Skal man arbejde fuldtid, hvis man kan? Eller er det i orden at arbejde deltid eller endda helt sige sit job op? Det har været en af de helt store debatter den senere tid. Modpolerne er på den ene side Maj My Humaidan, som trak stikket og flyttede til Ærø, mens socialdemokraten Kaare Dybvad Bek på den anden side mener, at man skal ranke ryggen, når man efter en lang arbejdsdag henter børnene fem minutter i lukketid. Statsminister Mette Frederiksen (S) mener ligeledes at ”alle der kan arbejde, skal arbejde”.
Jeg har svært ved at hidse mig op over, at Maj My flytter til Ærø. Selvfølgelig er det helt i orden, at man indretter sig, som det bedst passer familien, hvad enten det indebærer at flytte til Ærø og hjemmeskole børnene; at den ene forælder arbejder deltid, mens børnene er små, eller at begge forældre arbejder fuldtid, mens børnene har længere dage i børnehaven.
Kaare Dybvad har naturligvis en pointe i, at hvis mange trækker sig fra arbejdsmarkedet, vil det have en konsekvens for statskassen, nemlig færre skatteindtægter til at finansiere de offentlige udgifter. Det er det, man kan kalde en ”fundamentfejl” i velfærdsstaten: Det forhold, at man får en række ydelser stillet ganske frit til rådighed i form af skole, hospital, læge mv. Det betyder jo, at man ikke behøver at arbejde så meget for at klare sig.
Spørgsmålet er så bare, hvad man skal gøre ved det, hvis flere ønsker fx at gå på deltid, og der dermed kommer færre skatteindtægter ind og færre på arbejdsmarkedet. Socialdemokratiets løsning synes i høj grad at være at tale arbejdet op og lediggang ned. I hvert fald ville Socialdemokratiet i valgkampen i 2022 kun anvende knap 10 pct. af råderummet på lavere skat på arbejde.
Sæt handling bag
Det undrer mig, at Socialdemokratiet ikke for alvor sætter handling bag ordene og gør det mere attraktivt at arbejde. For udfordringen er jo, at mens arbejdsindkomst kan beskattes, så kan man ikke beskatte fritid. Så jo højere skatten på arbejde er, jo mere attraktivt bliver det at holde fri.
En typisk arbejder betaler 42 pct. i marginalskat (skat af den sidst tjente krone). Indregnes moms og afgifter lander marginalskatten på 57 pct.
Topskatteydere beskattes med 56 pct. i marginalskat, hvilket ryger op på hele 67 pct., når moms og afgifter indregnes. Altså hver gang en topskatteyder tjener 100 kr. ekstra, så tager skattefar 67 kr., og man får selv lov til at beholde 33 kr. Det mindsker naturligvis lysten til at tage en ekstra vagt for fx en sygeplejerske.
Når det kommer til tidlig tilbagetrækning, ryger kæden helt af for Socialdemokraterne. For samtidig med at Mette Frederiksen taler om ”alle der kan arbejde, skal arbejde”, så freder hun efterlønnen og indfører Arne-pension, som er skattefinansieret tidlig tilbagetrækning. Nedslidning er ikke et kriterie i hverken Arne-pension eller efterløn. Desuden er dagpengeperioden på to år, hvilket er lang tid til at finde sig et nyt job.
Jeg er enig med Kaare Dybvad Bek i, at arbejde på mange måder er sundt. Det er sundt for unge mennesker at komme ud på arbejdsmarkedet og lære at begå sig på en arbejdsplads. Og for mange er arbejdet en vigtig del af deres identitet.
Følg lovprisningen
Derfor foreslår jeg, at politikerne følger lovprisningen af arbejdet op med at beskatte arbejde mindre hårdt end i dag, bl.a. finansieret af, at staten i mindre grad betaler folk for ikke at arbejde.
Til at starte med kunne man fx øge beskæftigelsesfradraget for 20 mia. kr., finansieret af afskaffelse af Arne-pension og efterløn (giver samlet besparelse på 9,5 mia. kr.) samt 10,5 mia. kr. fra det velvoksne råderum. Det er på den ene side ikke nogen afmontering af velfærdsstaten, men det er på den anden side en skattelettelse, som er tre gange større end den lettelse, som SVM-regeringen aftalte i december.
Når man gør arbejde mere attraktivt ift. fritid, må man forvente, at flere vil arbejde. Forslaget vil øge arbejdsudbuddet med ca. 24.000 personer, hvoraf de 18.000 kommer fra afskaffelsen af Arne-pension og efterløn.
Men et øget privatøkonomisk råderum kan jo også bruges til at holde fri. Fx betyder forslaget, at et arbejderpar, hvor begge arbejder fuldtid, kan lægge ca. 100.000 kr. ekstra til side i løbet af fem år. Den opsparing kan fx anvendes til at medfinansiere, at den ene af ægtefællerne går på deltid (eller endda helt trækker sig ud af arbejdsmarkedet) imens børnene er små, og der er rigeligt med hjemlige arbejdsopgaver.
Hvordan den enkelte familie indretter sig, bør politikerne ikke blande sig i. Hvis befolkningen reagerer på de høje skatter ved fx at arbejde deltid, så er det da langt bedre, at politikerne gør det mere attraktivt at arbejde fremfor at skælde ud.
Politikerne har travlt med at hylde arbejderne - men undlader at gøre det mere attraktivt at arbejde.
Bragt i Sjællandske Nyheder den 4. marts 2024
