Staten er ikke en kompetent virksomhedsejer og bør sælge Københavns Lufthavne

Virksomhedsdrift kræver et langsigtet perspektiv, hvor tidsperspektivet i politik i sagens natur er begrænset til typisk fire år indtil næste valg. Og politikerne kan slippe afsted med at have andre motiver, for de har adgang til skatteydernes penge, som kan bruges til at maksimere deres politiske afkast fremfor det økonomiske afkast.

Det ses tydeligt hos blandt andet hos SAS, hvor den danske stat i en periode på 15 år har betalt op mod 8,5 milliarder kroner. Generelt har staten ikke udvist et imponerende ejerskab i sine selskaber.

Alligevel er der blevet fremført en række årsager til, at det skulle være en god idé, at staten har ejerskab i lufthavnene. Et argument, der fremføres, er hensynet til den grønne omstilling. Den grønne omstilling er vigtig, men en omkostningseffektiv omstilling er også vigtig.

Gennemføres den grønne omstilling dyrere end nødvendigt, risikeres det, at der bliver mindre af den. Ligeledes vil en dyrere omstilling betyde, at de spildte ressourcer ikke kan anvendes til andre formål. Og det vil være spild af ressourcer at gennemtvinge den grønne omstilling gennem politiseret virksomhedsdrift frem for, at det er prisen på drivhusgasudledninger, der driver omstillingen.

I Danmark er drivhusgasudledninger fra stort set alle sektorer prissat gennem EU’s kvotesystem, herunder flytransport inden for EØS. Et internationalt kvotesystem er desuden under opbygning for flytrafik uden for EU. Fordelen ved at prissætte drivhusgasudledninger er, at markedet sikrer, at de billigste reduktioner gennemføres – der bliver ikke gennemført reduktioner, som er dyrere end prisen på udledninger.

Dermed undgås uhensigtsmæssigt dyre tiltag. Hvis politikerne forsøger at gennemføre den grønne omstilling gennem statsligt ejerskab frem for gennem priser på drivhusgasudledninger, fordyres den grønne omstilling, og det er tvivlsomt, om der vil komme en egentlig klimaeffekt ud af det, blandt andet på grund af EUs kvotesystemer. Derfor er hensynet til den grønne omstilling ikke et godt argument for statsligt ejerskab.

Et andet argument har været hensynet til kritisk infrastruktur. Der er ingen tvivl om, at Københavns Lufthavne er en vigtig del af den danske infrastruktur. Men det betyder ikke, at det er fornuftigt, at staten ejer lufthavnene. Staten har rig mulighed for at regulere både ejerskab og virksomheder.

Faktisk kræver effektiv regulering, at staten ikke samtidig er ejer, så motiverne blandes sammen. Kun i helt exceptionelle tilfælde er det af sikkerhedsmæssige grunde nødvendigt at staten selv ejer et aktiv. Erfaringerne fra forsvaret illustrerer dog, at staten ikke har været en særlig god forvalter af sådanne aktiver. Lufthavnen er ikke et exceptionelt tilfælde, og den har jo heller ikke hidtil været statsejet.

Hvis der er problematiske ejere, man ønsker at forhindre i at eje en virksomhed, kan staten regulere det uden selv at være ejer. Det er for eksempel tilfældet, at udenlandske investorer skal ansøge om tilladelse hos Erhvervsstyrelsen til at investere i kritisk infrastruktur i Danmark.

Det er i øvrigt heller ikke tilfældet, at en lufthavn er et naturligt monopol. Naturlige monopoler kræver ofte særlig regulering. Lufthavne og ikke mindst knudepunkter som Københavns Lufthavn opererer på et stærkt konkurrenceudsat marked og kan derfor ikke blot presse priserne op, da det vil drive kunderne væk.

For at klare sig i konkurrencen er ejerne for eksempel interesseret i, at lufthavnen fortsat fungerer som et knudepunkt, en såkaldt hub. Men selv hvis der var tale om et naturligt monopol, ville det tale for konkurrenceregulering frem for statsligt ejerskab.

Prisen på Københavns Lufthavne har også været til debat, som ifølge flere vurderinger lå langt over markedsværdien. Prisen er selvfølgelig ikke ligegyldig, for jo højere den er, desto dyrere er det for skatteyderne. Men uagtet prisen er det statslige ejerskab i sig selv det grundlæggende problem.

Det er ikke utænkeligt, at statens ejerskab af Københavns Lufthavne fører til skattebetalte kapitalindsprøjtninger. Derudover er der risiko for, at staten favoriserer sine egne lufthavne gennem politiske beslutninger. Det vil give en fordel for Københavns Lufthavne, men vil betyde, at de øvrige virksomheder vil få det sværere i konkurrencen.

Derved kan en mindre effektiv virksomhed, som den statsejede lufthavn, få lov at overleve eller ekspandere på bekostning af mere effektive virksomheder. Fører ejerskabet til, at lufthavnene forventer, at de bliver reddet af staten, hvis de er i økonomisk krise, vil de have mindre tilskyndelse til at innovere, øge kvaliteten eller reducere sine omkostninger.

Der er altså mange årsager til, at staten ikke bør eje virksomheder, heller ikke Københavns Lufthavne. Af samme grunde bør staten afvikle sit ejerskab i lufthavnene hurtigst muligt.