Udlændingepolitikken har været et borgerligt trumfkort, som har gjort de borgerlige dovne

Som professor Peter Kurrild-Klitgaard påpegede i sin fremragende klumme 25. juli, skyldes den borgerlige krise, at Venstre og Konservative i for høj grad har søgt at tilpasse deres politik til, hvad man regner med, et flertal ønsker, og i for ringe grad har søgt at overbevise et flertal om, at ens politik er den rette. Kimen til denne borgerlige krise blev lagt allerede efter valgnederlaget i 1998, hvor V konkluderede, at det var nødvendigt at ændre politik for at appellere til flere vælgere.

Det var en tvivlsom konklusion. Nederlaget var spinkelt, og V havde ikke ført en god valgkamp. Poul Nyrup Rasmussen brød kort efter valget sit efterlønsløfte og mistede tillid hos mange vælgere. V havde ved det næstkommende valg formentlig vundet, hvis man havde holdt fast i sin politik. Men det gjorde man ikke.

Efter valgsejren i 2001 kunne V og K danne regering med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag. V fortsatte med at opgive mærkesager, blandt andet med det argument, at der ikke var grund til at fremlægge politik, som DF alligevel ikke ville støtte.

Et parti som V, der ønsker at være et stort folkeparti, må nødvendigvis være pragmatisk for dels at kunne tiltrække vælgere, dels at kunne skaffe parlamentarisk flertal for sin politik. Men pragmatisme kan kamme over i principløshed, og det gjorde den for Venstre i nullerne. Partiet smed ikke alle principper over bord, naturligvis. Man fastholdt for eksempel det gode skattestop, men alt for mange røg ud. Så mange, at partiets nuværende formand, Jakob Ellemann-Jensen, faktisk meldte sig ud af V en periode i protest.

På kort sigt virkede principløshedsstrategien. VKO besejrede Mogens Lykketoft (S) i 2005 og Helle Thorning-Schmidt (S) i 2007. Først i 2011 måtte man se sig besejret af Thorning i anden omgang. Men strategien gav problemer på længere sigt, som vi nu ser den hidtidige kulmination af.

Da V flyttede sig mod midten, reagerede alle andre ved også at flytte sig. V flyttede ikke kun sig selv, men hele samfundsdebatten mod de røde partiers banehalvdel. De borgerlige vælgere flyttede sig således også. De blev mere venstreorienterede af at lytte til V-toppens hyldest til velfærdsstaten og det høje skattetryk. Da V lagde sig tættere på DF rent politisk og erklærede »værdifællesskab«, måtte DF flytte sig endnu længere i rød retning fordelingspolitisk for at sikre kant til V.

Konservative formåede i Fogh-perioden ikke at være den principfaste modvægt til V. Derfor opstod et tomrum på Vs liberale flanke, som blev fyldt ud af først Ny Allianceog siden Liberal Alliance. DFs flirt med Socialdemokratiet og socialistisk fordelingspolitik, som også var en reaktion på Vs venstredrejning, skabte plads til Nye Borgerlige, et parti der er kritisk over for (især) muslimsk indvandring, men modsat DF har en borgerlig økonomisk politik.

Det blå kaos i perioden 2015-19 opstod som følge af denne udvikling. Vs venstredrejning siden 1998 havde skabt meget stor afstand mellem et nu nærmest venstreorienteret DF og et liberalt LA.

Det borgerlige trumfkort – udlændingepolitikken – gjorde partierne dovne, når det gjaldt andre politikområder. Man skruede ned for udvikling af ny politik. For eksempel gik videreudviklingen af borgernes frie valg af velfærdsydelser i stå, selvom det havde været en borgerlig vindersag frem til valget i 2001, og selvom der blev udviklet god ny politik på området i de første år derefter, som borgerne var så glade for, at rød blok ikke har turdet rulle det tilbage.

Besværlige emner, der krævede, at man overbeviste vælgerne om ens politik, blev droppet, eller man skiftede standpunkt. Det har vi senest set med Vs fredning af Arne-pensionen. Kanten til socialdemokraterne var sikret via udlændingepolitikken. Da socialdemokraterne helt forudsigeligt overtog den borgerlige udlændingepolitik, stod V mere eller mindre identitetsløs tilbage.

Etableringen af Moderaterne og Danmarksdemokraterne udspringer i høj grad af noget personligt, men jeg vil hævde, at Venstres hamskifte også her spiller en rolle. Når et parti lader principper betyde mindre og magt mere, ændres kulturen gradvis. Er principper og ideer i højsædet, vil den enkelte være mere tilbøjelig til at tilsidesætte egne ambitioner for sagen. Hvis det er magt, det handler om, vil flere tænke opportunistisk for at fremme egen karriere.

Under valgkampen i 2019 fandt Lars Løkke Rasmussen det rimeligt egenhændigt og fundamentalt at ændre sit partis politik. Det viste sig at være et skridt for langt, men at skridtet overhovedet blev taget, siger ikke kun noget om Løkke, men også om, hvad det parti, han stod i spidsen for, havde udviklet sig til.

Bragt i Berlingske d. 27. juli 2022.