Vil grønlænderne vælge selvstændighed mod deres vilje?

Skrevet af Otto Brøns-Petersen

Bragt på Punditokraterne.dk den 12. februar 2025

Vil grønlænderne vælge selvstændighed mod deres vilje? Det lyder næsten som et absurd spørgsmål. Men det er det faktisk ikke.

Når det lyder absurd, er det, fordi vi normalt anser en persons valg som udtryk for deres vilje, altså det de i situationen foretrækker. Hvis jeg vælger et rugbrød i stedet for et franskbrød, er det, fordi jeg foretrækker det. Det ville være absurd at foretrække franskbrødet og i stedet vælge rugbrødet – i hvert fald hvis der er tale om et frit valg. Man kan sagtens forestille sig valg, som ikke er frie og derfor ikke afspejler min vilje. Hvis nogen holder en pistol for min pande, er brødvalget ikke frit. Man kan også sagtens have en lang metafysisk diskussion om, hvornår et valg er frit. Men det er ikke pointen her. Pointen er, at det, vi anser for helt grundlæggende rationelle individuelle valghandlinger, ikke findes på det kollektive plan.

Hvor ved vi det fra? Det er et veletableret resultat af teorien om sociale valg, social choice. Kollektive beslutninger har mange besynderlige egenskaber. F.eks. er der et helt grundlæggende skisma, som indebærer, at en kollektiv beslutning enten indeholder et element af kaotisk tilfældighed, eller at udfaldet er dikteret af dem, der formulerer valgtemaet eller har udformet valgsystemet. Der findes intet valgsystem, som neutralt aggregerer vælgernes individuelle præferencer.

Disse besynderlige egenskaber er ikke kun af akademisk interesse. De kan i høj grad komme i centrum, hvis og når grønlænderne skal stemme om uafhængighed.

Som udgangspunkt kunne man dog forestille sig, at et uafhængighedsvalg kunne undslippe problemet, fordi der kun ser ud til at være to valgmuligheder: Ja eller nej til selvstændighed. Problemerne med manglende kollektiv rationalitet dukker først for alvor op, når der er mere end to kandidater at vælge mellem. Men selv om der kun kommer to valgmuligheder på stemmesedlen, kan vælgerne have meget forskellige udfald ved selvstændighed i tankerne. Nogle vil være selvstændige for enhver pris, mens andre kun vil være det, hvis det ikke får negative økonomiske konsekvenser.

Det var f.eks. tydeligt ved den britiske afstemning om at forlade EU, at der ikke var én brexit, men flere alternative i spil – og at præferencerne endda var cykliske, da det kom til at præcisere exit-modellen nærmere i Parlamentet. Der var ikke flertal for nogen af modellerne.

Det kan altså sagtens ende med, at grønlænderne træffer en beslutning for en variant af selvstændighed, som et flertal ikke ønsker sig. Der kan f.eks. være vælgere, som stemmer for uafhængighed og forestiller sig, at levestandarden kan opretholdes med et uændret bloktilskud fra den danske stat. Sammen med et mindretal, der ønsker selvstændighed for enhver pris, kan de komme til at udgøre et flertal for udtræden af rigsfællesskabet, selv om det fører til, at bloktilskuddet afvikles. Så selv om et flertal reelt foretrækker – som hidtil – at forblive i rigsfællesskabet og opretholde en høj levestandard, kan det ende med det modsatte. På samme måde som der var briter, som stemte for Brexit, fordi de ønskede sig et Singapore-Upon-the-Thames med frihandel og deregulering, der langt fra blev til noget.

Hvor realistisk er det, kan man dog spørge sig, at en del af grønlænderne skulle stemme for uafhængighed på præmisser, de ikke ønsker sig? Mere end man måske skulle tro.

Det hænger sammen med en anden egenskab ved mange stemmer i et demokrati: Ekspressiv stemmeafgivning. Sandsynligheden for, at den enkelte vælgers stemme gør nogen forskel, er meget lille. Her er også en fundamental forskel til individuelle valg, hvor konsekvenserne overvejende eller udelukkende falder på den enkelte selv. Med en meget lille sandsynlighed for at påvirke valgresultatet kan motivet for den enkelte vælger blive ikke at påvirke resultatet, men at give symbolsk udtryk for en holdning, et tilhørsforhold eller tilsvarende. Der er en stor litteratur, som faktisk bekræfter, at vælgerne lægger vægt på forhold, som ikke har nogen betydning for den politik, som bliver ført. F.eks. spiller politiske kandidaters udseende en rolle for deres stemmetal. Det kan ligefrem være individuelt rationelt at stemme irrationelt.

Problemet med, at vælgerne stemmer ekspressivt, gælder i øvrigt uanset, om der kun er to valgmuligheder – dvs. selv om der var enighed om konsekvenserne af selvstændighed.

Det virker som om mange grønlændere principielt går ind for selvstændighed. Det gør de grønlandske partier også. Bare ikke i en realiserbar model, hvor det ikke har økonomiske konsekvenser. Men hvad vil der ske, hvis man udskriver en folkeafstemning? Hvor mange vil ikke stemme ekspressivt i overensstemmelse med det principielle selvstændighedsønske?

Jeg ved det simpelt hen ikke. Det er muligt, at frygten for de økonomiske konsekvenser og realismen får overtaget, men den individuelle omkostning ved at stemme med hjertet er lille – selv om den kollektive kan være meget stor.

Læg dertil, at det politiske system på Grønland næppe er verdens mindst dysfunktionelle, og at der ser ud til at udarte sig en populistisk konkurrence op til valget i marts. Foreløbigt har det resulteret i, at også Siumut nu lover en snarlig folkeafstemning.

Derfor ville det ikke overraske mig, hvis det ender med en udtræden, som et flertal ikke ønsker sig, når det kommer til stykket.

Jeg siger dermed intet om, at en befolkningsgruppe ikke bør have lov til at udtræde, hvis den ønsker eller bare beslutter det. Men det er en anden sag. På samme måde er det også spørgsmål for sig, om det vil være en fordel eller ulempe for grønlænderne at udtræde, og om hvad forholdet vil blive til Trumps Amerika.