Ved Mikael Jalving ikke, hvad liberal betyder?

Han forveksler kulturradikalisme med liberalisme

Kære Mikael,

I din blog fra i fredags den 2. august kommer du med endnu et udfald mod liberalismen. Bloggen fortjener et svar af flere grunde. Dels fordi det ikke er første gang, og dels fordi du ikke er ene om at fremføre denne (eller en meget parallel) kritik, som misrepræsenterer, hvad liberalismen står for. Det kunne være interessant at høre din reaktion på denne blog.

Der var en gang, hvor du selv var erklæret liberal. Jeg oplever det sådan – men korriger mig, hvis jeg tager fejl – at din rejse væk fra liberalismen i høj grad skyldes, at du finder, at en klassisk liberal politik på indvandringsområdet ville være skidt eller endog katastrofalt for Danmark, især når det gælder muslimsk indvandring. Det er et rimeligt synspunkt, som mange liberale er enige med dig i.

Men bør den opfattelse indebære en generel afstandtagen fra liberalismen? Det bør den så vidt jeg kan se kun, hvis du mener, at en politisk ideologi enten er gyldig på alle områder eller ikke gyldig på nogen.

Karl Marx og Ayn Rand er eksempler på tænkere, som har forsøgt at udvikle sammenhængende filosofiske systemer, der så at sige – og på hver deres måde – forklarer alt. Den slags tror jeg ikke noget menneske kan slippe afsted med. Marx og Rand kunne hvert fald ikke. Derfor er jeg ikke marxist eller randianer, men jeg anerkender, at både Marx og Rand (især Rand) havde dybe indsigter på nogle områder, som det er værd at sætte sig ind i og blive klog på.

Liberalismens tankegods er blevet udviklet af et væld af tænkere på tværs af mindst fem århundreder. Den rummer mange nuancer og også nogle store paradokser. Den kan bedst betragtes som en familie af teorier, som advokerer for frihed men med ret forskellige begrundelser. Liberalismen har stået sin prøve som politisk filosofi, og Danmarks relative succes med at opbygge et velfungerende og velstående samfund skyldes i høj grad liberalismens indflydelse på den måde, hvorpå vi tænker og indretter os.

Hvis du ikke mener svaret på, hvordan vi håndterer indvandringen, kan findes i liberalismen, er det naturligvis logisk at søge den andetsteds. Men det er udtryk for en form for totalitær tænkning at benytte det som en anledning til at afvise hele det liberale tankegods.

Du skriver i bloggen, at liberalismen står for ”en grundlæggende tro på, at vi fra naturens side rummer så meget godt og så megen fornuft, at vi kan administrere os selv”. Du citerer/parafraserer her Sørine Godtfredsen men giver hende ret.

Det er imidlertid ikke en korrekt beskrivelse af den klassisk liberale hovedstrømning. Som sagt er du (og Sørine) ikke ene om at fremsætte den. På det seneste har for eksempel Anna Libak været inde på noget lignende i en kommentar i Berlingske. Den har jeg kritiseret, og jeg genbruger nogle af formuleringerne her.

Det er på tide at få manet misforståelsen i jorden.

Den liberale hovedstrømning, repræsenteret ved tænkere som John Locke, Adam Smith, Friedrich Hayek, Milton Friedman og James Buchanan var på ingen måde af den naive overbevisning, at mennesket kun er godt. Tværtimod er argumenterne for personlig frihed netop rundet af den erkendelse, at ”mennesket rummer begge muligheder i sig”, som den borgerlige overlever fra nazisternes udryddelseslejre, Viktor Frankl, udtrykte det. Han havde observeret, at selv i KZ-lejrene opførte nogle af fangerne sig som svin og andre som engle.

Den liberale tænkning er baseret på og begrundet i nøjagtigt det modsatte af dét, du, Sørine Godtfredsen og Anna Libak påstår. Selve kernen i argumentet for en liberal samfundsorden er at tæmme menneskets dårlige sider ved at dele magten mellem stat, marked og civilsamfund, så ingen instans bliver for magtfuld, for som den liberale tænker Lord Acton observerede: Al magt korrumperer, absolut magt korrumperer absolut. Det er særligt vigtigt, at staten ikke bliver for magtfuld, fordi den besider magtmidler, som hverken markedet eller civilsamfundet har.

Markedsøkonomiens frie konkurrence er indrettet til at tage højde for menneskets væsen på godt og på ondt. Den fri konkurrence holder producenternes grådighed i skak. Hæver de priserne, går kunderne over til konkurrenten. Gør de sig derimod umage for at sætte sig i kundernes sted og levere dét, som kunderne gerne vil have, bliver de belønnet med større omsætning og profit. Markedet straffer og hæmmer altså det dårlige i mennesket. Markedet belønner til gengæld dyder som flid, indlevelse i og forståelser for andre menneskers (kundernes) behov.

Det, der undrer mig, og som vi måske kan få en dialog om er, at du jo udmærket selv ved alt dette. I bogen ”11 konservative tænkere” skriver du selv i et læseværdigt kapitel om den amerikanske filosof Allan Bloom, at arven fra John Locke (en af liberalismens fædre) er, ”at mennesket ejer en naturlig selvinteresse”. Og i bogen ”13 Frihedstænkere” sammenfatter du Lockes syn på menneske sådan her: ”Menneskene er kun middelmådige. De er partiske, hildede, subjektive. Ingen er perfekte, bliver det heller aldrig”. Præcis. Altså ikke et lalleglad budskab om, at vi alle er gode.

Som du skriver i den førstnævnte bog, har de liberale tænkere givet os et ganske succesfuldt bud på, hvordan man kan skabe en samfundsorden, der bygger på det grundlag, at vi alle forsøger at mele vores egen kage, hvis vi får magt til det. De liberale har ”skabt vores institutioner, sikret vores ejendomsret, skænket os det frie marked”, som du udtrykker det.

Men du har nok også ret i din efterfølgende sætning: ”De liberale kan imidlertid ikke hele vores sår på sjælen og gøre os til store skabninger”. Spørgsmålet er imidlertid, hvem der kan det. Liberalismen er først og fremmest et idépolitisk grundlag for en fredelig, stabil, velfungerende og velstående samfundsorden. Vel at mærke et forsøg, som er lykkedes bedre end noget andet i verdenshistorien.

Inden for en sådan liberal samfundsorden har borgerne gode forudsætninger for at indgå i meningsfulde fællesskaber og aktiviteter. Friheden til at selv at vælge er afgørende for, at vi kan skabe en åndrig og meningsfuld tilværelse. Det er ikke det eneste afgørende, men frihed er et sine qua non ifølge liberal tænkning. Mennesket kan ikke gøres moralsk ansvarlige for sine handlinger, hvis de ikke er udført som frie valg, og vi kan således heller ikke vokse og blive til ”store skabninger”, som du udtrykte det, uden frihed.

Friheden er således ikke noget at kimse ad. Men frihed er ikke nok. Den forestilling, at statsmagten skulle kunne gøre os til bedre eller lykkeligere mennesker, er et socialistisk projekt, som ingen borgerlige abonnerer på. Mening (og kærlighed) udspringer af menneskelige relationer i familien, i civilsamfundet og igennem det arbejde, vi udfører. Statsmagten kan alene sikre nogle af de rammer, som vi selv skal fylde ud med mening.

Endvidere kan frihed kun eksistere og trives, hvis den store hovedpart af borgerne efterlever bestemte normer. Nogle nationalkonservative mener, at de har patent på at have blik for dét, og at især liberalismen har en blind vinkel dér.

Anna Libak kritiserer et manglende fokus hos liberale på staten som normgiver og skriver om vigtigheden af pligter. Også Sørine Godtfredsen siger i den artikel, du linker til, at ”vi lever i en kultur, hvor vi er meget optagede af, hvad vi har krav på, frem for hvad vi har pligt til”.

Du skriver, at ”den kulturelle liberalisme” indebærer, at intet længere må være normalt eller konformt eller almindeligt, og alt, der kan dekonstrueres og ødelægges, skal dekonstrueres og ødelægges. Fordi sandheden som bekendt altid er individuel, inderlig, kreativ, progressiv”.

Ofte ser man nationalkonservative skrive og sige, at liberale og socialister er godt det samme.

Jeg tror efterhånden jeg har fundet ud af, hvor disse vildfarelser kommer fra, og hvad der får dig til at skrive noget så absurd som afsnittet ovenfor.

I din samtalebog ”Danmark under angreb – kulturkritiske vekslinger”, som du har forfattet sammen med Kasper Støvring, omtaler du liberalismens tænkere som ”realister om en hals”, og du skriver om ”skrækkens liberalisme” som er ”ganske usentimental og begrænser sig til den nøgterne erfaring, at vi som arts- og åndsvæsener kun er præcis så gode, som vi tvinges til at være af love eller normer”.

Du sætter denne liberalisme op imod en ”rettighedsliberalisme, som handler om, at rettigheder kan garantere det fælles bedste”. Senere i bogen anvender du nogle andre begreber, men jeg tolker det sådan, at de dækker over omtrent det samme – korriger mig, hvis jeg tager fejl. Du skelner her imellem klassisk liberalisme og progressiv liberalisme. Klassisk liberalisme, siger du, er beslægtet med konservatismen, og den progressive liberalisme med kulturradikalismen.

Se, nu bliver det jo pludselig mere nuanceret. Du ser altså to liberale strømninger, og den fordømmelse, du fremsætter i din blog, er tydeligvis i virkeligheden kun rettet imod den ene af dem – den, du i bogen siger minder og kulturradikalismen.

I bogen tilføjer du så, at de fleste erklærede liberale i dag bekender sig til den progressive liberalisme. Det mener jeg ikke, du har ret i. Men selv hvis du havde ret, burde dit mål så ikke være at forsøge at overbevise de frafaldne liberale om at flytte sig i retning af en klassisk liberal position?

I dine blogs dropper du denne nuancering. Du slår skidt og kanel sammen i en pærevælling og fordømme det hele. Det er imidlertid den klassisk liberale strømning, som er den liberale hovedstrømning. Og når du skal forholde dig lidt mere nuanceret til tingene, viser det sig, at du bekender dig til den klassisk liberale tænkning.

Mikael, hånden på hjertet: du skriver selv, at din såkaldte ”progressive liberalisme” minder om kulturradikalisme. Skal vi ikke bare konkludere, at det ER kulturradikalisme og ikke har en pind med liberalisme at gøre?

Den samme lidt skizofrene tilgang til liberalismen finder man hos en anden nationalkonservativ, nemlig Kasper Støvring. I bogen Gensyn med fremtiden, som jeg har anmeldt her, skriver Støvring igen og igen kritisk om liberalismen, men efterhånden står det klart, at det ikke er liberalismen som sådan, han er kritisk overfor men derimod universalismen, altså ideen om, at der findes nogle universelle værdier, som mennesker i alle kulturer kan tilslutte sig.

Bemærk dog i øvrigt, at mens du kritiserer liberalismen for at hævde, at sandheden altid er individuel, kritiserer Støvring universalismen for det modsatte, nemlig at hævde, at sandheden er universel. Jeg forstår jo godt, hvordan denne pudsighed opstår, men den illustrerer, at man skal være varsom med alt for kategoriske klassificeringer. Liberalismen er netop kendetegnet ved begge dele: Der findes faktisk universelle værdier, som forener os – måske få ting globalt, men dog vigtige ting (selv Støvring anerkender dette i sin bog, selvom den er ment som en kritik af universalismen). Nationalt er der meget mere, som forener os. Men vi har også alle vores individuelle erfaringer og sandheder, som fordrer et frit valg indenfor disse domæner. Frihed til at vælge profession, religionsfrihed, frit forbrugsvalg, frit skolevalg, osv.

Sidst i bogen bekender Støvring sig pludselig til liberalismen i en dansk national kontekst. Og det bekræfter han efterfølgende i sin kommentar til min anmeldelse, hvor han tilslutter sig ”økonomiske liberalisme: at civilsamfundet i højere grad må tage over fra velfærdsstaten”. Og Støvring bekender sig også til den ”klassisk, negativ-tilbageholdende liberalisme” og sætter den i modsætning til ”den moderne progressive, positiv-aktivistiske liberalisme”.

Her ser jeg den samme opdeling af liberalismen, som du er inde på. Du kalder det blot klassisk liberalisme og progressiv liberalisme. Også Støvring hævder, at den progressive liberalisme i dag er den dominerende, men formår kun at nævne den aktive udenrigspolitik som eksempel på en sådan dominans. Med andre ord: Det er den aktive udenrigspolitik, han er kritisk overfor, og den aktive udenrigspolitik gør Støvring til en hel strømning indenfor liberalismen. Men det er muligt at være liberal uden at gå ind for en aktiv udenrigspolitik. De to ting har faktisk ikke så meget med hinanden at gøre.

Det er universalismen, den aktive udenrigspolitik og den åbne indvandringspolitik, Støvring er kritisk overfor. Ser man bort fra disse områder, tilslutter han sig den klassiske liberalisme og konkluderer: ”At være konservativ i en vestlig civilisation er jo netop også at forsvare værdier, der kan kaldes liberale”.

Det bringer mig videre til den konkrete anledning til din blog, som var at give mulighed for juridisk kønsskifte for børn helt ned til seksårsalderen. Du skriver: ”Liberale vil akkurat hævde, at ingen må diskrimineres eller udsættes for systemisk tvang. Heller ikke drengebørn, der er fanget i en pigekrop, eller pigebørn, der er fanget i en drengekrop”.

Det er decideret fjollet skrevet. På flere planer. Den liberale position vedrørende frihed er grundlæggende, at myndige borgere har ret til at råde over deres egen krop. Børn er ikke myndige borgere. Voksne råder over deres krop, tvinger dem til at børste tænder eller gå i seng. Det ligger således naturligvis også i forslaget, må man gå ud fra, at beslutningen reelt tages af forældrene i samråd med barnet.

Spørgsmålet er så, om forældre bør have lov til at træffe en så vidtgående beslutning på vegne af deres eget barn. Spørgsmålet er ikke, om barnet skal have denne frihed. Børn er nemlig ikke myndige. Det er de lige præcis ikke, fordi man ikke kan forvente at børn kan forvalte det ansvar, som en voksen kan forvalte. Igen den centrale liberale kobling mellem frihed og ansvar.

Der er altså intet som helt liberalt ved at tildele børn et ansvar, som de ikke kan forvalte, og det er ovenikøbet en falsk præmis for diskussionen, for det er slet ikke dét, der lægges op til med forslaget.

Det andet fjolleri er at føre bevis for, at forslaget angiveligt udspringer af liberal tænkning ved at henvise til, at Venstre støtter det. ”Danmarks liberale parti”, som du skriver. At netop du, Mikael, der har skrevet indsigtsfuldt og medrivende om liberalismens store tænkere, forfalder til den slags, er svært at forstå. Liberalismens tankegods udspringer ikke fra Christiansborg og står ikke til ansvar for, hvad de folkevalgte foretager sig. Venstre har også en planøkonomisk hensigt om at indføre en kvote for antallet af elbiler på de danske veje i 2030 på mindst en million. Er det liberalt, fordi Venstre foreslår det? (I øvrigt kan jeg bemærke, at CEPOS’ Mia Amalie Holstein har erklæret sig som modstander af forslaget).

For at opsummerer, er din tilbagevendende kritik af liberalismen forfejlet. Du opfinder dét, du kalder ”den progressive liberalisme” som en hovedstrømning indenfor liberalismen. Problemet er for det første, at der ikke er tale om en hovedstrømning. Hovedstrømningen er den klassiske liberalisme. For det andet indrømmer du selv, at din ”progressive liberalisme minder og kulturradikalismen. Sandheden er, at det netop er kulturradikalismen, du beskriver – ikke en liberal strømning.

Jeg tror og påstår, at disse bestræbelser og misforståelser udspringer af, at du ikke finder, at liberalismen kan levere svarene på, hvordan man politisk skal håndtere indvandring. Men selv hvis det er korrekt, indebærer det ikke, at liberalismen og dens tankegods bør afvises generelt. Det gør du alligevel i en række af dine blogs, men når du går mere i dybden, som i dine bøger, må du jo også selv, ligesom Støvring gør det, tilslutte dig kernen i den klassiske liberalisme.

Med venlig, borgerlig, konservativ og liberal hilsen

Martin Ågerup

Blogindlæg udgivet på jp.dk d. 08.08.2019