Udsigten til Pia Olsen Dyhr som finansminister er ganske foruroligende

Skrevet af Jes Brinchmann

Bragt i Berlingske en 27. maj 2o25

Hvis der var valg i dag, ville SF ifølge Voxmeter , Verian og Epinion for DR være Danmarks næststørste parti. Hvad det skyldes, kan kun de adspurgte vælgere svare på. Men én ting er sikkert.

SF vil i regering efter næste valg – gerne med Pia Olsen Dyhr som finansminister. Udsigten til en finansminister fra SF kan virke ganske foruroligende, da det er Finansministeriets opgave at sikre balance i dansk økonomi.

Lad mig forsøge at pege på nogle grunde til det udsagn nedenfor.

Det er ikke overraskende, at et socialistisk folkeparti har mange ønsker til at bruge flere penge ved at øge det offentlige forbrug. Og det er desværre heller ikke en overraskelse, at SF har svært ved at stemme for ansvarlige beslutninger, som sikrer holdbarheden i vores offentlige udgifter.

I sidste uge valgte SF nemlig ikke at stemme for , at folkepensionsalderen skal stige til 70 år fra 2040, i takt med at levealderen stiger.

Konsekvensen ved at fastholde pensionsalderen på 69 år er en årlig omkostning for samfundets statskasse på 86 milliarder kroner og således på én gang at vende et forventet finanspolitisk overskud på 36 milliarder kroner til et underskud på 50 milliarder kroner årligt.

At fastfryse pensionsalderen uden hensyn til befolkningens stigende levealder er økonomisk uansvarligt.

Ud over pensionsalderen har SF, som andre partier, udgiftsdrivende forslag. Vi har forsøgt at sammensætte deres mange ønsker. Vores konklusion er et konservativt skøn på mindst 65 milliarder kroner i øget offentligt forbrug.

Den største udgiftspost er til forsvar, hvilket er ganske fornuftigt. Derudover har de blandt andet også et sjette SU-år, ny ligelønslov, der målrettet giver lønstigninger til traditionelt kvindedominerede fag , »gratis« psykologhjælp til alle unge og øget dansk ulandsbistand.

Listen er ikke fuldstændig, men den illustrerer tydeligt omfanget af deres økonomiske ambitioner.

Det er én ting at ville øge det offentlige forbrug til mange velmenende formål. Det er en anden ikke at stemme for nødvendige finansieringsforslag.

Hvis man ser bort fra SFs periode i regering med Thorning, så stemmer de stort set nej til alle politiske tiltag, der vil løfte ænderne i badekarret for alle.

Siden Anders Fogh blev statsminister i 2001, har SF kun været med i eller stemt for reformer med arbejdsudbudsvirkning i størrelsesordenen ti procent af den samlede effekt .

Med andre ord, så har virkningen af politiske aftaler, hvor Socialistisk Folkeparti har været blandt aftalepartierne, kun summet til knap 30.000 fuldtidspersoner.

Den vigtigste kilde til økonomisk vækst er imidlertid produktivitet. Men også her excellerer SF med omvendt fortegn.

I modsætning til at investere i fremtidens vækst, så vil de indføre nye skattestigninger og nye skatter som for eksempel krigsskat, formueskat og skat på finansielle transaktioner.

Finansministeriet vurderer , at de forslag kan indbringe 55 milliarder kroner. Det er forslag, der ikke kun vil gøre det dyrere at være dansker fra arbejderfamilie til pensionister.

Det er også markante skattestigninger, som langt overstiger seneste skattereform , der havde skattelettelser for knap syv milliarder kroner. Skattelettelser, de i øvrigt også har truet med at tilbagerulle.

Økonomisk politik handler om andet og mere end gode intentioner. Det kræver ansvarlighed og mod til at prioritere.

Med Pia Olsen Dyhrs ambitioner om at blive Danmarks næste finansminister bør SF komme ud af skyggespillet og fremlægge deres økonomiske politik i en samlet plan. Og gerne svare på, hvordan milliardønskerne gennemføres uden at skabe kaos i de offentlige finanser?