Når regeringen nu haster forslaget om at afskaffe store bededag igennem med en forkortet høringsfrist på kun en uge, er det i strid med regeringsgrundlaget, som udtrykker en hensigt om et opgør med hastværk i lovgivningen.
Nogle hævder, at det er borgerligt at afskaffe store bededag som helligdag, fordi det øger arbejdsudbuddet og provenuet til statskassen, hvilket giver mulighed for at finansiere en styrkelse af Forsvaret. Det hviler imidlertid på flere misforståelser.
Her er syv grunde til, at afskaffelse af store bededag er dårlig politik - i særdeleshed set fra et borgerligt perspektiv.
For det første giver det ifølge overvismand Carl-Johan Dalgaard og en række universitetsprofessorer ikke en varig effekt på hverken arbejdsudbud eller provenu til staten at afskaffe store bededag.
Danskerne arbejder omtrent så meget, som de selv ønsker, givet de incitamenter de har til at arbejde på den ene side eller holde fri på den anden. Afskaffelsen af store bededag ændrer intet ved disse incitamenter, modsat hvis man for eksempel sænker marginalskatten eller øger pensionsalderen.
Når der alligevel er en effekt på kort sigt, skyldes det, at mange er bundet af deres overenskomst, og derfor fremover skal arbejde på store bededag, hvilket på kort sigt øger arbejdsudbuddet og giver ekstra tre milliarder kroner i statskassen. Men fordi incitamenterne for den enkelte lønmodtager er uændrede, vil mange nu føle, at de arbejder for meget. Og de vil finde veje til at nedbringe deres arbejdstid. Mange har mulighed for selv at styre deres arbejdstid, trods overenskomster, for eksempel ved at tage mindre overarbejde eller selv købe en ekstra feriedag. Fagforeningerne vil mærke presset og på et tidspunkt få bragt balance i regnskabet, enten ved at kræve en kompenserende feriedag eller ved anden ekstra fritid.
Når den udvikling er fuldbragt, er både det ekstra arbejdsudbud og de ekstra skatteindtægter forduftet.
For det andet er forslaget et forsøg på fra Venstre og Moderaternes side at pynte sig med lånte fjer. Man påstår nu, at man har øget arbejdsudbuddet med 8.500, selvom det ikke er tilfældet. Og man kan slække på de generelle reformambitioner.
For det tredje bidrager den slags hokuspokus-reformer til at underminere reformpolitikken generelt. Hvis SVM-regeringen slipper afsted med reformer, der ikke reelt forbedrer incitamenter, velstand og beskæftigelse, hvad skulle så forhindre kommende røde flertal i at proklamere, at for eksempel højere offentlige udgifter øger beskæftigelsen, selvom der ikke er evidens for det.
For det fjerde er koblingen til styrkelsen af Forsvaret søgt. Det koster cirka fem milliarder kroner alt i alt at fremrykke forøgelsen af forsvarsudgifterne til to procent af BNP til 2030 i stedet for 2033. Ifølge Finansministeriet er der et frit årligt råderum på 12,5 milliarder kroner i 2030 efter finansiering af den demografiske udvikling (flere ældre, især), forsvar og klima - altså mere end nok.
For det femte repræsenterer øvelsen en udvidelse af den offentlige sektor. Dette på trods af, at den offentlige beskæftigelse allerede er historisk høj. Der blev ansat 35.000 ekstra i den offentlige sektor under corona for at håndtere epidemien. Den er nu overstået, men de 35.000 er fortsat i det offentlige.
I denne tid med høj inflation må alle private husholdninger prioritere og skære ned på dét, man bedst kan undvære. Regeringens tilgang til den offentlige sektor står i skærende og antiborgerlig kontrast: Her skal aldeles ikke prioriteres. Udgifterne skal øges, og borgerne skal betale hele gildet ved at afgive en ekstra fridag, som SVM-regeringen kan beskatte.
Hvis man absolut ikke vil finansiere forsvarsudgifterne fra råderummet, var der mange andre muligheder. Lad mig nævne en enkelt: Spar på det offentlige bureaukrati. Siden 2011 er der ansat cirka 15.000 ekstra administratorer i staten. Reducer dette ekstra bureaukrati med en tredjedel, så er finansieringen fundet.
For det sjette indebærer forslaget et alvorligt brud på den danske model, ifølge arbejdsmarkedsforskere. Regeringen blander sig i overenskomsterne, og ovenikøbet op til overenskomstforhandlingerne, hvilket øger risikoen for konflikt. Regeringen begrunder hastværket med, at den hurtigt skal skaffe finansiering til Forsvaret. Men man kunne have finansieret via råderummet. Der er derfor ingen undskyldning for den elendige timing.
For det syvende medfører den dårlige timing, at regeringen nu haster forslaget igennem med en forkortet høringsfrist på kun en uge. Det er i strid med regeringsgrundlaget, som udtrykker en hensigt om et opgør med hastværk i lovgivningen. Man kan frygte, at det også vil blive underlagt hastebehandling i Folketinget. Det kræver tre fjerdeles flertal, hvilket Folketinget ikke bør give regeringen.
Bragt i Berlinske den 16. januar 2023
