Tag nu ansvar for jeres jobcenterfiasko, borgmestre

MIN SENESTE analyse af jobcentrene har fået både borgmester og formand for KL’s arbejdsmarkedsudvalg Thomas Kastrup-Larsen (S) og Københavns beskæftigelses-og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard (V), til tasterne.

Her i avisen 4.7. og 23.6. kritiserer de min analyse, som viser, at jobcentrene bruger 4-500.000 pr. person, de får i job. Den beregning er foretaget under antagelse af, at jobcentrenes primære opgave er at få folk i job, og at jobcentrenes 13,5 mia. kr. dyre indsats rent faktisk virker. Det sidste er desværre ikke altid tilfældet.

Som påpeget af Finansministeriet har langtfra al indsats positiv effekt på beskæftigelse og samfundsøkonomi.

Både Kastrup-Larsens og Lonning-Skovgaards kritik kan karakteriseres ved, at der er kort mellem stråmændene og langt mellem argumenterne.

Eksempelvis opstiller Kastrup-Larsen den stråmand, at jeg skulle have sagt, at jobcentrene bruger 13,5 mia. kr. på at få velfungerende ledige i job.

Det har jeg aldrig sagt.

Jeg er udmærket klar over, at der findes mange forskellige typer ledige, herunder sygemeldte, flygtninge og socialt udsatte. Men det ændrer ikke på, at jobcentrets opgave bør være at hjælpe de ledige ind på arbejdsmarkedet, som Kastrup-Larsen selv bemærker, og at de bør måles på netop dette.

I Lonning-Skovgaards indlæg insinuerer hun, at jeg vil »afvikle« jobcentrene og »forsvare folks ret til at gå i hundene«. Det er naturligvis heller ikke korrekt.

Selvfølgelig mener jeg, at vi som samfund skal hjælpe mennesker i nød, min pointe er blot, at vi kun skal gøre det, der virker. Min anbefaling er derfor, at vi skal lukke for alle de tiltag på jobcentrene, som enten giver et samfundsøkonomisk underskud eller ikke virker. F. eks. jobrotationsordningen, mentorordningen og seks-ugers jobrettet uddannelse.

At holde liv i den slags ordninger er i min optik både respektløst over for de ledige og over for skatteyderne.

ENDELIG kritiserer Kastrup-Larsen Cepos for at fremsætte det som »en sensation, at ledige kun i begrænset omfang får job med hjælp fra jobcenteret«. Det var endnu en stråmand, for det har jeg aldrig sagt.

Tværtimod er jeg pinligt opmærksom på, at jobcentrenes fallit ikke er nogen nyhed. Vi har i årevis vidst, at meget af det, kommunerne gør på jobcentrene, ikke er godt nok.

Eksempelvis påpegede Rigsrevisionen i 2010, at »aktivering af de ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere () ikke havde en positiv beskæftigelseseffekt«. I 2009 viste Stars evaluering af projektet ‘ Aktive – hurtigt tilbage’, som skulle hjælpe sygemeldte og fleksjobvisiterede i job, at de sygemeldte samlet set ikke »blev hurtigere i stand til at forsørge sig selv«. Dette resultat blev i 2012 bekræftet af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, som viste, at projektet ‘ Tilbage til arbejdet’ »ingen effekt« havde »på længden af sygefraværet«. DER FINDES ikke mange gode analyser af effekt af indsatser for udsatte grupper, eksempelvis hjemløse og narkomaner.

Lonning-Skovgaard fremhæver selv ‘ Flere skal med’-indsatsen, som har hjulpet Katrine, en hjemløs alkoholiker, som Lonning-Skovgaard har mødt, i praktik på cafeen Social på Nørrebro.

Med eksemplet ønsker Lonning-Skovgaard at slå fast, at jobcentrene er de 13,5 mia. kr., de årligt koster, værd. Men her begår borgmesteren en fejl, der i min optik er symptomatisk for kommunernes ønsketænkning på beskæftigelsesområdet.

For vi kender endnu ikke effekten af ‘ Flere skal med’-indsatsen.

Men vi ved, at det er en udrulning og kopi af ‘ JobFirst’-eksperimentet fra 2016-2017, og her er resultaterne ikke noget, der burde få en liberal borgmester til at råbe hurra.

Rambølls evaluering af Job-First-projektet viste, at man efter et år ikke kan se forskel på de kontanthjælpsmodtagere, som har deltaget i indsatsen, og dem, der ikke var genstand for denne særlige indsats. Efter 1 ½ år er der knap 3 procentpoint flere, der deltog i projektet, der kom i ordinær beskæftigelse, hvilket ikke er imponerende.

Jeg så hellere, at Lonning-Skovgaard og Kastrup-Larsen tog ansvaret for jobcenterfiaskoen og indgik i åben dialog om, hvordan vi løste den, frem for at spilde tiden på at udtænke og opstille stråmænd i landsdækkende aviser.

Vi har i årevis vidst, at meget af det, kommunerne gør på jobcentrene, ikke er godt nok.

Debatindlæg udgivet i Politiken d. 9. juli 2019