Regeringen fremlagde sit udspil til en sundhedsreform for et par uger siden, og nu er de politiske forhandlinger om håndteringen af fremtidens udfordringer for sundhedssektoren gået i gang. Det er altid klogt at overveje, hvad man kan lære af andres fiaskoer og succeser. Det har regeringen desværre glemt, derfor vil jeg her forsøge at genopfriske politikernes hukommelse.
Den seneste og mest succesfulde omlægning af sundhedssektoren blev foretaget af VK-regeringen i begyndelsen af 00’erne. Op gennem 1990’erne havde det helt store problem været ventelister på hospitalerne. VK- regeringen satte de dygtigste embedsmænd, praktikere og forskere til at analysere problemstillingerne, hvilket ledte til en erkendelse af, at ventelisterne både var et spørgsmål om flere ressourcer og de rigtige incitamenter for aktørerne i sundhedssektoren. Op gennem 1990’erne havde man udelukkende forsøgt at løse problemet med ventelister gennem øgede bevillinger. Det havde ikke virket, hvilket måske ikke er så overraskende, da problemer med ventelister netop var det væsentligste argument, amterne havde for, at de hvert år skulle have øgede bevillinger til sygehusene ved de årlige økonomiforhandlinger med regeringen. Dermed blev der reelt set tildelt bevillinger på baggrund af størrelsen af behovet for at gennemføre flere behandlinger (længden af ventelisterne), og ikke på baggrund af hvor mange behandlinger, der rent faktisk blev gennemført. Sundhedssektoren havde således ikke noget økonomisk incitament til at afvikle ventelisterne – nærmere tværtimod.
VK-regeringen fortsatte politikken med at tilføre flere ressourcer til sundhedsvæsenet, men derudover gennemførte de også en reform af bevillingssystemet, hvor sygehusene i højere grad blev afregnet efter faste takster pr. behandling i stedet for generelle bevillinger, som var uafhængige af omfanget af behandling. Desuden indførte VK-regeringen en behandlingsgaranti, hvor patienter, der havde stået på en venteliste i mere end 60 dage (fra 2007 nedsat yderligere til 30 dage), kunne vælge at få behandlingen udført på et andet offentligt sygehus med ledig kapacitet eller en privat leverandør, der begge ville blive afregnet med faste takster pr. behandling. Dette gav amterne - og efter strukturreformen regionerne - et meget stærkt økonomisk incitament til at øge produktiviteten, så de kunne gennemføre flere behandlinger og dermed sikre sig, at deres ressourcer (takstafregninger) ikke blev overtaget af andre offentlige eller private sygehuse. Der opstod således gennem konkurrence om bevillingerne stærke incitamenter til at levere mere sundhed for pengene.
Problemet med ventelister blev reduceret betydeligt, og produktiviteten er siden 2003 ligeledes steget markant på de offentlige sygehuse, men der er i mellemtiden opstået nye udfordringer, som regeringen forsøger at løse i sit sundhedsudspil. Desværre er udspillet – i modsætning til VK-regeringens reformer fra 00’erne – ikke funderet i solide faglige analyser af incitamenter i den offentlige sundhedssektor, og det er heller ikke analyseret, hvorvidt private leverandører kunne spille en positiv rolle i løsningen af udfordringerne, som et supplement eller en konkurrent til de offentlige sundhedsleverandører.
Et godt eksempel på dette er udfordringerne med snitfladerne mellem kommunerne og regionerne, hvor bl.a. ældre medborgere, der er særligt plejekrævende efter en hospitalsbehandling, kan risikere at falde ned mellem to stole, da regionen og kommunen ikke har samme opfattelse af, hvem der har ansvaret for hvad i overgangen fra hospital til pleje i eget hjem eller på plejehjem. Desuden har både kommunen og regionen et økonomisk incitament til at forsøge at få den anden part til at tage en så stor en del af plejeopgaven som muligt.
Det skal sundhedsudspillet løse med såkaldte sundhedsklynger, der bedst kan karakteriseres som snakkeklubber for embedsmænd og politikere, hvor de åbenbart først og fremmest skal tale problemerne væk. Det vil så være en af de første gange i verdenshistorien, at et problem, der udspringer af modstridende økonomiske interesser, er løst på den måde. I stedet burde man have overvejet, hvordan man kan ændre organisering, afregning mv. så aktørerne får de rigtige økonomiske incitamenter til at løse snitfladeproblemerne.
Et andet godt eksempel er forslaget om de nye nærhospitaler, der skal løse en række relativt simple sundhedsbehandlinger med en stor volumen. Denne type behandlinger er netop særligt velegnede til at udbyde til private leverandører, hvilket gennem konkurrence giver en mere effektiv ressourceudnyttelse (lavere pris), hvilket således kunne frigøre ressourcer, der kunne anvende til at løse fremtidens udfordringerne i sundhedssektoren med flere ældre mv. Her burde man således have analyseret nærmere, om driften af et nærhospital eller en andel af nærhospitalets opgaver med fordel kunne varetages af private leverandører. I stedet antager regeringen bare – uden nogen nærmere overvejelse – at driften af nærhospitalerne skal varetages at regionerne og kommunerne.
I forbindelse med udarbejdelsen af regeringens forslag til sundhedsreform er det bemærkelsesværdigt så få kræfter, der er blevet brugt på at få embedsmænd og forskere til at analysere de fundamentale problemer i sundhedssektoren og mulige løsninger herpå, inden regeringen lancerede sit sundhedsudspil. Alle de store problemer placeres således i diverse udvalg, robusthedskommission mv. Det må siges at være noget bagvendt, at man kommer med det politiske udspil først og laver analyserne bagefter. Det tyder på, at regeringens forslag til sundhedsreformen først og fremmest er udformet med henblik på kommunikation af noget, der lyder godt op til et valg – f.eks. ”nærhed”. Derimod mangler regeringens sundhedsudspil i den grad konkrete bud på, hvordan regeringen vil levere flere og bedre sundhedsydelser til borgerne. Når borgerne gennemskuer dette, vil det formentlig få endnu flere til at slutte sig til de over 2 millioner danskere, som allerede har anskaffet en privat sundhedsforsikring.
Bragt i Jyllands-Posten d. 20. april 2022.
