CEPOS logo

Socialdemokratiet sætter ideologi over patienterne i sin jagt på vælgere

Udgivet d.

16. april 2019 - 11:31

Debat

Sundhed

Debatindlæg udgivet i Politiken 16/04/2019

Reelt burde Socialdemokratiet ærgre sig over, at sundhedsreformen ikke flytter flere offentligt finansierede patienter til privathospitalerne. For det giver flere behandlinger for skattekronerne. Men det gør de ikke.

Det er lidt for forudsigeligt: Når statsministeren nævner sundhedsreformen, fremhæver Socialdemokratiet overbetalingssagen.

I januar var det Mette Frederiksen, der i en partilederdebat spurgte Lars Løkke, om sundhedsreformen ville betyde overbetaling af privathospitalerne. Forleden beskyldte Morten Bødskov ham for det samme.

Men reformen handler ikke om privathospitalerne, der kun fremhæves en gang på dens 60 sider. Og det er, fordi regeringen vil give offentlige hospitaler pligt til at oplyse om andre behandlingssteder, hvis de ikke selv kan tilbyde behandling inden for 30 dage.

Regeringen understøtter blot en ret, vi i forvejen har. Det holder ikke Bødskov tilbage: »Da Lars Løkke Rasmussen var sundhedsminister sidst, der blev privathospitalerne overbetalt. Han brugte penge, der kunne være brugt i vores fælles offentlige sundhedsvæsen«, fremturer Bødskov og fortsætter: »Privathospitalerne jubler nu igen. Det gør de, fordi der er nye opgaver på vej med Løkke som statsminister«.

S burde ærgre sig over, at sundhedsreformen ikke flytter flere offentligt finansierede patienter til private hospitaler

Han undlader at informere om, at privathospitalernes priser i dag er meget lave: Siden 2002 har borgere kunnet modtage offentligt finansierede behandlinger på private hospitaler, hvis ventetiden i det offentlige blev for lang.

Afregningen skete til forhandlede takster, som grundet regionernes forhandlingsstyrke og markedsposition i starten lå højt. Havde de – og i de to tilfælde med forlig, så Sundhedsministeriet – indgået dårlige aftaler? Det mente Rigsrevisionen. Kunne udbudsaftaler have givet markant bedre priser? Sandsynligvis, men den idé fik regionerne desværre først i slutningen af 2008.

Privathospitalernes priser toppede i 2007 og 2008, hvor prisen lå 5 til 10 procent over den gennemsnitlige offentlige takst.

Morten Bødskov mener, at pengene burde være brugt på de offentlige hospitaler. Men de offentlige hospitaler manglede jo netop kapacitet. Dét havde privathospitalerne.

På længere sigt er privathospitalernes priser faldet markant. Selv når man tager højde for forskelle i rammevilkår, er prisen så lav, at privathospitalerne har sparet det offentlige for op til 1,5 mia. kr. de seneste 10 år, selv om de kun udgør omkring 1,25 procent af al offentligt finansieret aktivitet.

Reelt burde Socialdemokratiet ærgre sig over, at sundhedsreformen ikke flytter flere offentligt finansierede patienter til privathospitalerne. For det giver flere behandlinger for skattekronerne. Men det gør de ikke. For de sætter ideologi over patienterne.

Relateret artikel

Forkast Hummelgaards nye tryghedspakke - du får hverken frihed eller tryghed

15. marts 2025

I mandags præsenterede justitsminister Peter Hummelgaard (S) regeringens nye tryghedspakke. 

Relateret artikel

Så længe Grønland ikke kan stå på egne ben, forbliver selvstændighed en fjern drøm

6. marts 2025

Under mine besøg i Grønland oplevede jeg ikke blot landets storslåede natur, men også de økonomiske udfordringer, der skal overvindes for at sikre en bæredygtig fremtid.

Støt os

En personlig donation til CEPOS støtter vores mission om frihed, ansvar, privat initiativ og begrænset statsmagt for "Et friere og rigere Danmark"
Støt os månedligt som

Privat

Støt os månedligt som

Virksomhed