Vi kan sagtens løfte vores forsvar betydeligt uden at skulle beskatte danskerne yderligere

Jeg kan godt blive bekymret for, at det helt legitime ønske om at styrke NATO vil blive brugt herhjemme som anledning til at introducere de allerede hårdt beskattede danskere for endnu en skat – indpakket som en krigsskat.

CEPOS vurderer, at det vil koste yderligere cirka 14,5 milliarder kroner årligt, hvis forlydenderne om øgede NATO-forpligtelser bliver en realitet. Det vil lægge beslag på cirka to tredjedele af det frie økonomiske råderum frem mod 2030, som lyder på cirka 20,5 milliarder kroner. Vi kan altså finansiere et betydeligt løft af vores forsvar, uden at skulle brandbeskatte danskerne yderligere.

Det er helt på sin plads, at vores sikkerhed har en pris, som ikke kun betales af de amerikanske skatteydere. Det er i virkeligheden trist, at offentlige områder som forsvar længe har været blandt de mest underprioriterede områder, da det jo netop er statslige kerneopgaver, som ikke med nogen realisme ville kunne varetages på et frit marked.

Jeg kan nemt forestille mig, at der er kræfter i regeringen og Folketinget, som allerede har lagt beslag på samtlige råderumsmilliarder til kommende initiativer inden næste valg. Men her må man som ansvarligt politisk parti spørge, hvad er vigtigt – og hvad er kritisk.

At forsvare vores land er kritisk. Til alle dem, der siger, at den offentlige sektor er åleslank, minder jeg også blot om, at der siden 2011 er blevet ansat 22.200 flere administratorer i det offentlige. Alene under SVM-regeringen er der ansat 4.800 flere administratorer. Besparelser i det offentlige behøver langtfra at være lig med fyrede skolelærere og færre sygeplejersker.

Hele diskussionen om en krigsskat minder desværre meget om endnu en fint indpakket finansieringsmodel. Særskatten på banker er et eksempel, top-topskatten en anden, mens afskaffelsen af store bededag er en tredje. Falske krydser som koblingen mellem store bededag og øgede forsvarsudgifter er en uskik. Der eksisterer kun én statskasse. Og en krigsskat ville gå lige så meget til finansiering af tusindvis af administratorer – som til en styrkelse af Forsvaret.

Heldigvis har flere ministre, heriblandt Lars Løkke Rasmussen og Torsten Schack, afvist ideen om at finansiere højere forsvarsudgifter gennem endnu en skat. Regeringen har jo som bekendt også et skattestop, som ville betyde, at en krigsskat skulle sænkes tilsvarende et andet sted.

Hvis borgere ikke evner at tilpasse egne udgifter, så de passer med indtægterne, ender man i»Luksusfælden«. Staten kan dog blot udskrive nye skatter. Det rimer dog langt fra på økonomisk ansvarlighed, og jeg håber derfor, at regeringspartierne dropper de nemme valg, hvis prisen på vores sikkerhed måtte stige i fremtiden.