Vi bør starte jagten på politikernes monopoler

I økonomiske lærebøger er én af begrundelserne for at have en stat, at staten skal beskytte forbrugerne mod misbrug af monopoler. Men politik er ikke altid økonomisk effektivt, og der eksisterer da også en hel del eksempler på, at staten gør netop det modsatte og i stedet beskytter monopolerne. Til stor ugunst for forbrugerne.

Mange danskere kan stadig huske dengang, staten havde monopol på både fjernsyn og telefoni. Staten sikrede også længe Post Danmark monopol på udbringning af pakker, og først i 2011 – da postmængden var faldet så meget, at der ikke rigtig var penge i at udbringe breve længere – mistede Post Danmark monopolet på breve. Også Danske Spil var i mange år beskyttet af danske politikere mod konkurrence fra udlandet. Monopolet på væddemål om bl.a. fodbold betød i mange år dårligere odds og produkter for danskerne. Og selvom spilmarkedet er blevet liberaliseret en del, har Danske Spil fortsat monopol på Lotto. DSB lever også et liv beskyttet af politikerne mod konkurrence fra busser, selvom den seneste ændring af lovgivningen nu giver DSB konkurrence på alle ruter længere end 75 km (de mange millioner årlige rejser i bl.a. hovedstadsregionen har DSB dog fortsat monopol på). I den mere kuriøse afdeling udnytter staten også sit monopol på ønskenummerplader til at tage høje priser. 1.000 kr. pr. år skal du betale ekstra, hvis du ønsker en nummerplade, der skiller sig lidt ud fra mængden. Derudover er der selvfølgelig store dele af den offentlige sektor, som på den ene eller anden måde er beskyttet mod konkurrence. F.eks. kan borgere i så forskellige kommuner som København og Jammerbugt ikke vælge en privat daginstitution, der ikke har åbent i mindst 48 timer om ugen. Det sikrer kommunernes institutioner mod konkurrence fra vuggestuer, der satser på kortere åbningstider, men til gengæld f.eks. højere normeringer.

Det er Konkurrencestyrelsens opgave at overvåge, at konkurrenceloven overholdes. Men konkurrenceloven fritager i dag en lang række offentlige aktiviteter for Konkurrencestyrelsens overvågning. Det skyldes bl.a., at konkurrencelovens forbud mod monopolmisbrug og konkurrencebegrænsende aftaler ikke gælder, hvis en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Kommunalfuldmagten giver ligeledes vide muligheder for at begrænse konkurrencen.

Konkurrence sikrer forbrugerne billige og gode produkter og services. Det er derfor et problem for danske forbrugere, når staten og kommunerne beskytter virksomheder mod konkurrence. Derfor bør konkurrencelovgivningen strammes. Bl.a. bør kommunalfuldmagten strammes væsentligt, offentlige erhvervsaktiviteter bør forbydes, og den sektorspecifikke lovgivning bør underordnes den generelle konkurrencelovgivning. Og så bør myndighedspersoner kunne straffes personligt, præcis som det gælder for de ansvarlige i private virksomheder.

Debatindlæg udgivet i Børsen d. 28/08/2019