Trump kan starte to nye, store kriser

Af Otto Brøns-Petersen
Bragt i Børsen d. 16. april 2025

Præsident Trump har kastet verden ud i foreløbig to alvorlige kriser: En sikkerhedspolitisk krise og en handelspolitisk krise.

Navnlig den sidste truer med at få realøkonomiske konsekvenser. På kort sigt er risikoen for en recession taget til, på længere sigt vil globaliseringen lide skade. Og der to nye kriser, som også kan være på vej fra Washington.

Det første spørgsmål er, om der – ligesom indgrebet i varehandlen – er fare for begrænsninger på de frie internationale kapitalbevægelser. Det ville være stærkt problematisk.

Frie kapitalbevægelser er på samme måde som frihandel afgørende for velstanden i verden. Når kapitalbevægelserne er i risikozonen, skyldes det, at den amerikanske administration tilsyneladende har et ønske om at svække den reale dollarkurs.

Det forholder sig således, at under frie kapitalbevægelser kan man vælge mellem enten at styre prisniveauet (som den amerikanske centralbank gør i dag) eller den nominelle valutakurs (sådan som f.eks. den danske nationalbank gør).

Ønsker man at styre den reale valutakurs, kræver det kontrol over begge dele, hvilket udelukker frie kapitalbevægelser. Alternativt skal man forsøge at få andre lande til massive politisk bestemte interventioner i valutamarkederne.

Det kan være, at alene risikoen for indgreb og tvivl om dollarens troværdighed kan udløse det udsalg af dollarreserver, Washington tilsyneladende ønsker sig, men det vil ikke føre til det ønskede resultat.

Det er dybest set dollaren som international reservevaluta, man spiller hasard med. Svækket tillid vil ikke gøre “America wealthy again”, tværtimod.

Uhørt høj gæld

Det andet spørgsmål handler om statsgæld. USA har for en fredstid uhørt høj gældskvote og et markant strukturelt offentligt underskud.

En del af administrationens øvrige politik, herunder de stærkt forhøjede toldsatser og interessen for det internationale kapitalmarked, handler muligvis også om at forsøge at finansiere de løbske offentlige finanser, men det er helt givet ikke nok.

Tværtimod risikerer alene den protektionistiske politik at kaste USA ud i en recession samt at forringe den langsigtede vækst.

Begge dele gør gældsproblemerne større. Også i Europa er de offentlige finanser med få undtagelser uholdbare, og en økonomisk afmatning på både kort og lang sigt vil øge gældsbelastningen.

Krisen kommer på et tidspunkt, hvor budgetdisciplinen i EU er svækket, og hvor stærke kræfter ønsker at øge gældsfinansieringen – såvel nationalt (ført an af den nye tyske kansler) som gennem fælles EU-gæld.

Det har alt i alt bragt en akut gældskrise nærmere, som den briterne fik en forsmag på i 2022. Det kan både ytre sig ved en åben gældskrise og ved en inflationær dynamik.

Det slående er, at disse kriser alle er politisk skabte, og i teorien kunne løses ved politiske beslutninger. Men at det vil ske, inden de realøkonomiske omkostninger tårner sig op, er meget at håbe på.