FN-DIPLOMATI . Muslimske lande har allieret sig med autokratier som Kina og Rusland i kampen mod ytringsfrihed, hævder færøsk forsker. Det er bekymrende og interessant læsning.
Der udkæmpes i disse år en global værdikamp om ytringsfriheden. På den ene side har vi de liberale demokratier i Vesten, på den anden en alliance mellem muslimske lande og autokratiske stater som Kina og Rusland.
Det hævder den færøske forsker Heini í Skorini i debatbogen Kampen om ytringsfriheden - Religion, politik og global værdikamp, hvis fokus er mere snævert, end titlen antyder. Den er baseret på Skorinis ph.d.-afhandling, som med succes er formidlet, så den kan læses af lægfolk.
Bogen dokumenterer, hvordan organisationen af islamiske lande (OIC) siden 1989 i FN-systemet har arbejdet for at begrænse friheden til at ytre sig kritisk om religion. Skorini viser, hvordan OICs diplomater i løbet af 1990erne ændrede strategi for at lykkes med dette forehavende.
Man iklædte »kampen mod ytringsfriheden sekulære gevandter, som også har en appel uden for den muslimske verden«, skriver Skorini. I stedet for at henvise til Koranen og religiøse dogmer tog de muslimske stater den vestlige menneskerettighedsterminologi til sig i et målrettet arbejde for at omdefinere begreberne til egen fordel.
Religionskritik kan sidestilles med racisme og hate speech og er udtryk for islamofobi, lød argumentet. Kritikken repræsenterer en undertrykkelse af religionsfriheden og af minoriteter og udgør en trussel mod den offentlige orden.
Det er meget tankevækkende at læse, hvordan denne indsats - i en alliance imellem OIC og en række autoritære lande - fra 2005 og frem kulminerede i en strøm af FN-resolutioner, der fordømte »krænkelse af religioner« og opfordrede alle stater til at bekæmpe religionskrænkende ytringer.
Problemet med en sådan indskrænkning af ytringsfriheden er blandt andet, at den kan legitimere autoritære regimers undertrykkelse af minoriteter og dissidenter, hvilket Skorini giver flere eksempler på.
MENS EU IKKE kunne nå til enighed om resolut modstand imod denne udvikling - blandt andet som følge af katolske landes sympati for ærindet - valgte USA i 2009 med Hillary Clinton i spidsen at gå i modoffensiv.
USA har verdens mest liberale ytringsfrihed, fortæller Skorini - uden lovgivning, der forbyder hverken blasfemi eller hate speech. I USA går grænsen for ytringsfriheden først dér, hvor en ytring udgør en direkte, troværdig og reel trussel mod andre individer eller grupper.
USAs diplomati satte sig for at ændre stemningen i FN, hvilket lykkedes. Tilstrækkeligt mange lande skiftede position til, at der kunne skaffes flertal for en ny resolution, der tog udgangspunkt i beskyttelse af mennesker på baggrund af deres tro i stedet for beskyttelse af religioner.
En meget vigtig forskel.
•• I et (sekulært) demokrati skal det være muligt at kritisere trossystemer, ideologier og institutioner. Man kan ikke krænke en religion.
I 2011 vedtog FN således resolution 16/18, som opfordrer medlemslandene til kun at kriminalisere ytringer, der indeholder konkrete trusler og udgør en overhængende fare for vold.
Det betyder ikke, at værdikampen for ytringsfriheden dermed er vundet på den internationale diplomatiske arena. OIC har ikke opgivet sin position og vil fortsat arbejde for den, og Skorini sætter spørgsmålstegn ved, om vi i længden kan regne med, at USA vil tage kampen i det FN-system, som Donald Trump og hans ligesindede foretrækker at ignorere eller boykotte.
SÅ MEGET DESTO mere presserende er det, at Europa finder sine ben i denne sag. Skorini kritiserer Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg for en kendelse fra 2020, hvor retten konkluderede, at de østrigske myndigheder ikke havde handlet i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, da en østrigsk kvinde blev dømt for ytringer om profeten Muhammed.
Skorini påpeger, at retten ikke alene henviser til, at der skal tages hensyn til den specifikke nationale kontekst, princippet om »staternes skønsmargen«. Retten leverer også faglige argumenter for anvendelse af blasfemiparagraffer med henvisning til at »bevare den religiøse fred« og forhindre »legitim indignation« blandt de troende.
Det er bekymrende læsning for denne anmelder. At modtageren af et budskab føler sig indigneret over det, bør ikke i en liberal retsstat være et argument for at forbyde budskabet eller straffe afsenderen.
Kapitlet om »techgiganternes« rolle i den internationale kamp om ytringsfriheden er mindre overbevisende. Forfatteren kritiserer Facebook, Twitter med flere for at underlægge sig religiøs eller politisk censur i autoritære stater, men anerkender også dilemmaet: Private virksomheder er forpligtet til at følge nationale love i de lande, hvor de har etableret sig.
Bogen kommer ikke til bunds i problemet og har for eksempel ingen systematisk diskussion af forskellen på censur gennemført af en stat og af en privat medieplatform. Pointen er på ingen måde, at sidstnævnte er uproblematisk. Denne anmelder har selv oplevet at blive censureret af en af de private platforme. Men at de to ting begge er problematiske, indebærer ikke, at de er det på samme måde.
Som nævnt hævder bogens titel at ville mere, end bogen rent faktisk leverer. Ønsker man en generel indføring i ytringsfrihedens betydning, de forskellige ideologiske positioner og den historiske kamp mellem dem, kan man med fordel begynde med andre værker såsom Jacob Mchangamas Free Speech, Flemming Roses Tavshedens tyranni eller Mchangama og Frederik Stjernfelts mursten om ytringsfrihedens historie i Danmark, MEN.
Skorini giver et fremragende indblik i et vigtigt aspekt af sagen, nemlig hvordan de diplomatiske kampe om ytringsfriheden udkæmpes i FN-systemet. Der ligger solid forskning bag i form af gennemgang af FNs arkiver samt interviews med centrale aktører. Det er interessant læsning.
Bragt i Weekendavisen den 28. april 2023
