Velfærdsstaten kan ikke elske dine børn

Lige meget hvor mange penge, vi smider efter bedre normeringer og flottere faciliteter, vil det ikke ændre på det grundlæggende problem – nemlig at velfærdsstaten ikke kan elske dine børn.

Alligevel har vi i Danmark en model, hvor vores børn i førskolealderen er markant mere institutionaliseret end de lande, vi normalt sammenligner os med.

Professor Ole Henrik Hansen, der også er Senior Fellow i CEPOS, er aktuel med bogen »Børnelivet i velfærdsstatens hænder«. Bogen er baseret på flere års forskning og interviews med 601 forældrepar, der har fravalgt den tidlige institutionalisering af børnelivet, som vi har i Danmark.

Årsagerne kan primært findes i et stærkt ønske om at prioritere familiens rolle i børnenes opvækst, men også at manglende nærvær, dårlig ledelse mv. i daginstitutioner spiller en væsentlig årsag.

Ole Henrik Hansen peger på, at der er tegn på utilstrækkelig kvalitet i daginstitutionerne, hvilket bakkes op af andre fagfolk.

En analyse af daginstitutionernes kvalitet konkluderer, at 38 procent af daginstitutionerne og 46 procent af dagplejerne har utilstrækkelig kvalitet. Det er stærkt bekymrende, når nu vi har indrettet os i et system, hvor børnepasning i så omfattende grad overlades til velfærdsstaten. Børnelivet er simpelthen for vigtigt til at overlade til et dysfunktionelt system.

Jeg mener, at vi i stedet bør give familierne mere frihed og fleksibilitet, så de i højere grad har mulighed for at fravælge de – desværre mange – kommunale institutioner, som ikke leverer en tilstrækkelig kvalitet. Hvorfor er det ikke sådan, at tilskuddet til børnepasning følger barnet?

De offentlige udgifter til dagpasning af børn i førskolealderen bør gives som en voucher til hvert barn, som familierne selv kan bruge, som de har lyst til. Herunder til at købe en institutionsplads – enten i det private eller i det offentlige.

Eller finansiere at mor, far, bedstemor eller andre familiemedlemmer varetager pasningen af barnet. Denne løsning vil give øget frihed og fleksibilitet for familien i modsætning til den nuværende løsning, hvor der kun gives offentligt tilskud til en bestemt løsning, hvor børnene bliver passet i en institution.

Der er dog ingen nemme løsninger på dette område. Den politiske standardløsning med flere penge løser ikke problemerne. De Økonomiske Vismænd har således vist, at bedre normeringer ikke har nogen markant effekt på børnene senere i livet.

Der er brug for et opgør med hele strukturen.

Og lad mig slå fast – det er selvfølgelig klart, at der skal findes en model for børn fra hjem med sociale udfordringer, der ikke nødvendigvis bliver stillet bedre ved at blive passet mere derhjemme. Fordi vi som samfund har et socialt ansvar.

Og hvad er svaret? Her skal der være endnu bedre kollektive løsninger. Men kunne en kollektiv løsning, som viser socialt ansvar, ikke bedre løses af private institutioner, som kun overlever, hvis de står på tæerne og vælges til? Jeg mener, at vi kan give endnu bedre svar og løsninger for børns trivsel, hvis vi frigjorde børnepasningen fra kommunerne, så familierne i endnu højere grad kunne stemme med fødderne.

Selvom det er meget vanskelige problemstillinger, bliver vi nødt til at turde tage debatten om kvaliteten af den opvækst, som vi tilbyder vores børn, når vi i Danmark bytter familien ud med velfærdsstaten.

Bragt i Berlingske den 7. maj 2024