I Euromans Morgenpost 19/1 fortæller JP's nye ansvarshavende chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen, at hun er så dygtig, at hun har skrevet en stor afsluttende opgave for en ven, som så bestod med snyd.
Hun gør dette, må vi forstå, for at være en god ven. Det er lidt mærkeligt, at en chefredaktør blankt indrømmer eksamenssnyd og forherliger nepotisme.
Det er i hvert fald ikke særlig borgerligt. At være ansvarlig for en landsdækkende avis, der skal se magthaverne efter i sømmene, skal være definitionen på troværdighed.
Jeg har undervist i mange år på CBS. Jeg kan huske min egen lange, hårde rejse fra diktat i grundskolen, som jeg hadede, til at forsøge at lære spansk, som aldrig lykkedes i gymnasiet, til skriftlige eksamen uden hjælpemidler på uni, til jeg kunne kalde mig ph.d.
Jeg beundrer andre på den rejse for ofrer, flid og talent. Derfor mener jeg, at eksamenssnyd er noget af det værste, man kan foretage sig. Det er unfair og gør grin med andres indsats.
Uddannelse er ikke en ret og har ingen værdi, hvis der ikke stilles krav. Når vi søger at tilegne os ny viden, rammer vi alle en mur på et tidspunkt. Den kan vi prøve at komme over, men vi skal tit lade være. Jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville komme langt på rejsen til at blive sprængstofekspert, og derfor vil det være bedst for alle, hvis jeg ikke bestod sprængstofseksamen. Det tror jeg, de fleste er enige om.
Men havde jeg nu kendt Gjertsen, kan jeg forstå, hun stolt havde hjulpet mig til at snyde og måske senere sprænge nogen i luften ved en fejl.
Uddannelse uden krav er ligegyldig og i overnævnte eksempel direkte farlig for andre. Vi forventer, at folk, der tager en uddannelse, gør det for at opnå faglighed, og de derfor selv skriver deres eksaminer. Ligesom vi også forventer, journalister selv skriver deres ting, og de er originale, hvad en redaktør jo er ansvarlig for.
Det er ikke en dyd at hjælpe en ven med at begå noget uetisk som eksamenssnyd. Så hellere støtte sin ven i at vælge noget andet i livet eller som minimum hjælpe på andre måder. Det at hjælpe en ven til at snyde er ikke så meget at hjælpe sin ven, som det er at skade alle dem, der ikke snyder, og alle de skattebetalere, der finansierer muligheden, hvis det er et SU-godkendt uddannelsestilbud.
Det handler nemlig grundlæggende om menneskesyn; tror man som borgerlige på, at alle har lige værdighed, og meritokratiet bør herske, eller tror man på, at nogen er bedre end andre på grund af, hvordan de er født, eller hvem de kender? Det sidste er klantænkning og privilegiebeskyttelse og i sin essens uborgerligt.
Sådan har mange i mange lande gennem mange tider tænkt. Vesten er dog rigt og frit, fordi vi derimod tænker principielt og universelt. Sandhed er over venskab i gode samfund; fordi den begrænser os over for hinanden. Gjertsen vil vel heller ikke have, at de, der skal arbejde for hende, lyver om, hvad de kan eller har gjort? Da slet ikke, hvis de skal kunne hænge magthavere op på deres opførsel.
Som leder og en del af eliten har Gjertsen et særligt ansvar for ikke at udnytte sine privilegier til private mål. Hvis alle tænkte, som Gjertsen lader til at tænke i Euroman, så vil tilliden dale, korruption vokse, sammenhængskraften ryge, og vi ville hurtigt få en meget ubehagelig form for ulighed bygget på tilfældigheder og ikke indsats.
JP er en borgerlig avis. Borgerligheden har trænge kår. Dens tankegods om universel værdighed, lighed i regler og tillidsfulde institutioner er ikke længere intuitive. Moden er nu gamle stammetanker i nye, woke klæder. Måske var det en misforståelse med udtagelserne i Morgenposten i Euroman. Det er i hvert fald svært borgerligt at forsvare dem. I Vesten ved vi jo, at det er vigtigere at være en god samfundsborger end en god ven, og at det er et personligt ansvar at vælge at være det.
Bragt i JP den 4. februar 2024
