Vi befinder os ikke i en moralsk krise, Bertel Haarder

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 21/03/2019

Hvis Bertel Haarder vil argumentere for, at vi danskere befinder os i en moralsk krise og CEPOS, Liberal Alliance og den økonomiske tænkning bærer ansvaret, så må han spidse argumenterne.

Danskerne er et af verdens mest tillidsfulde folk. Vi har ubemandede biblioteker, hvor man frit kan låne bøger. Vi har vejboder, hvor man kan købe jordbær og betale i ubevogtede cigaræsker. Og huse, hvor bagdøren sjældent er låst. For grundlæggende snupper vi ikke, hvad der er andres.

Alligevel hører vi ofte, at vi befinder os i en moralsk krise. Dronning Margrethe påpegede i sin seneste nytårstale, at moralen skrider, og at vi har glemt forskellen på »dit og mit«. Og Bertel Haarder opregnede forleden alt fra Dovne Robert til skandalerne i bankerne, Skat og Socialministeriet som et tegn på en grundlæggende erosion af moralen.

Heldigvis er der intet i kriminalstatistikkerne, der understøtter teorien om en moralsk krise. Tendensen er snarere, at danskerne er blevet mere lovlydige. Og Haarder har siden 1990’erne ment, at der var møl i moralen. Desuden viser målene for danskernes tillid ifølge professor Christian Bjørnskov, at vores tillid til hinanden har ligget på et konstant højt niveau siden 1930’erne. Well, det vil sige lige med undtagelse af ét område: Vores tillid til politikerne er faldet med ti pct. siden 2006. Og man kunne fristes til at spørge: Er politikernes tillid til almindelige mennesker også faldet?

Bertel Haarder indikerer, at den moralske krise skyldes, at den del af borgerligheden, der er repræsenteret ved CEPOS og partiet Liberal Alliance, kun tænker på »penge og profitmaksimering«. Det overrasker mig, at Bertel Haarder, som jeg nærer stor respekt for, køber ind på en marxistisk kritik af de liberale. Et af Karl Marx’ største kunstgreb var at forveksle de borgerliges middel (profit) med deres mål (det gode samfund). Det samme gør Bertel Haarder.

Jeg kender ingen liberale, der er synderligt optaget af penge og profit. Men jeg kender mange, der er svært optaget af frihed. Eksempelvis de typer af frihed, som imamloven, burkaforbuddet, forbuddet mod kunstige jomfruhinder og skærpede strafzoner udfordrer. Har politikerne tabt tilliden til, at danskerne er kompetente til at tage beslutninger om eget liv? Og ja, så går mange ind for økonomisk frihed, men lad mig komme tilbage til det.

For ganske løjerligt tegner Haarder et billede af, at vi liberale ønsker markedsøkonomien langt ind i ægteskabet. Det er forestillingen om, at vi anmoder om en overførsel på MobilePay, hver gang vi tager opvasken eller svinger støvsugeren. Men det er naturligvis både en stråmand og en gevaldig misforståelse af liberalismens essens.

Den økonomiske liberalismes fader, Adam Smith, var også moralfilosof. Han påpegede, at menneskets evne til sympati kan komme til udtryk på tre forskellige måder: som godgørenhed, retfærdighed og egeninteresse (sympati for sig selv).

Godgørenheden er stærkest i familien og blandt kollegaer og venner, men aftager på markedet og blegner i det globale, eksempelvis i krig. Omvendt forholder det sig med egeninteressen, som er stærkest i krig og svagest i familien. I familien er vi alle kommunister – yder efter evne og nyder efter behov. Men på markedet er vi kapitalister – egennyttige, men empatiske med blik for gensidigt fordelagtige bytter. Retfærdigheden afvejer i loven og i den statslige styring godheden mod egeninteressen.

At beskæftige sig med markedet, økonomisk tænkning og de mange facetter af økonomisk frihed betyder ikke, at vi ikke forstår os på godgørenhed og retfærdighed, herunder moral. At påstå andet er et argument på linje med, at slagteren, bryggeren og bageren kun tænker på kød, øl og brød.

Hvis vores input til samfundsdebatten skulle være årsag til en moralsk krise i samfundet, må Haarder spidse argumenterne. Jeg ser kun en tillidskrise mellem befolkningen og politikerne.