Skaber briterne et ”Singapore i Nordsøen” eller et ”Venezuela i Nordsøen”?
Boris Johnsons og de konservatives store valgsejr ved parlamentsvalget i går må antages at indebære et snarligt Brexit. Men hvad vil der ske herefter? Det kan naturligvis gå i forskellige retninger. Fremtiden er uvis, i særdeleshed når den involverer politik. Her vil jeg skitsere et muligt og set fra mit perspektiv et stærkt ønskeligt scenarie.
Jeg havde i sin tid helst set, at Briterne havde stemt for at blive i EU. Men det gjorde de ikke, og derfor er det godt, at de britiske vælgere endelig har leveret et parlament, som kan få Brexit til at ske. Alt andet ville have bidraget til at svække demokratiets legitimitet. Johnson står nu med et solidt flertal og bærer dermed entydigt ansvaret for, hvad der kommer til at ske i de kommende år efter Brexit. Det er også demokratisk sundt.
Storbritannien har gode muligheder for at klare sig godt udenfor EU, hvis landet formår at føre en fornuftig politik. Den store valgsejr til de konservative giver gode forudsætninger for, at der bliver ført en politik, som kan sikre Storbritannien økonomisk fremgang også udenfor EU. Meget tyder på, at Johnson ønsker at føre en forholdsvis liberal økonomisk politik, og han har flertallet til at gøre det.
Det kan medføre, at Storbritannien efter Brexit er vedtaget kommer til at gennemføre en række politiske tiltag, som skal sikre, at landet fortsat er attraktivt som investeringsland – også udenfor EU. Det kan fx være markante reduktioner af selskabsskatten og kapitalskatterne, deregulering af økonomien og indgåelse af bilaterale frihandelsaftaler.
Jeg vil gerne igen understrege, at det ikke på nogen måde er sikkert, at det vil gå sådan, men Johnsons store valgsejr gør det mere sandsynligt, at det vil gå sådan.
I givet fald kan Johnson være på vej til at realisere det positive Brexit-scenarie, som er blevet kaldt ”Singapore i Nordsøen” – med udgangspunkt i Singapores spektakulære økonomiske succes de seneste 50 år, hvor landet er gået fra at være et fattigt land til et af verdens rigeste, jf. figuren, som viser udviklingen i BNP per capital i Danmark, Singapore, UK og EU siden 1950. Befolkningen i Singapore er i dag ca. 70 procent mere velstående end danskerne.
BNP per capital 2018 US Dollars Kilde: Humanprogress.org
Singapore har en af verdens mest liberale økonomier, og det er en vigtig del af baggrunden for landets økonomiske succes. På andre måder er Singapore ikke noget forbillede, men mon ikke man kan opnå samme velstand uden at kopiere de mindre heldige aspekter af Singapores samfundsindretning?
Storbritannien har udenfor EU mulighed for at gennemføre en lignende liberalisering af økonomien. Årsagen til, at jeg personligt var bekymret for og imod Brexit er dels, at Danmark mister en allieret i EU, og dels at der også var en betydelig risiko for, at Storbritannien i stedet ville realisere et andet scenarie efter Brexit: ”Venezuela i Nordsøen”.
Faktisk var det netop overståede valg sat lidt på spidsen et valg imellem de to scenarier. Labour-lederen Corbyn har – ligesom den yderste venstrefløj i det meste af verden,også Danmark- været beundrere af Venezuelas afdøde socialistiske præsident Hugo Chavez, og har set Chavez politik som et forbillede for Storbritannien.
Indtil videre har Briterne heldigvis fravalgt Corbyn og ”Venezuela og Nordsøen” scenariet. Om det britiske demokrati formår at skabe ”Singapore i Nordsøen” kan vi ikke vide, men der er en god chance nu.
Lykkes dét, kan det få stor positiv betydning for alle i Europa og potentielt i verden. Hvis Storbritannien får økonomisk og social succes efter Brexit med en liberalisering af økonomien, vil det tjene som inspiration for andre europæiske lande, og det vil lægge pres på EU-institutionerne i Bruxelles til at genopfinde sig selv som vækstskaber – den rolle EU havde, da man skabte det indre marked for snart 30 år siden.
Det ville i givet fald ikke være første gang Storbritannien spillede rollen som katalysator for en international bevægelse i retning af en liberal samfundsorden. I 1846 afskaffede englænderne deres såkaldte ”corn laws”, som var toldbarrierer mod korn fra andre lande og banede dermed vejen for udbredt frihandel, industriel revolution og økonomisk fremgang i store dele af Europa. I 1979 valgte Briterne den konservative Margaret Thatcher som premierminister. Hun gik straks i gang med at gennemføre liberale reformer, som fik stor succes og banede vejen for en liberal bølge i store dele af verden, inklusiv valget af Ronald Reagan i USA og Poul Schlüter i Danmark.
Om valget af Johnson i går repræsenterer et lignende øjeblik er uvist, men muligheden foreligger, og det bliver spændende at følge britisk politik i de kommende år, når (eller hvis?) Brexit er blevet en realitet. Lykkes det at skabe liberale reformer vil de gavnlige effekter viser sig i løbet af nogle år.
