Notat: Toplederlønninger i Danmark: Udvikling, forskelle og betydning for virksomhedernes resultater
Aflønningen af topchefer har været omdiskuteret både i offentligheden og politisk, bl.a. i lyset af en række enkeltsager. Fokus har i høj grad været på moralske spørgsmål, mens det har været næsten fraværende, at aflønningen kan spille en vigtig rolle for virksomhedernes resultater. Der eksisterer imidlertid en betydelig forskningslitteratur om hensigtsmæssige incitamenter ved aflønningen, ligesom især amerikanske studier har påvist en sammenhæng mellem aflønning og virksomhedernes resultater. Således er det ikke nødvendigvis i ejernes interesse at aflønne så lavt som muligt.
Professor Nicolai Foss (Università Bocconi) og lektor Jacob Lyngsie (Syddansk Universitet) har for CEPOS udført en analyse baseret på danske registerdata om sammenhængen mellem chefaflønning og virksomhedernes resultater. Den viser en meget klar sammenhæng: Virksomheder, der har øget ledelsens aflønning i ét år, har opnået bedre resultater det efterfølgende. Sammenhængen er robust over for forskellige mål for resultater. En fordobling af ledelsesaflønningen er typisk forbundet med en forbedring af resultatet på 2 pct. Hvad enten der måles på omsætning, aktiver, forrentning, produktivitet eller beskæftigelse er sammenhængen positiv.
Data viser tydelige tegn på såkaldte ”turneringseffekter”, således at større spredning i lønningerne er forbundet med bedre resultater. Ved turneringer anspores medarbejderne til at yde en større indsats ved udsigten til en højere placering i lønhierarkiet. Derimod er der modsat i f.eks. USA ikke tegn på såkaldte ”superstjerneeffekter”, hvor meget store virksomheder aflønninger ekstraordinært højt. Snarere det modsatte.
Analysen viser ikke, at højere ledelsesaflønning automatisk eller kausalt medfører bedre resultater, eller at alle lønkontrakter i perioden har været hensigtsmæssige, men indikerer, at ejerne generelt aflønner ledelsen efter værdi for virksomhederne.
Analysen understreger, at aflønningen af topledelse er en sag mellem den og virksomhedens ejere. Det er ejerne, som bærer omkostningen ved en uhensigtsmæssig aflønning, hvad enten den er højere end nødvendigt eller giver utilstrækkelige incitamenter. Der bør således være fri forhandlingsret uden politisk regulering. Det risikerer tværtimod at sænke virksomhedernes produktivitet.
Dette notat gengiver analysens hovedresultater (for yderligere information henvises til Foss og Lyngsies arbejdspapir).
Indledning
Der har i en periode været en intens offentlig diskussion af topledernes lønninger. Dette skyldes ikke mindst det stigende spænd mellem lønninger for almindelige medarbejdere og toplederne. Ofte går debatten på det moralske aspekt, mens det næsten aldrig diskuteres, om topledernes høje og stigende lønninger kan påvirke virksomhedernes resultater positivt. Det til trods for, at både en stor forskningslitteratur og udenlandske empiriske analyser peger på en sådan sammenhæng. Det banebrydende studie af Jensen og Murphy (1990) viste, at løn og resultater i amerikanske virksomheder hang sammen, samt at topledelsen lagde beslag på en beskeden del af væksten i indtjeningen (1,35 cent for hver 1.000 dollar i øget indtjening).
Udgangspunktet er, at ejere og ledelse ikke har fuldt samstemmende interesser. Der foreligger et såkaldt ”agent-principal-problem”. For at motivere ledelsen til at varetage ejernes interesser, er det nødvendigt at indrette aflønningen med hensigtsmæssige incitamenter, f.eks. en andel i gode resultater. Samtidig eksisterer der i stigende grad et internationalt marked for ledelse, hvor særligt kvalificerede kan opnå en høj aflønning. Der har dog også været hypoteser om, at et højt og stigende lønniveau afspejler svagt ejerskab. Litteraturen gennemgås i arbejdspapiret.
Den empiriske analyse
I arbejdspapiret gennemføres dernæst en empirisk analyse, der med udgangspunkt i danske registerdata fra perioden 2003-2012 undersøger om høje toplederlønninger er forbundet med et godt resultat for private virksomheder. Der anvendes en række forskellige mål for virksomhedernes resultater, og det findes, at både øgede lønninger for toplederne og for de almindelige medarbejdere er forbundet et bedre resultat for virksomheden i det efterfølgende år. Det findes desuden, at effekten af at øge topledernes lønninger er større, jo større lønspændet er mellem toplederne og de almindelige medarbejdere. Denne effekt tolkes som en ”turneringseffekt”, hvor medarbejderne deltager i turnering om at blive forfremmet. Præmien ved forfremmelsen øges med lønspændet. Turneringer giver motivation til at bidrage til et bedre resultat. Ved turneringseffekter aflønnes medarbejderne til dels gennem udsigter til at stige i lønhierarkiet og dermed ikke blot svarende til deres umiddelbare produktivitet.
Analysen er baseret på registerdata og omfatter samtlige private virksomheder, bortset fra dem, hvor der ikke var oplysninger for stillingsbetegnelse for mere end fem pct. af de ansatte. Der er tale om ca. 67.000-68.000 observationer i alt og dermed et ganske stort datasæt. Personregisterloven udelukker at se på den enkelte medarbejder, herunder CEO’en, isoleret. I stedet indgår den gennemsnitlige aflønning i den medarbejdergruppe, som ifølge registret er beskæftiget med ledelse. Selv om denne gruppe er bredere end den absolutte topledelse, fanger den effekten af ekstraordinært høje CEO-lønninger mv. både ved et højere gennemsnit og en større lønspredning. Det bekræftes ad to veje: Dels er top 5 pct. og top 1 pct. højeste lønninger steget mere end de øvrige lønninger i perioden. Som vist i figur 1, er top 1 pct.-lønningerne steget mest.