Tiden er ganske enkelt løbet fra ATP

Af Otto Brøns-Petersen | Bragt i Dagbladet Børsen den 2. oktober 2024

I disse dage foregår der en diskussion om ATP’s investeringsstrategi og afkast. Det er naturligt, når der er tale om en ordning, næsten alle er tvangsindlagt til at være med i. Men i stedet for at se snævert på strategien bør vi spørge, om der ikke er behov for en grundlæggende reform af ordningen.

Selv om der kan være et politisk ønske om, at pensionisterne har en vis opsparing til at supplere folkepensionen, er der ingen grund til at tvinge alle til at placere en del af deres penge i ATP.

ATP blev etableret for 60 år siden – et kvart århundrede før arbejdsmarkedspensionerne. I dag har tre fjerdedele sparet så meget op, at de har en god pensionsdækning på mindst 50 pct. af lønnen før skat.

For dem med god dækning er der ingen grund til at forlange, at de skal placere en del af opsparingen i ATP ved siden af deres primære opsparing. Det bør være frivilligt.

Hvis formålet er at sikre tilstrækkelig dækning for resten, er der heller ingen grund til at forlange, at opsparingen skal være netop i ATP. Det bør være muligt for alle at flytte til en ordning efter eget valg.

Til alles fordel

Jeg vil vove den påstand, at det ikke alene vil være til fordel for kunderne, men også for ATP’s ledelse. Kundernes til- og fravalg er et vigtigt feedback om, hvorvidt strategien og produktet er rigtigt. Samtidig vil det også stille ledelsen friere i forhold til at afværge politiske ønsker til investeringerne. Uafhængigheden kunne sikres yderligere ved at sende ATP’s formuepleje i udbud.

ATP’s ledelse har forsvaret den nuværende ordning med, at det giver stordriftsfordele med mange kunder i butikken. Men det er en snæver betragtning set fra selskabets og ikke kundernes side.

Mange af kunderne bliver som sagt tvunget til at sprede deres opsparing, fordi der skal et dryp ind på en ATP-konto. Desuden har ledelsen peget på, at ATP giver et garanteret afkast for den enkelte opsparer.

Men det er et princip, som er blevet gjort valgfrit og siden forladt af store dele af den øvrige pensionsbranche, fordi det skaber bæredygtighedsproblemer og intern omfordeling mellem generationerne.

ATP stammer fra en anden tid. Behovet for at tvinge alle til at spare mere op er blevet afløst af et velvoksent pensionssystem, som andre misunder os. Det kroniske opsparingsunderskud er erstattet af et massivt betalingsbalanceoverskud.

Staten har for længst afhændet andre finansielle statsvirksomheder som Statsanstalten for Livsforsikring, Girobank, Hypotekbanken og Overformynderiet.

Det kan sagtens være relevant at diskutere, om dækningen bør være bedre for dem, der i dag kun har ATP og folkepension. Ikke mindst i lyset af de fortsat store samspilsproblemer mellem folkepension og anden opsparing. Men det kan ikke begrunde, at hverken de eller det store flertal med god dækning skal være tvangsindlagte kunder i ATP.