Forsøget med frisættelsen af syv kommuner fra statslige love og regler på dagpasnings-, folkeskole- og ældreområdet har igangsat en lang række lovende initiativer til forbedringer af velfærdsydelserne i de deltagende kommuner. Det viser den første evaluering af forsøget, som er gennemført af Vive – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd.
Men evalueringen viser også, at de syv kommuner kunne have gennemført næsten alle initiativerne på både børnepasnings- og ældreområdet på egen hånd, inden de blev frikommuner. På børnepasningsområdet er det således kun meget få af de mange initiativer, der har krævet fritagelse fra national lovgivning. På ældreområdet drejer det sig tilsvarende om kun seks af 53 initiativer. På skoleområdet drejede det sig dog om 60 af 85 initiativer, som krævede fritagelse.
Inden de syv kommuner kom med i frikommuneforsøget, må de således have manglet en tilstrækkelig tilskyndelse til at gennemføre de mange forbedringsinitiativer, der ikke kræver fritagelse fra national lovgivning. Tilskyndelsen kom med den opmærksomhed, der følger med ved at være en del af frikommuneprojektet. Det indebærer nemlig, at man får besøg af forskerne fra Vive og kommer i pressens søgelys, og så ville det jo være fælt pinligt, hvis man ikke kunne præsentere en lang række forbedringsinitiativer.
Gennemførelse af forandringer i den offentlige sektor er omkostningsfuldt for politikere og ledere, da det kan give utilfredshed hos medarbejderne, implementeringen kan gå galt osv. Derfor skal der en særlig tilskyndelse til at gå i gang.
Desuden er presset for at gennemføre forbedringer normalt beskedent, fordi borgerne kun i begrænset omfang har mulighed for at fravælge kommunen som leverandør af velfærdsydelser. Kommunerne er således ikke i nævneværdigt omfang udsat for konkurrence fra andre leverandører med risiko for kundeflugt og mulig konkurs, som det er tilfældet med private virksomheder.
Det er således afgørende, at kommunerne får stærkere tilskyndelser (incitamenter) til at gå i gang med forbedringer af de velfærdsydelser, de leverer til borgerne. Frikommuneforsøget har givet de deltagende kommuner denne tilskyndelse. Det kan derimod ikke forventes, at det vil have samme effekt, hvis frikommuneforsøget gøres permanent og udvides til samtlige 98 kommuner. Alle kommuner kan nemlig ikke løbende være i pressens søgelys og få evalueret deres opgaveløsning af Vive. De positive effekter af forsøget kan altså ikke forventes at være lige så store, hvis forsøget rulles ud til samtlige kommuner.
Hvis en frisætning af alle kommuner skal give forbedringer for borgerne, er det således nødvendigt at skabe de rigtige tilskyndelser (incitamenter) på anden vis. Her er den bedste metode at udsætte kommunerne for konkurrence ved at give borgerne ret til at udskifte kommunen med en privat velfærdsleverandør og tage et beløb svarende til den fulde omkostning pr. bruger i det kommunale tilbud med sig. Den næstbedste – eller supplerende – løsning er større gennemsigtighed og sammenlignelighed i kommunernes udgifter og kvaliteten af velfærdsydelserne, så kommunerne bliver udstillet og dermed udsat for et pres fra borgerne, hvis de ikke leverer velfærdsydelser på niveau med de øvrige kommuner.
Der skal således noget mere og endnu vildere til ud over frisættelse af kommunerne, hvis borgerne skal have flere og bedre velfærdsydelser.
Bragt i Jyllands-Posten d. 3. april 2023.
