Velfærdsstaten bør tilpasse sig borgerne – ikke omvendt

Statsministeren skal ikke diktere, hvor meget danskerne skal arbejde for at finansiere velfærdsstaten. Der bør i stedet kigges indad på, om man har skabt sig et for dyrt system med uhensigtsmæssige incitamenter.

I en artikel i Berlingske bakker Nina Smith, økonomiprofessor ved Aarhus Universitet, statsminister Mette Frederiksen op i sine tidligere udtalelser om danskernes (manglende) arbejdsmoral.

Realiteten er dog, at lønmodtagernes arbejdstid faktisk ikke er faldende, at danskernes arbejdsønske er relativt konstant, og at udviklingen mod flere på deltid nærmere afspejler den høje beskæftigelse, hvor flere ældre for eksempel arbejder deltid i stedet for at gå på pension.

Omend Nina Smiths eksempler er anekdotiske, har hun ret i en ting: Når danskere fra arbejdsstyrkens kernetropper går ned i arbejdstid, så betaler de ikke hele omkostningen selv, da de stadig har adgang til de samme velfærdsydelser, selvom de bidrager mindre til statskassen.

Det skaber uhensigtsmæssige incitamenter, som potentielt kan blive til et problem for velfærdsstaten, som vi kender den, hvis mange begynder at skifte fra fuldtid til deltid.

Men løsningen er ikke at udskamme danskere, der indretter deres liv til en lavere løn for at få mere tid med familien. For retten til selv at skabe sig det liv, man ønsker for sig selv og sin familie, skal naturligvis gå forud for en stadig større offentlig sektor og en bugnende statskasse.

Det er velfærdsstaten, der bør tilpasse sig borgerne – ikke omvendt.

Så når Nina Smith peger på, at mange borgere ikke mener, at de behøver bidrage så meget, fordi de ikke føler, de får nok igen for skattekronerne, bør løsningen altså ikke være mere af det samme – en endnu dyrere offentlig sektor, som pga. Baumols omkostningssyge skal finansieres med mere arbejdstid og højere skatter.

I stedet for moraliseren, udskamning og kriseretorik burde ønsket om, at danskerne arbejder mere, give anledning til selvransagelse fra magthavernes side og til at genoverveje den velfærdsstat og de incitamenter, som vi har i dag.

Blandt andet burde det give anledning til at overveje, om vores skatter, der er blandt de højeste i verden, kunne lettes for at øge incitamentet til at arbejde.

En helt almindelig dansker med en bruttoløn på 37.500 kroner betaler i dag halvdelen af sin løn i skat og afgifter. Og skulle man have lyst til at give den en ekstra skalle på arbejdsmarkedet eller at dygtiggøre sig for at kunne tjene mere – og derved også betale mere i skat – er takken en topskat oveni. En endnu større del af værdien af vores arbejdstid går derved til staten frem for os selv og vores nærmeste.

Det er imidlertid empirisk veldokumenteret, at lavere marginalskatter øger arbejdsudbuddet. Som Jørgen Sloth, seniorøkonom hos CEPOS, tidligere har pointeret i et debatindlæg: Hvis Socialdemokratiet mener at arbejde er sundt, hvorfor så beskatte det så højt? Når borgerne, ifølge Nina Smith, ikke føler, at de får den velfærd, de betaler for, burde det også give anledning til at overveje, hvordan man kan slanke en af verdens dyreste velfærdssektorer, øge produktiviteten eller for eksempel indføre mere brugerbetaling og valgfrihed.

Socialdemokratiet skriver i deres pjece Danmark er for lille til store forskelle: »Vi stoler på, at alle bidrager med det, de kan – og vi forventer, at de gør det«.

Citatet illustrerer den mentalitet, der ligger bag statsministerens opsang til danskernes arbejdsmoral, som bygger på, at staten kan stille krav og have forventninger til, hvordan borgerne lever deres liv.

Logikken er, at borgerne er i gæld til staten på grund af den dyre skattebetalte velfærd, vi har adgang til.

Gældsforholdet opbygges tidligt i livet, når vi som hjemmeboende 18-årige får verdens højeste SU stukket i hånden. Og først når øllene er drukket og hjernen helt færdigudviklet, finder vi ud af, at staten nu mener, den kan forvente, at vi står til rådighed for arbejdsmarkedet og først kan gå hjem fra »samlebåndet«, som statsministeren kalder det, når vi har bidraget nok til statskassen.

Det er en mentalitet, som i øvrigt også gennemsyrer vores beskæftigelsesindsats, hvor man i stedet for at sikre en mærkbar økonomisk gevinst ved at tage et arbejde har skabt et dyrt bureaukratisk system, hvor borgerne tvinges gennem obligatoriske samtaler, CV-kurser, aktivering og krav om joblog.

Hvis Socialdemokratiet virkelig ønsker at motivere borgerne til at arbejde mere, er løsningen altså ikke moraliseren og forventninger til, at borgerne skal makke ret og tilpasse sig systemet.

Løsningen er tværtimod at tilpasse systemet ved at sænke skatterne på arbejde, øge produktiviteten i den offentlige sektor og give borgeren mere frihed og ansvar for at indrette deres egne liv.

Bragt i Berlingske den 30. juli 2024