Vi bør ikke gøre os unødigt fattigere af krisen

Vi bør ikke gentage 1970ernes forfejlede forsøg på krisebekæmpelse. Her er principperne for, hvordan en eventuel finanspolitisk lempelse bør indrettes.

Dansk økonomi vil komme forslået ud af nedlukningen og coronakrisen. Vi skal passe på med ikke at gøre ondt værre ved at vælge en dårlig økonomisk politik som svar på krisen. 1970erne står som et skræmmeeksempel på, hvordan forfejlede forsøg på at bekæmpe effekterne af olieprischok førte til langvarige strukturproblemer.

Det dybe tilbageslag i Danmark og omverdenen er et direkte resultat af indsatsen mod coronavirus. Det er en bivirkning af at bekæmpe epidemien og redde liv. Det vigtigste bidrag til bringe økonomien i fremdrift igen vil komme, når samfundene åbner igen. Som f.eks. efter den spanske syge kan man håbe, at økonomien kan komme sig forholdsvis hurtigt.

Det er således for tidligt at sige, om krisen udvikler sig, så der er et argument for at føre en lempelig finanspolitik. Hvis det imidlertid viser sig at blive tilfældet, bør indgrebene leve op til nogle klare krav:

• De bør ikke skabe langsigtede økonomiske strukturproblemer, f.eks. ved at øge reguleringsbyrden eller strukturledigheden eller bestå i en ikke-omkostningseffektiv klimapolitik.
• De bør ikke øge de offentlige udgifter permanent. Nye kommunale driftsudgifter har det med at bide sig fast, så krisen bør ikke få finansministeren til at være mere gavmild ved forhandlingerne om kommunernes økonomi.
• De bør ikke indebære projekter med lange og usikre implementeringstider. Offentlige anlægsinvesteringer er notorisk svære at time.
• De bør ikke have karakter af selektive eller skjulte erhvervssubsidier.
• De bør ikke føre til øget offentligt ejerskab af erhvervslivet.

Et af styrkepunkterne i dansk økonomi er en lav grad af statsligt ejerskab (jf. figuren). Under krisen har forslag om statsligt ejerskab imidlertid været lagt på bordet med vidt forskellige argumenter.

Det ene er, at virksomhederne bør »yde noget igen« for »hjælpepakkerne« (en tankegang der også ligger bag kravet om, at sådanne virksomheder ikke må udbetale udbytte i en periode). Men staten bærer ikke kriseomkostningerne, den omfordeler bare regningen for nedlukningen mellem borgerne.

Et andet, nærmest modsat argument er, at krisen kan tvinge virksomheder i konkurs, så produktionen og beskæftigelsen går tabt. Men selv om mange ejere givet vil miste deres egenkapital – og mange dermed også deres livsværk – er det ikke ensbetydende med, at langsigtet levedygtige virksomheder nødvendigvis vil lukke. Nye ejere og investorer vil være interesserede i at træde til.

Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at etablere offentlige fonde eller lignende til at skyde kapital i konkurstruede virksomheder. Den vil ende i de virksomheder, som ikke kan finde private investorer, fordi de ikke er levedygtige. Når først staten er blevet medejer, er der en stærk politisk tilskyndelse til at smide stadigt flere gode penge efter dårlige forretninger, hvilket SAS og PostNord er eksempler på.

Et tredje argument bygger på simpel økonomisk nationalisme og frygten for, at udenlandske interesser vil opkøbe erhvervslivet under krisen. Det hviler – ligesom det foregående – på en forestilling om, at ellers sofistikerede finansielle markeder ikke er i stand til at prissætte i øjeblikket, mens udlændingene sagtens kan.

Iværksættervirksomheder, der ikke har mange omsættelige aktiver og er båret af iværksætterens vision, vil dog ofte have vanskeligt ved at finde både nye ejere og investorer. Men det er ikke et argument for offentligt engagement – snarere tværtimod. Til gengæld er der endnu en grund til at gøre noget ved de dårlige rammevilkår i Danmark i form af høje kapitalskatter og kapitalkrav i små virksomheder.

Udsigten til, at de offentlige kroner måske sidder lidt løst i den kommende tid, har fået mange særinteresser på banen. Men politikerne gør klogt i at begynde med et sæt af principper for sund økonomisk politik – og så vælge de løsninger, der bedst lever op til dem. Nedlukningskrisen har fundamentalt set gjort os fattigere. Derfor bør vi være ekstra påpasselige og vælge en politik, som fremmer vækst og fremgang også på længere sigt.

Debatindlæg udgivet i Berlingske d. 2. maj 2020.