Skatteyderne i Region Hovedstaden har betalt for talmanipulation

Debatindlæg udgivet i Berlingske 23/03/2019

Det er helt afgørende, at vi indretter vores velfærdssektor på en effektiv måde, som sikrer mest mulig velfærd for skattekronerne. Borgeren skal i centrum og bureaukratiet skal bekæmpes, men her er der desværre lang vej igen.

I den ene dokumentar efter den anden har DR de seneste uger påvist, hvordan sygeplejersker føler, at de svigter patienterne, og hvordan pædagogerne føler, at de svigter børnene. Den underlæggende tone er, at der mangler ressourcer. Det er ideen om, at der går en lige vej fra ressourceforbrug til kvalitet, mens begreber som effektivitet og produktivitet er skrevet ud af ligningen.

Ser man på det billede, som flere kommissioner har tegnet, er virkeligheden dog en lidt anden. »De offentlige ledere skal have borgerne tilbage i centrum«, lød det klare budskab, da Ledelseskommissionen sidste år fremlagde sine konklusioner. For den offentlige sektor er ved at sande til i bureaukrati og bør – som påpeget af Produktivitetskommissionen – afbureaukratiseres og regelforenkles.

Problemet er, at skiftende regeringer har »fjernet regler med en pincet, mens de har smidt nye på med en skovl«. Samtidig er antallet af »kolde hænder« vokset, som også professor og overlæge på Rigshospitalet Liselotte Højgaard har påpeget i sin seneste debatbog om sundhedsvæsenet.

Men ikke alle er enige i, at regionerne har et problem. Særligt ikke regionerne. Forleden harcelerede regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) mod Berlingske for i flere artikler at sætte fokus på udviklingen i antallet af administrativt ansatte i regionerne. F.eks. at Region Hovedstaden er regionen med flest »kolde hænder«. I 2018 udgjorde de administrativt ansatte 8,4 pct. af det samlede personale, hvilket ifølge regeringens tal, som Berlingske baserer sig på, er 15 pct. højere end i 2009.

Men Hæstorp mener, at tallene er misvisende: »De tal, som regeringen bruger, bygger på gamle udregninger med store fejlkilder, som vi er mange, der i flere år har prøvet at få ud af debatten«. Ifølge Hæstorp er problemet, at data er baseret på de ansattes »overenskomstmæssige tilhørsforhold« og ikke tager udgangspunkt i, »hvad personalet rent faktisk arbejder med, og hvor de er placeret«. Tager man højde for det, viser Region Hovedstadens egen opgørelse ifølge Hæstorp, at kun to pct. er beskæftiget med administration.

Jeg ved ikke, om Region Hovedstaden har tænkt, at de med deres egen opgørelse af antallet af administrativt ansatte har foretaget en form for mesterligt skaktræk, der kan sætte enhver kritisk indvending skakmat. Men dykker man ned i tallene, opdager man hurtigt det, som Hæstorp belejligt har glemt at oplyse i sin kritik: At forskellen på de 8,4 pct. og de to pct. ikke skyldes datagrundlaget, men en ny definition af, hvad en administrativ medarbejder er. Modsat regeringens tal, som bygger på VIVEs definition af administrativt ansatte, vælger Region Hovedstaden nemlig at opfinde sin egen definition.

Det interessante er, at hvis man bruger Region Hovedstadens stillingsdata, som jeg efter fire ugers tovtrækkeri modvilligt fik udleveret, på VIVEs definition af administrativt ansatte, så er resultatet, at der er 10,6 pct. administrative medarbejdere i Region Hovedstaden, hvilket ikke ligger langt fra regeringens tal på 8,4 pct. Vi er altså vidne til skatteyderbetalt talmanipulation. Ærlig talt havde jeg hellere set regionen bruge ressourcerne på varme hænder.

Man får ofte det indtryk fra den offentlige debat, at der ikke kan spares en krone i den offentlige sektor. Sygeplejersker og pædagoger løber hurtigere end nogensinde før, hvorfor vejen til bedre velfærd ikke kan brolægges med højere produktivitet, men skal brolægges med flere velfærdskroner. Men velfærden er dyrt købt, hvis ikke vi først indretter vores sektor, så vi formår at få mest mulig velfærd for skattekronerne.