Rockwool Fonden har i en bemærkelsesværdig undersøgelse fundet, at færre udgifter til aktivering ikke har en målbar effekt på beskæftigelsen for kontanthjælpsmodtagere.
Tidligere undersøgelser har vist tilsvarende manglende effekter. Bl.a. har de økonomiske vismænd i en stor analyse fundet, at den aktive arbejdsmarkedspolitik under ét medfører et samlet samfundsøkonomisk tab på 3 mia. kr., ligesom beskæftigelsen sænkes af aktiveringen, fordi ledige fastholdes i arbejdsløshed.
Danmark er det land i OECD, der bruger flest penge på den aktive arbejdsmarkedspolitik, svarende til 13 mia. kr., og der er 9.000 ansatte i jobcentrene. Politikerne burde til en start skalere udgifterne til den aktive arbejdsmarkedspolitik ned, og bemandingen på jobcentrene bør også reduceres.
Den afledte budgetforbedring kunne bruges på et øget beskæftigelsesfradrag. Man kunne starte med at skære en tredjedel af de 13 mia. kr. og de 9.000 ansatte i jobcentrene. Herefter vil det offentlige fortsat bruge ca. 9 mia. kr. på den aktive arbejdspolitik. Øvelsen vil frigøre 3.000 offentligt ansatte, og de vil kunne finde job i private virksomheder, der i mange tilfælde oplever mangel på arbejdskraft.
Det er veldokumenteret, at beskæftigelsesfradraget flytter personer fra overførsel til beskæftigelse. Det er derimod ikke dokumenteret, at jobcentrene får personer i job. Hvis fokus er at få ledige i job, er denne politik åbenlys. Det større beskæftigelsesfradrag skønnes at øge beskæftigelsen med ca. 1.300 personer.
Den aktive arbejdsmarkedspolitik bliver af mange betragtet som en kronjuvel i Flexicurity. Det har betydet, at den lever en beskyttet tilværelse, hvor politikere ikke nænner at skære ned på den, selvom det er oplagt set fra et samfundsøkonomisk perspektiv.
Berøringsangsten over for den aktive arbejdsmarkedspolitik og jobcentrene har betydet, at institutionen har udviklet sig til en ”stat i staten”, der lever meget uafhængigt af udviklingen i ledigheden og forskningsresultater.
