Venstrefløjens godhed for andres penge er for letkøbt

Af Mia Amalie Holstein
Bragt i Berlingske d. 11. april 2025

Lad mig opstille et tankeeksperiment: De fem venner Pelle, Sigurd, Sune, Lars og Martin har ikke set hinanden siden folkeskolen. De aftaler derfor at holde grillfest i et lejet sommerhus. Sommerhuset koster 10.000 kroner om ugen.

Da vennerne har meget forskellige indkomster, vælger de at dele sommerhusudgifterne mellem sig på samme måde, som de betaler skatter og afgifter til det offentlige. Det betyder, at Pelle skal betale 500 kroner, Sigurd betaler 1.000 kroner, Sune 1.600 kroner, Lars 2.200 kroner og Martin 4.700 kroner.

Men ved ankomsten til sommerhuset opdager de, at huset slet ikke er egnet til grillfest. Poolen er grøn af alger, og Webergrillen er spist op af rust. Vennerne klager til udlejer og får et nedslag i prisen på 2.000 kroner. Men hvordan skal rabatten fordeles?

Lars foreslår at fordele rabatten efter bidragets størrelse. Så skal Pelle have 100 kroner tilbage, Sigurd 200 kroner, Sune 320 kroner, Lars 440 kroner, og Martin får 940 kroner retur.

Men her starter diskussionen: Pelle påpeger indigneret, at Lars »burde skamme sig«. Martin burde i Pelles optik have bidraget endnu »mere til fælleskassen«. Sigurd stemmer i og siger, at det er »topmålet af økonomisk uansvarlighed« at give mest tilbage til dem, som har mest, mens Sune påpeger, hvor forkert det er at »forgylde de rigeste«.

Lars ryster på hovedet, og Martin tvivler på, om han overhovedet burde have taget med på den sommerhustur.

Har du også en nagende fornemmelse af, at det ikke er helt fair over for Lars og Martin, som trods alt har betalt knap 70 procent af sommerhusturen? Så bliver du måske overrasket over, at du – eller en, du kender – har været med til at stemme på politikere, der arbejder ud fra præcis denne verdensanskuelse.

I Danmark har en række borgerlige partier og erhvervsorganisationer (for eksempel LA, Venstre, Moderaterne og DI) meldt ud, at de ikke alene ønsker at opruste det danske forsvar, de ønsker også at ruste vores virksomheder og økonomi til en tid med geo- og handelspolitisk uro.

Konkret vil de sætte skatterne ned. Hvorfor?

Fordi lavere skatter øger produktivitet og vækst. Men det har fået venstrefløjen på barrikaderne.

Argumenterne citeret ovenfor er fremsat af Pelle Dragsted (EL), Sigurd Agersnap (SF) og Sune Caspersen (Arbejderbevægelsens Erhvervsråd).

De mener, at skattelettelserne er uretfærdige. Men hvorfor egentlig?

Venstrefløjens argumentation bygger på tanken om, at når først du har afleveret dine penge til staten, er det »statens penge«. Selv hvis skatteborgerne står til at indbetale mere, end hvad der er behov for, og staten har en svimlende overholdbarhed på 36 milliarder kroner om året (eller en kæmpe likviditet som i Københavns Kommune på 18,1 milliarder kroner), så får borgerne ikke mulighed for at beholde flere penge selv.

For problemet er aldrig, at der er krævet for mange penge ind – men altid, at de ikke er omfordelt endnu. Og hvad er bedre end at udøve godhed for andre menneskers penge?

At venstrefløjen føler sig moralsk berettiget til at omfordele, bygger på ideen om, at vi har en moralsk forpligtigelse til at stille den dårligst stillede bedst muligt. Det bedste argument for denne position er John Rawls’ differensprincip.

Princippet er ret yderliggående. Med samme argument kunne man hævde, at en nyrepatient har en ubetinget ret til en nyre fra en person med to raske nyrer. Det er ideen om, at vi alle bag »et slør af uvidenhed« om vores egen position i samfundet ville vælge dette maximin-princip om en radikal tvungen omfordeling.

Men hverken rationel beslutningsteori eller empirisk observation tilsiger, at venstrefløjens krav på os rent faktisk er et udtryk for borgernes moral generelt. At vi er så risikoaverse, at vi altid prioriterer uheldige sociale omstændigheder og manglen på talent langt højere end belønningen for flid og ambition. Af samme grund vil mange ikke opfatte behandlingen af Lars og Martin i sommerhuseksemplet som fair.

Læg hertil det konsekvensetiske argument: at skattelettelser (for eksempel selskabsskattelettelser) også kommer de dårligst stillede til gode, fordi det øger væksten. Analyser viser, at økonomisk vækst – direkte eller indirekte – stod for 91 procent af lavindkomsternes samlede indkomstfremgang de seneste 100 år. Det er således ikke hensigtsmæssigt, at venstrefløjen nedprioriterer vækst til fordel for mere omfordeling, hvis de ønsker at løfte levestandarden for dem, der har mindst.

Sommerhuseksemplet afslører noget fundamentalt: Retfærdighed handler ikke bare om at omfordele til de dårligst stillede. Det handler også om at anerkende og sikre størst mulig (økonomisk) frihed til dem, som bidrager mest, trækker læsset og betaler regningen – både til grillfesten og i samfundet.

Og det gør vi ved at drive staten effektivt og sende de penge tilbage, der ikke er behov for.