Akutplan sætter på centrale punkter systemet før patienten

Type: Debat
Table of contents×

Ifølge regeringens akutplan for sygehusene skal borgerne vente helt frem til udgangen af 2024 før ventetiderne på sygehusbehandlinger er nedbragt til normalsituationen fra før covid-19. Det fremgår endvidere af akutplanen, at der siden 2019 er kommer 7.500 flere ansatte på de offentlige sygehuse. Antallet af sygeplejersker er i dag på niveau med før covid-19, herunder er der rent faktisk kommet flere anæstesisygeplejersker på sygehusene, der er afgørende for afvikling af operationer. Hertil kommer, at akutplanen tilfører en merbevilling til sygehusene på yderligere ca. 1 mia. kr. årligt i 2023 og 2024.

Patienterne kan således se frem til mindst to år mere med dyrere og dårligere sygehusydelser end før covid-19. Det er i særdeleshed kritisabelt, fordi man på en række centrale punkter i akutplanen har sat systemet før patienten. 

Produktiviteten (antal behandlinger pr. ansat/skattekrone) på de offentlige sygehuse er faldet markant fra 2019-2022. En stigning i produktiviteten er helt afgørende for afviklingen af ventelisterne, hvilket regeringen også selv understreger i akutplanen. Sidst der var omfattende problemer med ventelister i 1990’erne og starten af 00’erne, blev de løst ved at opstille klare mål for stigningen i produktiviteten kombineret med aktivitetspuljer, hvor merbevillinger til den enkelte region kun blev udløst, hvis man havde leveret et øget antal behandlinger. Endelig indførte man behandlingsgaranti, hvor patienten efter 30 dages ventetid i den offentlige sektor kunne få behandling på et privat hospital betalt af det offentlige, hvilket også gav et stærkt incitament for de offentlige hospitaler til at øge antallet af behandlinger og holde ventetiden under 30 dage. Denne model løste problemet med ventelister og produktiviteten i sygehussektoren steg 2,2 pct. årligt fra 2003-2018. I 2019 droppede den daværende VLAK-regering både aktivitetspuljerne og produktivitetsmålene.

I den nye akutplan har man valgt bare at give penge til regionerne uden nogen garanti for, at det giver flere behandlinger. Akutplanen indeholder ganske vist en række målsætninger om stigende aktivitetsniveau og afvikling af ventelister over to år, men hvis regionerne ikke leverer på de opstillede mål, har regeringen reelt set ingen sanktionsmuligheder. Faktisk er der i den situation ikke andet, regeringen kan gøre end at give regionerne en yderligere merbevilling for at få afviklet ventelisterne. Det er ikke en sund incitamentsstruktur, og den minder meget om den, der var gældende i 1990’erne, hvor ventelister til hospitalsbehandlinger sidst var et betydeligt vedvarende problem.

Regeringen burde i stedet have anvendt det mest velafprøvede og succesfulde redskab til afvikling af ventelister. Systemet, hvor en afgrænset merbevilling kun bliver udløst af flere behandlinger, er ganske vist blevet kritiseret for at give incitamenter på overbehandling, da modellen kan give et incitament til at henvise flere til behandling, da det giver penge i kasse. Det bør dog ikke være et betydeligt problem i den nuværende situation, hvor der er rigeligt med patienter på ventelisterne, som man bare kan gå i gang med at behandle. Den eneste plausible forklaring på fravalget af modellen med aktivitetsbaseret afregning og produktivitetsmålene må således være, at modellen har været yderst upopulære blandt medarbejderne. Hensynet til systemet ser således ud til at være kommet før hensynet til de ventende patienter.

Ydermere har regeringen valgt at forlænge behandlingsgarantien til 60 dage. Patienterne skal således nu vente 60 i stedet for 30 dage, inden de kan få en offentligt finansieret behandling på et privat hospital. Argumentet for dette er, at det giver en bedre prioritering af de patienter, der trænger mest til behandling. Privathospitalerne tager sig typisk af mindre komplicerede patienter – f.eks. patienter uden flere diagnoser. Argument for at ændre behandlingsgarantien bygger på en forudsætning om, at de offentlige sygehuse bliver drænet for medarbejdere og specialkompetencer, når flere behandlinger overgår til de private hospitaler. Det ville i givet fald indebærer, at der er færre ressourcer til behandling af de mere komplicerede patienter på de offentlige hospitaler, og det kan igen medføre, at de mindst trængende og mindre komplicerede patienter bliver behandlet først. Det kan naturligvis være en uheldig prioritering, MEN de offentlige hospitaler har som ovenfor beskrevet fået markant flere medarbejdere – herunder flere medarbejder med specialkompetencer – og de er ikke blevet drænet for medarbejdere af privathospitalerne. Dermed forsvinder det afgørende argument for at forringe behandlingsgarantien.

Ændringen af behandlingsgarantien til 60 dage vil derimod gøre det nemmere for de offentlige sygehuse at forhindre, at patienterne tager den offentlige finansiering med til en behandling på et privat hospital. Hensynet til at bevare så mange patienter og så mange penge som muligt på de offentlige hospitaler ser således ud til at være kommet før hensynet til de ventende patienter.

De øgede ventelister på de offentlige sygehuse har via behandlingsgarantien hidtil bevirket, at privathospitalerne har fået mange flere patienter. Privathospitalernes andel af de planlagte operationer er således fordoblet fra 2019 til 2022. Dette skal dog ses på baggrund af, at de private hospitalers andel af den samlede behandlingsaktivitet på sygehusene blev halveret fra 2008 til 2017. Som et led i akutplanen er der indgået en aftale om, at privathospitalerne fremover skal have 10-12 pct. lavere afregning pr. behandling, og det er vel og mærke med udgangspunkt i den såkaldte DUF-takst, der er lavere end gennemsnitsomkostningen i den offentlige sektor, da DUF-taksten bl.a. tager højde for, at der er en række opgaver, som kun løses i den offentlige sektor (f.eks. uddannelse, forskning, akutberedskab mv.).

Der er naturligvis ikke noget galt i at få rabat på behandlingerne på de private hospitaler. Det er dog i den forbindelse tankevækkende, at man på de private hospitaler – i modsætning til de offentlige – er i stand til at levere øgede produktivitet (=lavere priser), der som nævnt er helt nødvendig for afviklingen af ventelisterne. Det er i den forbindelse også tankevækkende, at man kunne have opnået endnu større rabatter ved at sende behandlingerne i udbud. Vi har således i flere Cepos-analyser vist, at man kan opnå endnu lavere priser hos privathospitalerne ved at bruge udbud i stedet for takstafregning, da udbud skaber konkurrence om at levere til den lavest mulige pris. Et udbud indebærer dog også, at man indgår en juridisk bindende aftale om, at privathospitalerne skal varetage et betydeligt antal behandlinger årligt over en længere årrække. Det ville dermed reducere mulighederne for at bevare så mange patienter og så mange penge som muligt på de offentlige hospitaler. Men det vil kunne øge antallet af behandlinger. Igen ser hensynet til systemet altså ud til at være kommet før hensynet til de ventende patienter.

Socialdemokratiet og Venstre er de to suverænt største partier i både regioner og kommuner. De to partier sidder på samtlige regionsborgmesterposter. Det kan være en del af forklaringen på, at hensynet til partiernes regionale bagland ser ud til at have vejet tungere end hensynet til patienten på en række centrale punkter i akutplanen.

Bragt i Jyllands-Posten den 17. marts 2023

Fodnoter

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Karsten Bo Larsen

    Forskningschef

    +45 41 22 04 76

    karsten@cepos.dk

    Del denne side

    Forfatter(e):

    Karsten Bo Larsen

    Forskningschef

    +45 41 22 04 76

    karsten@cepos.dk