Borgerlige skal arbejde for en ensartet CO2-afgift

Type: Debat
Table of contents×

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Borgerlig klimapolitik bør arbejde for en ensartet CO2-afgift i ikke-kvotesektoren for at sikre, at det bliver prismekanismen og markedskræfterne, der driver den grønne omstilling.

Økonomien er kompleks. Den fungerer i kraft af en omfattende koordination og prioritering, som vi alle kontinuerligt deltager i.

Ikke gennem central planlægning og styring, men gennem spontan og decentral orden, hvor prismekanismen spiller en afgørende rolle i forhold til at viderebringe information og skabe incitamenter til at udnytte ressourcerne effektivt.

En høj pris på en vare viser, at varen kræver mange ressourcer at fremskaffe og giver samtidig virksomhederne incitament til at finde metoder til at producere varen mere ressourceeffektivt.

Denne grundlæggende forståelse af prismekanismen og markedskræfterne danner grundlaget for megen borgerlig politik. Samfundet er for komplekst til at designe og optimere fra centralt hold, og derfor må flest mulige beslutninger overlades til borgerne og markedet.

Brug for ensartet afgift
En borgerlig klimapolitik bør derfor tage udgangspunkt i prismekanismen og markedskræfterne.

Der er dog ingen markedspris på at udlede CO2. Derfor udledes der uhensigtsmæssigt meget, præcis som der ville blive brugt uhensigtsmæssigt meget af alle andre ressourcer, hvis der ikke var en pris på dem (dette er netop et klassisk borgerligt argument for offentlig brugerbetaling).

En borgerlig klimapolitik bør derfor have som mål at aktivere prismekanismen ved at pålægge udledninger en ensartet afgift (eller tilsvarende betaling, for eksempel køb af kvoter).

Prisen giver ikke konkrete anvisninger på, hvordan den grønne omstilling skal foregå rent teknisk. Men det er hele pointen, at afgiften blot sender de nødvendige signaler til os alle, som derefter tilpasser os. På den måde "tænkes klima ind i alt".

Nogle ser det som et problem, at man kan betale sig fra at udlede drivhusgasser. Men det er den moderne økonomis styrke, at vi ”betaler” os fra at få opfyldt stort set alle vores behov ved at købe varer og ydelser og til gengæld koncentrerer os om at opfylde de behov hos andre, vi er bedst til via vores profession.

En pris på CO2 sikrer, at vi udnytter, men ikke overudnytter, atmosfærens begrænserede kapacitet.

Dansk fokus på ikke-kvotesektoren
Ideelt set burde der være én global pris på at udlede CO2. Men prismekanismen er også det mest effektive redskab, når det gælder at indfri Danmarks internationale forpligtelser.

Afgiften skal da fastsættes, så den svarer til forpligtelsen. For Danmark vil det sige, at udledningerne i ikke-kvotesektoren bør pålægges en ensartet afgift. Derimod bør der ikke være afgifter på de udledninger, som allerede er omfattet af kvotesystemet (såkaldt dobbeltregulering).

Det skyldes, at EU selv har påtaget sig ansvaret for at nedbringe udledningerne fra industrien, elproduktion og fly gennem et kvotesystem, der sætter en pris på udledningerne på omtrent samme måde som en afgift.

For de resterende udledninger – det vil primært sige opvarmning, landbrug og øvrig transport – ligger reduktionsforpligtelsen hos medlemslandene. For Danmark er det centrale krav en reduktion af udledningerne i ikke-kvotesektoren på 39 procent fra 2005 til 2030.

En borgerlig klimapolitik bør derfor have fokus på at reducere de udledninger, Danmark har ansvaret for, ved hjælp af ensartede CO2-afgifter. Det vil for nuværende sige 39-procentsmålet for ikke-kvotesektoren.

Fjern dobbeltregulering
I dag varierer afgiften på de danske ikke-kvoteudledninger fra ingenting (og endda subsidier) på for eksempel kollektiv transport til knap 4.000 kroner per ton CO2 på personbiler.

Samtidig er der direkte reguleringer af udledningerne, og der gives direkte subsidier til energibesparelser og vedvarende energi. Den unødvendige samfundsøkonomiske meromkostning ved, at ikke-kvotesektoren pålægges differentierede afgifter i stedet for en ensartet afgift, kan beregnes til 17 milliarder om året.

En borgerlig klimapolitik bør derfor have som mål at fjerne alle subsidier og al dobbeltregulering, herunder afgifter inden for kvotesektoren samt reguleringer i form af for eksempel energikrav.

EU skal udligne forskelle mellem sektorer
Der kan imidlertid være grund til, at Danmark tager initiativ til EU-beslutninger om at justere klimapolitikken. For det første er der grund til at udligne forskellen mellem reduktionsomkostningerne inden for og uden for kvotesektoren.

Reduktionsomkostninger i ikke-kvotesektoren (bortset fra landbrug) lå i 2017 på 1.210 kroner per ton, hvilket er mere end det seksdobbelte af kvoteprisen, som lige nu ligger på under 200 kroner per ton.

Der er derfor en væsentlig samfundsøkonomisk gevinst ved at få udlignet forskellene mellem de to sektorer. Det kan opnås ved blandt andet at udvide kvotesektoren med transportsektoren samt øge de eksisterende muligheder for at anvende kvoter til at opfylde krav til ikke-kvotesektorudledningerne (såkaldt fleksible instrumenter).

En borgerlig klimapolitik bør derfor arbejde for, at EU tager tiltag til at udligne pris-/afgiftsforskellene mellem kvote- og ikke-kvotesektoren samt styrker kvotesystemets funktionsmåde i det hele taget.

Dette er, hvad blå klimapolitik i hovedlinjer bør handle om.

Fodnoter

    Tags