Uden fakta på bordet bliver beslutninger til fejl

»Bennys bukser brænder«, skrev Ekstra Bladet den anden dag. Anledningen var, at transportminister Benny Engelbrecht ikke havde forsynet partierne bag Infrastrukturplan 2035 med tal for effekten på udledningen af CO₂.

Engelbrechts indvending om, at tallene var usikre, blev fejet til side af Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, som til P1 Morgen forklarede, at han udmærket var i stand til at forholde sig til usikre tal, som var bedre end ingen tal.

Onsdag havde Berlingske ryddet forsiden med nye beregninger af effekten på uligheden af regeringens reform »Danmark Kan Mere«. Ifølge Finansministeriet øger aftalen Ginikoefficienten med 0,11 procentpoint.

Folketinget forlanger selvfølgelig beregninger af effekten af den førte politik på ting, de finder vigtige, såsom CO₂-udledning og ulighed.

Men ikke når det gælder coronahåndteringen. Her er nedlukninger og andre restriktioner blevet igangsat, uden at der er blevet fremlagt centrale estimater såsom den forventede effekt af et indgreb på antal indlæggelser, hvilket oftest heller ikke er blevet efterspurgt af Folketinget eller af medierne.

Det er en skandale.

Når man endda nærmer sig ellers grundlovssikrede rettigheder som næringsfriheden og forsamlingsfriheden, er det mindste, man kan forlange, at de folkevalgte vurderer, om forventede gavnlige effekter står i et rimeligt forhold til omkostningerne i form af tabt frihed for borgerne. Altså om forslaget er proportionalt.

Overraskelse?

Coronapandemien kom som en overraskelse, og der skulle indledningsvis besluttes hurtigt og på basis af begrænset information.

Men det er en myte, at Mette Frederiksen egenhændigt skulle træffe en hurtig beslutning 11. marts 2020. Allerede 28. februar 2020 skrev jeg på Twitter: »Jeg ville gerne se en cost/benefit analyse af strategien for at inddæmme coronavirus. Jeg aner ikke, hvad den ville vise, men jeg ville gerne se den. Det undrer mig, at vi er ved at lukke verden ned (sagt lidt firkantet) uden nogen diskussion af, om det er det rigtige at gøre«.

12 dage inden første nedlukning vidste denne skribent altså godt, hvor det bar hen. Centraladministrationens hårdtarbejdende embedsmænd kan nå meget på 12 dage. Med rettidig omhu kunne man allerede 11. marts 2020 have fremlagt de første usikre estimater af forventede omkostninger og gevinster ved nedlukning. De kom ikke. Men værre er, at de heller ikke kom i de efterfølgende måneder, hvilket er kritisabelt. Eller de følgende to år, hvilket er skandaløst.

Så sent som for tre uger siden foreslog Epidemikommissionen, de facto regeringens forlængede arm, en skærpelse af coronapasset, der indebar, at en halv million danskere enten ville miste deres coronapas og dermed adgang til at færdes i store dele af samfundet eller skulle have en boostervaccine eller hyppigt lade sig teste. Det blev lagt frem for Folketingets Epidemiudvalg uden tal, der vurderede den forventede effekt på antal indlæggelser.

Formålet med indgrebet var dog ellers netop at reducere antal indlæggelser. Derfor var det mindste, de folkevalgte kunne have forlangt, at få et estimat af denne effekt. Det fik de ikke, og det forlangte de ikke. Det er manglende respekt for den halve million danskere – og langt flere på sigt – som indgrebet havde en direkte virkning overfor. Hvordan forestillede Epidemiudvalget sig, at de kunne vurdere proportionaliteten i forslaget uden et sådant estimat?

Omfattende evaluering

Det er blot ét eksempel blandt mange. Nu er situationen så den, at vi på bagkant skal evaluere hele dette forløb. Der bliver meget at evaluere. Et nyt metastudie af forskningslitteraturen udarbejdet af CEPOS-økonomen Jonas Herby samt to professorer fra henholdsvis Johns Hopkins University og Lunds Universitet finder for eksempel ikke belæg for, at nedlukninger har ført til en nævneværdig reduktion af antallet af dødsfald. Hvis kommende års yderligere forskning ikke rokker markant ved det resultat, har nedlukningerne været en katastrofal politikfejl.

Medierne bør spørge sig selv, om de for ukritisk har accepteret indgreb i danskernes frihed uden estimater af forventede effekter på for eksempel smitte eller indlæggelser.

Forskere bør spørge sig selv, hvorfor de ikke tydeligere har kommunikeret den manglende evidens for de mange restriktioner, samt hvorfor de ikke har insisteret på, at der i løbet af pandemiens første faser skulle opbygges evidens.

De politiske partier skal sikre sig, at man i tilfælde af en kommende pandemi – eller for den sags skyld andre kriser – er langt bedre forberedt på at sikre proportionalitet i og evidens for de foreslåede tiltag.

Bragt i Berlingske d. 3. februar 2022.