Med andre ord: Lige nu får vi at vide af Danmarks Statistik, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og andre, at der er 254.000 fattige i Danmark. Hvis Mette Frederiksen bliver statsminister, bliver der indført en officiel fattigdomsgrænse, som vil indebære, at antallet falder til omkring 55.800 – afhængigt af, om man kopierer fattigdomskommissionen definition 100 pct. eller eventuelt ændrer den lidt. Det afgørende er, om man holder fast i, at man skal have været i lavindkomstgruppen i tre år eller ej, og her signalerer socialdemokraterne, at det skal man.
Så fra den ene dag til den anden kan det officielle fattigdomstal altså blive divideret med godt 4,5, uden at der er en eneste i lavindkomstgruppen, hvis indkomst er steget. Det viser med al ønskelig tydelighed, at vi her har at gøre med elastik i metermål.
Er indkomst, sociale problemer eller arbejdsløshed ondets rod?
Danmarks Statistik har begrundet ændringen fra tre år i lavindkomst til et år ved at henvise til et studie udført af Rune V. Lesner, som er lektor på Aarhus Universitet. Studiet finder, at børn af forældre i lavindkomstgruppen tjener mindre, når de bliver voksne, selv hvis forældrene kun befinder sig et enkelt år i lavindkomstgruppen.
Det er dog usædvanligt at foretage så grundlæggende et skift på basis af et enkelt studie. Selv om Lesner gør et heroisk forsøg på det, er det ganske vanskeligt at isolere en enkelt effekt (lav indkomst hos forældrene) fra alt det andet, som også har indflydelse på børnenes opvækst. Der er da også en række problemer med studiet. Blandt andet bliver der ikke i tilstrækkelig grad kontrolleret for, om det er årsagerne til fattigdom, som påvirker børnenes indtægt senere i livet snarere end lav indkomst i sig selv.
For eksempel kan misbrugsproblemer i familien føre til, at forældrene mister deres job og ender i lavindkomstgruppen. Men er det den lave indkomst eller misbruget, som påvirker børnene negativt? Lesner forsøger at isolere effekterne, men det er meget vanskeligt at gøre, og normalt ville man om noget så komplekst som dette mene, at der er ”brug for mere forskning”, som man så ofte hører forskere udtrykke det, inden man drager vidtgående konklusioner.
Der er også andre problemer med undersøgelsen. Den anvender ikke gængse retningslinjer som anvendt af f.eks. Finansministeriet og Vismændene vedrørende opgørelse af indkomster. For eksempel beregnes familiens indkomst som bestående af de biologiske forældres indkomst, uanset om mor og far bor sammen eller ej, og uanset om de eventuelt nu bor sammen med andre.
Endvidere skal man passe på, hvordan man tolker resultaterne. Lesner har nemlig ikke sammenlignet familier under fattigdomsgrænsen med familier, som ligger lige over, men derimod med familier som i gennemsnit ligger langt over fattigdomsgrænsen. Så selv hvis hans resultater var fuldkommen korrekte, så skal man give familierne med lav indkomst en meget stor indkomstfremgang for at nå de nævnte effekter på børnenes indkomst senere i livet.
Andre studier peger i andre retninger end lav indkomst som væsentlig forklaringsfaktor. I Cepos har vi f.eks. undersøgt effekten af at være i beskæftigelse på den negative sociale arv. Er forældrene blandt de 20 pct. lavest lønnede (målt ved disponibel indkomst), er der 32 pct. sandsynlighed for, at børnene ligger i samme indkomstkategori som voksne. Hvis der slet ikke var en social arv i indkomst, skulle andelen være 20 pct.
Størrelsen af den sociale arv er imidlertid meget afhængig af, om forældrene er i job eller på overførsel: 43 pct. af børn fra hjem med lav indkomst, hvor forældrene hovedsageligt får deres indkomst fra overførsler, ender selv op i lavindkomstgruppen som voksen.
For børn af forældre med lav indkomst, som hovedsageligt får deres indkomst fra job, ender kun 26 pct. blandt de 20 pct. lavest lønnede. Overrepræsentationen i lavindkomstgruppen reduceres altså meget markant, hvis forældrene er i beskæftigelse: fra 23 procentpoint (43 pct. – 20 pct.) til 6 procentpoint (26 pct. – 20 pct.).
Lavindkomst i Danmark er mere attraktivt end lavindkomst i Somalia
Men der er andre problemer med måling af fattigdom end spørgsmålet om, hvor længe man skal have lav indkomst. Der er helt grundlæggende problemer med ideen om, at grænsen for fattigdom helt automatisk stiger i takt med velstandsudviklingen i samfundet.
Det har nogle mærkværdige konsekvenser. En af dem er, at kan ske en stigning i antallet af fattige i Danmark, selv om lavindkomstgruppen har stigende indkomster. Anvender man fattigdomskommissionens definition, har antallet af fattige således været stigende, som man kan se af den blå kurve i figuren nedenfor.