To artikler om misforstået og skadelig CSR, du skal læse

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Bragt på Punditokraterne.dk den 17. januar 2024

Der var to interessante artikler i pressen i går om “Corporate social responsibility” (CSR) og de skadelige effekter af den “dydssignallering”, som ligger bag.

Professor Peter Løchte Jørgensen og tidligere Danica-direktør og formand for Finanstilsynets bestyrelse Henrik Ramlau-Hansen skrev i går i Berlingske om de eksklusionslister, som danske investeringsforeninger betjener sig. Det vil sige selskaber, de udelukker af deres fonde af politiske grunde. Danske Invests eksklusionsliste fylder næsten 100 sider! Investeringsselskaber har f.eks. udelukket indtil for nylig udelukket våbenproducenter, men er vendt på en tallerken, efter at oprustning er blevet comme-il-faut oven på den russiske invasion i Ukraine. Et andet eksempel på et selskab på investeringsforeningernes eksklusionslister er Royal Unibrew, fordi bryggeriet laver øl med alkohol!

De to kronikører peger på det indlysende faktum, at eksklusion sænker afkastet. Det er ikke blot elementær matematik, men også empirisk velbelyst. De såkaldte passive indeksfonde, med en portefølje svarende til det samlede markeds sammensætning, genererer systematisk bedre afkast. Men eksklusion indfører et bias.

“Endelig ser vi et principielt problem i, at investeringsforeningerne med deres standardeksklusionslister trækker deres subjektive mening om, hvilke selskaber der er uansvarlige, ned over hovedet på alle kunder. Eventuel eksklusion bør være et personligt valg.” Peter Løchte Jørgensen og Henrik Ramlau-Hansen i Berlingske

Det er for så vidt fint nok, at der udbydes fonde, som tilpasser porteføljen til kunderne med specielle ønsker – herunder udelukker selskaber med produktion, som den enkelte ikke bryder sig om af den ene eller anden grund. Men når finansielle virksomheder helt generelt udelukker f.eks. et bryggeri, så gør de jo eksklusionen til deres politiske valg. Det er for så vidt også i orden, blot man klart gør opmærksom på omkostningen for kunderne og vil stå på mål for sine valg.

Problemet er, at det åbenbart er svært at finde ægte passive indeksfonde, fordi alle danske foreninger anvender eksklusion. Forhåbentlig kan kronikken være med til at øge opmærksomheden på problemet og tilskyndelsen til at etablere passive fonde, hvor kunderne ikke skal betale for selskabernes dydssignallering.

Men hvor markedet på denne måde har mulighed for selv at frembringe et bedre udbud af produkter, gælder det ikke, når CSR påbydes ved lov. Det problem handler den anden artikel om, som ligeledes kom i går. Den er skrevet af professor Jesper Lau Hansen i Børsen og handler som EU’s CSR-direktiv (CSRD). Det er en svidende, men velbegrundet kritik, Jesper rejser.

CSRD påbyder virksomheder at kortlægge deres drivhusgas-fodaftryk. Det kræver et massivt dokumentationsbureaukrati og enorme administrative omkostninger. Formelt set rammer dokumentationskravene kun større virksomheder, men for at kunne dokumentere deres ”carbon-fodaftryk” stiller de store krav til også mindre underleverandører om at dokumentere deres.

”Det er en enorm byrde at lægge på europæiske virksomheder og præcis den slags erhvervsdræbende regulering, som Letta og Draghi har advaret om i deres rapporter om EU, der er så dystre, at det er svært at se, om de er handlingsplaner eller nekrologer over et kontinent, der engang var erhvervsvenligt og derfor blev rigt, men nu helt bevidst tilstræber fattigdom og tilbagegang.” Jesper Lau Hansen i Børsen

Man kunne føje til, at reguleringen ikke kun er totalt ude af proportioner, sådan som kronikken demonstrerer. Reguleringen er faktisk direkte skadeligt for den grønne omstilling. Enhver økonom ved, at den mest omkostningseffektive reduktion af drivhusgasudledningen er at lægge en ensartet pris på drivhusgasudledninger. At lade forbrugerne begrænse dem ved at vælge klimavenlige producenter er ikke alene ineffektivt og fordyrende, men grundlæggende umuligt. Uanset hvor meget en virksomhed sporer sit klimaaftryk, er det komplet umuligt at afgøre, hvordan substitutionsvirkningerne i sidste ende vil påvirke andre  producenters udledninger. I forvejen er det højst usikkert, hvor meget drivhusgaslækage der er mellem lande. Mellem virksomheder og produkter er det mange fold vanskeligere at måle reelt.

Igen: Det er naturligvis i orden, hvis forbrugere efterspørger klimaaftryk på deres varer, er villige til at betale ekstra for det, og hvis producenterne vil levere det. Blot forbrugerne ikke stikkes blår i øjnene om, at det har mere end tvivlsom reel værdi. Myndighederne burde måske koncentrere sig om at forhindre netop vildledning af forbrugerne. I stedet påbyder de dem.

Nå, men inden jeg kommer for godt i gang med tilføjelser, så læs de to artikler. De fortjener et stort publikum.