Corona-epidemien har gjort Danmark fattigere. Derfor er der ikke råd til at belaste borgerne og virksomhederne med yderligere CO2-afgifter for at opfylde den politiske ambition om 70 procent lavere CO2-udslip i 2030.
Det mener regeringen, som har fået opbakning fra en række partier, blandt andet Venstre
Samtidig har lavkonjunkturen skabt en snigende opfattelse blandt politikere af, at det næsten er gratis for det offentlige at bruge penge. At alt ’der kan sparke gang i økonomien’ bare er af det gode – og den opfattelse tilsiger, at statskassen derfor passende kan samle regningen for 70 procent-målet op.
Logikken halter desværre på flere punkter. Det risikerer at føre til meget dårlige politiske valg.
Afgift skaber prisincitament
For det første er formålet med at bruge afgiftssystemet ikke at finansiere den grønne omstilling, men at skabe et prisincitament til at begrænse drivhusgasudledningerne. Stort set alle økonomer er – uanset politisk holdning i øvrigt – enige om, at prismekanismen er det mest effektive redskab i klimapolitikken. Subsidier og direkte regulering er planøkonomiske redskaber med langt mindre effektivitet.
For det andet bygger forestillingen om de fattige borgere og den rige stat på den misforståelse, at pengene ikke kan bruges til andet og bedre. Det er rigtigt, at de offentlige finanser har et stort råderum, men det bør bruges på at sænke de mest forvridende og væksthæmmende skatter.
Navnlig fordi ambitiøs klimapolitik isoleret set vil hæmme samfundsøkonomien, er der brug for at supplere med reformer, som trækker i den modsatte retning. Det er den rigtige måde at anvende råderummet til grøn omstilling.
Det er værd at huske på, at når vi har et råderum i den offentlige økonomi, så skyldes det, at alle regeringer siden Schlüter har gennemført reformer. Det burde mane så meget til respekt, at dagens politikere bruger dem klogt.
Grund til at genoverveje klimamål
For det tredje er det ikke afgiftsinstrumentet, men 70 procent-målet, som koster. Derfor er det selve målet, politikerne bør se på, hvis der ikke er råd, i stedet for at rette skytset mod det billigste middel til at nå målet.
Der er i høj grad grund til at genoverveje 70 procent-målet og udnytte den tænkepause, coronaepidemien har skabt. Det har ikke anden begrundelse end overbudspolitikken under sidste års valgkamp, hvor det blev lanceret af Alternativet og Enhedslisten og kritiseret af alle andre.
Dets snævre fokus på nationale udledninger gør både hensynet til drivhusgaslækage, som blot flytter udledningen til andre lande, og udfordringerne for virksomhedernes konkurrenceevne irrelevante. Dets forcering af den grønne omstilling gør den dyrere, bl.a. fordi det ikke levner megen plads til teknologisk udvikling.
Og så er det helt ukoordineret med klimapolitikken i EU. EU-kommissionen er i færd med at forberede et udspil til en skærpelse af EU’s 2030-mål til en reduktion på 50-55 procent. I værste fald kommer det danske 70 procent-mål til at betyde, at reduktionerne bliver helt tilsvarende mindre i de andre lande. Alene af den grund bør man afvente EU-udspillet. Samtidig kan det gøre omstillingen meget billigere at få EU’s kvotesystem mere i spil.
Blå partier skader egen troværdighed
Der er ingen tvivl om, at de blå partier ser valgnederlaget sidste år som et resultat af blandt andet en utilstrækkelig klimapolitik. Så meget mere grund er der til ikke at gentage fejlen.
At spænde sig for meget ambitiøse klimamål og samtidig afskrive det mest effektive middel er ikke troværdigt i det lange løb.
