Statskassen bugner: Genindfør skattestoppet

Den danske statskasse har et stort råderum. Hvorfor skal den fyldes op med overflødige skatteforhøjelser?

Under skattestoppet i 00’erne var det en hyppig indvending fra økonomer, at det forhindrede fornuftige skatteomlægninger. Det forhindrede, at skatterne blev opkrævet, så de politiske mål blev opnået med mindst mulige samfundsøkonomiske omkostninger – det såkaldte forvridningstab.

Det er i princippet en rigtig indvending. Navnlig i et land som Danmark med rekordhøje skatte- og udgiftstryk er det vigtigt, at skatterne bliver opkrævet med så lille forvridning som muligt.

Men for at være relevant kræver indvendingen, at politikerne også er villige til at benytte deres frihedsgrader til rent faktisk at forfølge deres politiske mål med så lave forvridningsomkostninger, som det nu en gang kan lade sig gøre.

Den netop indgåede finanslovsaftale tyder ikke på, at et skattestop i praksis ville stå i vejen for fornuftige skatteomlægninger. Tværtimod kunne et skattestop forhindre den slags strukturforringende afgiftsforhøjelser, som finansloven er præget af.

Det er skatteøkonomisk børnelærdom, at afgifter ikke bør indrettes med det formål at omfordele, f.eks. fra høj til lav indkomst, eller for at skaffe penge i statskassen. Til den slags formål er indkomstskatterne mere velegnet, fordi de forvrider mindre. Afgifter bør derimod indrettes, så de modsvarer såkaldt eksterne omkostninger – f.eks. skader på miljøet.

Alligevel er aftalen fyldt med afgiftsforhøjelser, der ikke kan begrundes på denne måde. Det gælder f.eks. den i forvejen ubegrundet høje afgift på plasticposer, afgifterne på spil og afgift på e-cigaretter. Et andet eksempel er tinglysningsafgiften, der er en skat ikke på indkomst, men transaktioner – og derfor forvrider ekstra meget.

Det er åbenbart også sådan, at partierne bag finanslovsaftalen på forhånd har bundet sig til, hvad de enkelte skatteforslag skal indbringe i ekstraprovenu. Det er imidlertid en meget dårlig idé, medmindre der er tale om fiskale skatter som indkomstskatten. Når det f.eks. gælder skatteforhøjelsen for generationsskifte i familieejede virksomheder, er udgangspunktet således, at den skal bidrage med 1 mia. kr. Uanset hvad det aftalte ekspertudvalg om netop denne skat finder ud af, er det bundet af beløbet.

At partierne i det hele taget hæver skatterne med i alt 3,5 mia.kr. må undre. Vi har teknisk ”overholdbare” offentlige finanser og et stort råderum. Hvorfor belaste danskerne med dårligt designede skatteforhøjelser for at skaffe dybest set overflødige indtægter til statskassen?

Debatindlæg udgivet på Finans.dk d. 27. december 2019.