Tiden er inde til et opgør med folkepensionen

Skrevet af Jes Brinchmann

Bragt i Berlingske den 24. juni 2025

Danskerne bliver ældre, og pensionsalderen stiger i takt. Dette system blev aftalt i velfærdsforliget fra 2006 for at undgå en bombe under pensionssystemet.

Men aftalen udfordres af blandt andet statsminister Mette Frederiksen (S), der taler om at genforhandle forliget . Siden har debatten raset: Hvem må gå på skattebetalt folkepension hvornår?

Der er mange stemmer i debatten, som argumenterer for, hvorfor netop deres gruppe fortjener at gå tidligere på pension end andre. Men folkepensionsalderen bør ikke være en kamp, hvor politikere kan købe sig til stemmer ved at begunstige bestemte vælgersegmenter.

Folkepensionen, som vi kender den, blev indført i 1957 – altså for 68 år siden – og modellen har flere grundlæggende udfordringer. For eksempel er systemet enormt komplekst.

Udover de mange tilbagetrækningsordninger som Arne-pension, seniorpension og efterløn, er der et særligt skattefradrag for pensionsindbetalinger samt en række særydelser såsom boligydelse og varme- og helbredstillæg. Det skaber et system, som er tæt på umuligt at finde hoved og hale i.

Systemet er så kompliceret og præget af de lappeløsninger, der er lavet gennem årene, at mange kan have svært ved at regne ud, om det kan betale sig at spare op til pension, da højere egenopsparing betyder lavere udbetalte ydelser.

Faktisk sparer over 320.000 danskere med gode indkomster i dag slet ikke op til pension. Systemet tilgodeser dem, der har sparet mindst op, frem for dem, der har haft den laveste livsindkomst.

Det er ligeledes et problem, at hver generation i dag ikke sparer op til sig selv, men hele tiden finansieres af den efterfølgende generation, hvilket nødvendiggør høje skatter. I princippet betyder det, at vælgere i dag kan stemme for lavere pensionsalder til sig selv – på deres børn og børnebørns regning.

Derfor har CEPOS udarbejdet en banebrydende ny pensionsmodel , der giver borgerne ansvaret for deres egen alderdom tilbage og en langt højere grad af frihed til selv at planlægge den.

Helt enkelt forklaret foreslår vi at afskaffe folkepensionen og de mange komplicerende tillæg og fradragsordninger. Til gengæld skal bundskatten lettes knap ti procentpoint.

Det betyder, at borgerne får de penge tilbage, de ellers var tvunget til at betale til egen og andres folkepension over skatten, så de selv kan spare op til deres alderdom.

For at undgå, at nogen kommer til at gå for lud og koldt vand som gamle, indføres der en obligatorisk, personlig pensionsopsparing på minimum 12 procent af lønnen – dog med et maksimalt krav om 3.000 kroner om måneden.

Borgerne skal desuden frit kunne anbringe deres pensionsopsparing hos det pengeinstitut, de selv ønsker.

Samtidig ønsker vi et samfund, hvor der tages hånd om udsatte danskere, som af forskellige årsager ikke kan spare nok op. Det sker gennem en skattefinansieret minimumspension med et niveau svarende til ydelseskommissionens grundbudget på 11.650 kroner efter skat per måned for enlige.

Alle danskere er i dag underlagt en obligatorisk opsparing til folkepension over skatten. At opsparingen flyttes fra statskassen til den enkelte borger, er et vigtigt skridt i en liberal og retfærdig retning.

Jeg er overbevist om, at kommende generationer ikke ønsker at være stavnsbundet af den foregående generations politiske prioriteringer. De ønsker tværtimod i langt højere grad selv at kunne tilrettelægge deres eget liv og alderdom.