Syv (dårlige) erfaringer med innovativ industripolitik

Der har i de senere år været forsøg på at rehablitere begrebet industripolitik. Altså forestillingen om at politikerne med succes kan øge velstanden ved at udvælge og satse på bestemte sektorer, projekter eller virksomheder. Det hæftes ofte op på ideen om, at man kan drive innovation frem ved at opstille politiske missioner – i stil med månelandingsprojektet.

Men både det teoretiske og empiriske grundlag er svagt.

Det har en række svenske forskere sat sig for at undersøge nærmere i et stort forskningsprojekt. I 2022 udkom Wennberg og Sandströms antologi “Questioning the Entreprenurial State”, og nu udkommer næste bind “Moonshot and the New Industrial Policy – Questioning the Mission Economy” af Magnus Henrikson, Christian Sandström og Mikael Stenkula. Den gennemgår erfaringerne fra konkrete “cases” med “missionsdrevet innovationspolitik”, altså ad politisk vej skabe innovationer til at indfri opstillede missioner. I en artikel i det netop udkomne “Ekonomisk Debatt” gennemgår de tre forfattere syv empiriske læresætninger fra de mange cases, de har set på (artiklen rummer også links til at downloade de to bøger).

De syv læresætninger er:

1. Missioner kan ikke løse “onde” problemer [f.eks. hjemløshed i USA].
2. Politikere og myndigheder er ikke fritaget fra egeninteresse.
3. Beslutningstagerne savner tilstrækkelig information til at udforme missioner på en hensigtsmæssig måde.
4. Missioner leder til privilegiejagt (rent seeking) og klientpolitik (mission capture).
5. Missioner skævvrider konkurrencen.
6. Missioner forvrider incitamenterne og skaber moral hazard.
7. Missionsdrevet innovationspolitik ignorerer offeromkostninger.

Bragt i Punditokraterne den 16. januar 2024