I sidste uge påbegyndte Folketinget sin behandling af Blackstone-indgrebet, som strammer huslejereguleringen ved at begrænse udlejers muligheder for at hæve huslejen ved endt lejemål. Indgrebet vil begrænse den økonomiske vækst i fremtiden, hvilket er problematisk i en tid, hvor der længe har været lav vækst i landet, og hvor covid-19 og regeringens nedlukning har kastet landet ud i en økonomisk krise af historiske dimensioner. Fakta
Særligt to effekter af en strammere huslejeregulering begrænser væksten. CitatFor det første har personer, der bor i en huslejereguleret lejlighed, mindre tilskyndelse til at flytte efter et nyt og mere attraktivt job, fordi det betyder, at de må give slip på den gevinst, de har opnået i boliglotteriet. Hvorfor flytte for en bedre løn, hvis det betyder, at du skal betale en væsentligt højere husleje? Konsekvensen er mindre mobilitet på arbejdsmarkedet. Og det koster vækst.
For det andet betyder stramningen, at boligmassen fremover vil blive udnyttet endnu mindre effektivt, end den gør i dag. Personer, der har været heldige at få en huslejereguleret bolig, bor i gennemsnit i længere tid i boligerne og har flere kvadratmeter til rådighed. Populært sagt bliver forældrene boende i den store, billige lejlighed, efter børnene er flyttet. Den dårlige udnyttelse af boligmassen betyder, at det danske samfund anvender flere ressourcer på at bygge boliger til borgerne end nødvendigt. Ressourcer, der i stedet kunne have været placeret i mere produktive dele af økonomien, hvor de kunne have skabt vækst.
Blackstone-indgrebet er ganske vist kun en mindre stramning af huslejereguleringen. Men det er et ærgerligt skridt i den helt forkerte retning. Både fordi de økonomiske målsætninger med reguleringen – en blandet beboersammensætning og øget omfordeling – kan opnås langt billigere. Men også fordi huslejereguleringen er urimelig. For snart 20 år siden skrev de økonomiske vismænd, at boliglotteriet svarede til, at man erstattede dagpengene med et lotteri, hvor særligt heldige fik adgang til en livslang ydelse. Huslejereguleringen betyder, at f.eks. to buschauffører kan være stillet vidt forskelligt økonomisk, alene fordi den ene har været heldig at vinde i boliglotteriet. Det er urimeligt.
De politiske målsætninger ville kunne opnås billigere og mere fair gennem generel boligstøtte (for at få blandet beboersammensætning) og generelle skattelettelser i bunden (for at få øget omfordeling). Derfor burde det politiske fokus være at få skabt en god afvikling af huslejereguleringen. Et kompromis, som blå blok også kan se sig selv i, kunne f.eks. være en afvikling, der sikrer, at dereguleringsgevinsterne anvendes til at nå de politiske målsætninger om omfordeling og en blandet beboersammensætning.
Desværre har boligminister Kaare Dybvad (S) og resten af venstrefløjen i stedet valgt at øge indsatsen i boliglotteriet.
