Brede forlig er en vigtig del af dansk politik. Det primære argument for brede forlig er, at det sikrer kontinuitet. Pudsigt nok hører man også et nærmest modsatrettet argument for at finde sammen i en bred forligskreds, nemlig håbet om, at det kan sikre forandring.
Det skulle ske ved at kortslutte særinteressernes kvælertag på samfundet. Når partier finder sammen over midten, er tanken, kan de trodse særinteresserne.
Reformer, der trodser interesser, udspringer typisk af kriser, der skarpt formulerer et behov. Det har vi set nogle gange – senest med det nationale kompromis om forsvaret.
Forsvarsudgifter blev prioriteret over offentlig kernevelfærd, som der nu er langt færre penge til. Velfærdsstatens magtfulde særinteresser, heriblandt ikke mindst de offentlige fagforeninger, havde ikke accepteret dette nogenlunde stiltiende, hvis det ikke var for Ukraine-krigen.
Alternativet til en krise, der skarpt formulerer et behov, er en ekspertgruppe, der gør det samme. Velfærdsforliget i 2006 løste velfærdsstatens udfordring med at finansiere aldringen af befolkningen. Det skete efter et grundigt kommissionsarbejde i Velfærdskommissionen. Problemet var velbeskrevet: Aldringen gjorde, at velfærdsstaten ikke fortsat kunne finansieres. Det samme var løsningen: Lad pensionsalderen stige i takt med levetiden.
Smalle aftaler kan forandre
Beslutningsgrundlaget var altså i orden. Det er en vigtig pointe. De senere år har vi set en stigende tendens til, at politiske flertal vedtager reformer på basis af et meget spinkelt beslutningsgrundlag, hvor hverken problemets karakter (herunder om der er ét) eller de mulige løsninger er analyseret og forstået.
Velfærdsforliget var faktisk ikke specielt modigt. Det udfordrede ingen særinteresser her og nu, men kun kommende pensionister på et tidspunkt, der dengang lå langt ude i fremtiden. Det frigav ovenikøbet en masse penge, som kunne uddeles til særinteresser her og nu. Et klassisk politikertrick: Lad fremtidens vælgere betale for de milde gaver, vi uddeler nu.
Til tider kan smalle aftaler være dem, der skærer igennem dødvandet og skaber en varig forandring. Det var f.eks. et smalt flertal bestående af Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti, der i 2009 vedtog en skattereform, der sænkede marginalskatten. Der har været to socialdemokratiske regeringer siden.
Ingen af dem har (hidtil) tilbagerullet reformen. Omvendt er det brede folkeskoleforlig fra 2013 (i folkemunde: “heldagsskolen”) mellem den daværende socialdemokratiske regering, Venstre og (delvist) Konservative i dag i høj grad tilbagerullet. Det holdt ikke, selvom det var bredt funderet.
Velfærdsstaten står over for en række store udfordringer. Den offentlige sektor er monopolistisk, tynget af bureaukrati og i for høj grad styret af offentlige fagforeninger.
Desværre er der ikke meget, der tyder på, at der i rød blok på nuværende tidspunkt er tilstrækkelig forståelse for problemets karakter til, at brede forlig, der rent faktisk løser problemerne, er realistiske. Her er det største håb nok smalle blå forlig, der øger konkurrencen, det frie valg og forbedrer incitamenterne i sektoren.
Regelbyrden 20-dobles i løbet af en almindelig danskers levetid. Alle regeringer siden Poul Schlüter har anerkendt problemet og forsøgt at gøre noget, men uden held. Regelvæksten fortsætter. Sidste år steg mængden af regler i Danmark med 3,3 pct.
Det er ikke politisk erkendelse af problemet eller vilje til at handle, der mangler. Der mangler en klar forståelse af problemets væsen og konkrete løsningsforslag, som rent faktisk vil virke.
Det eneste initiativ til regelforenkling, som jeg har kendskab til, der rent faktisk har virket, er indførelse af et regelstop, således at der ikke kan indføres en ny regel, uden at mindst en (og gerne to) gamle regler bliver afskaffet.
Det ville selvfølgelig være herligt, hvis man kunne opnå et bredt flertal for et regelstop, men det er nok mere sandsynligt, at få det igennem med et blåt flertal. Hvis det bliver en succes, er der god chance for, at et efterfølgende rødt flertal ikke vil rulle det tilbage.
Det afgørende er ikke, hvem der samarbejder, men hvad der samarbejdes om. Når reelle problemer bliver løst på en god måde, vil selv smalle forlig ofte holde.
Bragt i Børsen d. 28. juli 2022.
