 lanceret af Anders Fogh Rasmussen ud fra en erkendelse af, at der er en underliggende opdrift i skatteprocenterne. Såvel politikere som embedsmænd føler sig ofte tiltalt af at dreje på skatteskruen for at finansiere det, de opfatter som populære udgiftsstigninger.

Skattestoppet blev også lanceret ud fra en erkendelse af, at det danske skattetryk er blandt de højeste i verden, ligesom mange skatter er så høje i udgangssituationen, at yderligere skatteforhøjelser giver meget lidt skatteprovenu. Det skyldes, at mange skatteforhøjelser har betydelige negative effekter på arbejdsindsatsen, investeringerne og grænsehandlen.

Formålet med skattestoppet er, at politikerne lægger bindinger på sig selv, så de ikke i en sen nattetime i finansforhandlingerne – eller i slutspurten i et politiforlig – fristes til at dreje på skatteskruen.

Der er naturligvis teoretiske argumenter for at gennemføre skatteomlægninger, så mere skadelige skatter sænkes, mens mindre skadelige hæves. Men hvis målet er øget beskæftigelse og vækst, er det typisk bedre at finansiere en skattelettelse via lavere offentlige udgifter end ved at forhøje andre skatter og afgifter (der typisk reducerer vækst og beskæftigelse).

Finansierer man lavere skat via lavere overførselsindkomster, er der en dobbelt-dividende. Dels vil selve finansieringen øge beskæftigelsen. Det kunne være en beskæring af dimittend-dagpengene. Dels ville selve lettelsen i skatten på arbejde øge beskæftigelsen. Thorning og Mette Frederiksen fulgte denne tankegang ved skattereformen i 2012, da man valgte at skære 5 pct. af kontanthjælpen og dagpengene frem mod 2022 for at finansiere skattelettelser.

Tilsvarende finansierede Thorning-regeringen lavere selskabsskat via lavere offentligt forbrug. Derudover kan fleksible skatter også hurtigt vise sig at være lig med højere skatter. Bare se på Mette Frederiksen, der har øget skatterne 34 gange og lettet dem 15 gange. Men tilbage står en ekstra skatteregning på over 10 mia. kr. til familien Danmark.

Desuden giver skattestoppet stabilitet og tryghed for familier og virksomheder. Hvis der er risiko for pludselige skattestigninger, kan det medvirke til, at virksomheder og familier bliver tilbageholdende med investeringer og forbrug. Skattestoppet vil derfor også virke understøttende i forhold til et opsving i dansk økonomi.

Når alt dette er sagt, kan skattestoppet ikke stå alene i Venstres økonomiske politik. Det er blot en vigtig garant for at undgå stigende skatter. Venstre bør hurtigt formulere en ambitiøs økonomisk politik med fokus på vækst, velstand, konkurrence og frihed til borgerne, der gør det mærkbart mere attraktivt at arbejde og investere. Højere jobfradrag, lavere afgifter og lavere selskabsskat burde være oplagte kandidater i denne politik.

(Bragt i Finans.dk 13. januar 2021)