I starten af 2020 besluttede den nuværende regering, at der skulle ansættes yderligere 1.000 sygeplejersker på sygehusene. Målet skulle være nået fra 2021 og frem, men dette er ikke lykkedes. Sammenlignet med 2019 var der i 2021 kun 612 flere sygeplejersker (opgjort som fuldtidsbeskæftigede). Regeringen fik således ikke, hvad den ønskede sig. Til gengæld fik regeringen noget andet, som den slet ikke havde ønsket sig, for i samme periode blev der ansat 757 flere fuldtidsbeskæftigede administrative medarbejdere på sygehusene.
For lidt over en måned siden udgav jeg sammen med en kollega en CEPOS-analyse, der tilsvarende viste, at antallet af ledere og administratorer i staten (”kolde hænder”) er steget med ca. 15.000 fuldtidsbeskæftigede i perioden fra 2011 til 2022. I sammen periode har antallet af de øvrige medarbejdere (”varme hænder”) i staten været stort set uændret.
Stigningen i antallet af ”kolde hænder” i staten er sket fra 2017 og frem. Bortset fra en styrkelse af skat med 3.600 medarbejdere er det meget svært at få øje på, at politikerne på noget tidspunkt aktivt har ønsket sig denne eksplosive vækst i antallet af ledere og administratorer.
Der er for mig at se ingen tvivl om, at politikerne meget hellere ville have haft flere ”varme hænder” som politifolk, fængselsbetjente, anklagere, dommere, soldater mv. Igen har politikerne altså i meget betydeligt omfang fået noget, som de ikke ønskede sig.
Forklaringen på ovenstående fænomen skal bl.a. findes i den særlige form for økonomistyring, som man bedriver i den offentlige sektor. I en privat virksomhed starter man året med 0 kr. på bundlinjen og en viden om, hvor meget man skal tjene i det kommende år, hvis virksomheden skal undgå fyringer og overleve i sin nuværende form, samt hvilken indtjening man yderligere skal opnå for at sikre virksomhedens ejere et tilfredsstillende afkast.
I den offentlige sektor starter embedsmændene derimod året med at få en pose skattekroner (bevilling) fra politikerne, som de helst skal have brugt i overensstemmelse med politikernes ønsker, når året er gået. Hvis man i løbet af året opdager, at det ser ud til, at man ikke kan få brugt hele bevillingen, har man det, der blandt embedsmænd med ansvar for økonomistyring populært kaldes for et ”afløbsproblem”. Hvis man ikke får brugt alle pengene, lever man ikke op til politikernes ønsker. Det kan der jo være gode forklaringer på, som f.eks. at man ikke kunne skaffe 1.000 nye sygeplejersker på et ophedet arbejdsmarked.
Det helt store problem for embedsmændene er derimod, at de meget vel kan risikere at få en mindre bevilling til næste år, hvis de har et betydeligt underforbrug. Pengene kunne således gå tilbage til skatteyderne i form af skattelettelser. Embedsmændene bryder sig dog ikke om at miste disse midler til skatteyderne, og derfor vil de gøre alt for, at pengene bliver brugt på flere offentligt ansatte af en eller anden slags i stedet for skattelettelser – dette fænomen kalder forskere for fluepapireffekt, og det er bl.a. også velkendt i forbindelse med statslige tilskud til kommunerne. Når det ikke er muligt at ansætte ”varme hænder” som sygeplejersker, politifolk mv., kan man løse afløbsproblemet ved i stedet at ansætte ledere og administratorer (”kolde hænder”), som det tilsyneladende er meget nemmere at få fat på.
Man kan spørge sig selv om, hvorfor politikerne tillader denne udvikling. Primært vil der altid være størst politisk fokus på, at det ikke lykkedes at skaffe de manglende ”varme hænder”, da det var den primære målsætning. Dermed kommer det i anden række, hvad der egentlig blev af pengene.
Desuden ønsker meget få politikere at rulle beslutningen om ansættelse af ”kolde hænder” tilbage, da det jo vil kræve fyringer af offentligt ansatte. Den slags ubehagelige beslutninger vil de færreste politikere tage det direkte ansvar for. Dette illustreres glimrende af, at de tre statsministerkandidater fra hhv. S, V og K først og fremmest ønsker at spare på ledelse og administration i kommunerne, selv om der er et mindst lige så stort potentiale i staten.
I kommunerne vil det nemlig være den lokale borgmesters ansvar at træffe de ubehagelige beslutninger om at sætte navn på de ansatte, der skal fyres, hvor det i staten vil være den siddende regerings ansvar.
Politikerne bør fremadrettet sørge for, at der kommer langt større fokus på udviklingen i ressourceforbruget til ledelse og administration. Føromtalte CEPOS-analyse indeholder netop et forslag til, hvordan det kan gøres, der kort fortalt går ud på at indføre et særskilt budget- og forbrugsloft for lønudgifterne til medarbejdere beskæftiget med ledelse og administration. Selv om nogen vil mene, at der er tale om tør og kedelig budgetstyringsteknik, bør det interessere både politikerne og vælgerne, da det er den eneste vej til at undgå, at de igen får en ”gave” med ”kolde hænder”, som de slet ikke har ønsket sig.
Bragt i Jyllands-Posten d. 17. oktober 2022.
