Vejen til et bedre velfærdssamfund skal ikke brolægges med endnu flere skattekroner, Pelle Dragsted

Pelle Dragsted argumenterer 21. juli for, at vi befinder os i en velfærdskrise. Jeg er på sin vis enig.

Kvaliteten af den offentlige velfærd er mangelfuld. Men her stopper enigheden så også.

Ifølge Dragsted skyldes velfærdskrisen, at »finansieringen af velfærden« siden finanskrisen »langtfra er fulgt med velstanden«.

Som belæg for denne underfinansiering sammenligner Dragsted det offentlige forbrug i dag med det offentlige forbrug under finanskrisen. Hertil bør knyttes tre kommentarer.

For det første bygger Dragsteds indlæg på den implicitte antagelse, at der går en lige linje fra antallet af velfærdsskattekroner til kvaliteten af offentlig velfærd.

Men det er jo langt fra altid tilfældet. Er der for eksempel nogen, der vil argumentere for, at de mange milliarder SKAT har brugt på det nye ejendomsvurderingssystem har givet høj kvalitet?

Begreber som effektivitet og produktivitet er helt skrevet ud af ligningen. Han ignorerer Produktivitetskommissionens pointer om, at den offentlige sektor bør afbureaukratiseres og regelforenkles.

Han ignorerer Ledelseskommissionens konklusioner om, at de offentlige ledere skal have borgerne tilbage i centrum. Han ignorerer gentagne analyser af, hvordan antallet af administratorer i staten vokser og vokser.

Og han ignorerer den kvalitetsforbedring, man kunne hente gennem konkurrenceudsættelse eller præstationsafhængig løn. Jo flere penge vi bruger på at holde hånden under en ineffektiv offentlig sektor, jo længere tid går der, før vi foretager de nødvendige justeringer og effektiviseringer.

For det andet – selv hvis man køber Dragsteds præmis om, at det offentlige forbrug skal vokse med velstanden – er sammenligningen urimelig. Dragsted sammenligner det offentlige forbrug i dag med et tidspunkt, hvor det offentlige forbrug grundet kommunernes overforbrug lå på et historisk højt niveau.

Havde Dragsted valgt et mere neutralt udgangspunkt og sammenlignet med år 2000, ville han have fundet, at væksten i det offentlige forbrug havde fulgt med velstandsudviklingen. Havde Dragsted sammenlignet med år 1990, ville han have fundet, at væksten i det offentlige forbrug havde oversteget velstandsudviklingen.

For det tredje argumenterer Dragsted for, at den lavere offentlige forbrugsvækst skyldes »et skifte i den måde, Christiansborg har forholdt sig til det offentlige forbrug«.

Her er det vigtigt at huske på, at den høje vækst i det offentlige forbrug frem mod finanskrisen ikke var udtryk for en politisk plan. År efter år overskred kommunerne deres budgetter, hvilket er en uholdbar udvikling på sigt.

Heldigvis indførtes der fra 2011 sanktionsmekanismen (og efterfølgende budgetloven), som fik styr på kommunernes forbrug.

Jeg er enig med Dragsted i, at vi befinder os i en velfærdskrise. Men krisen handler ikke om økonomi. Den bunder i for lidt konkurrence, for mange regler, for dårlig ledelse, for lav produktivitet, for meget system og for lidt fokus på de syge, svage og sårbare, som det hele i virkeligheden handler om.

Derfor skal vejen til et bedre velfærdssamfund ikke brolægges med flere skattekroner. Vi skal i stedet skabe en velsmurt og velfungerende velfærdssektor, hvor borgerne er vigtigere end systemet, og vi alle sikres mest mulig velfærd for skattekronerne.

Bragt i Berlingske den 13. august 2024