I Berlingske kaldte Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt, dansk erhvervsliv for fædrelandsløst. Men det er historieløst. Som nationalt sindet må man forstå sin nations historie. Dansk erhvervslivs succes har nemlig spillet en central rolle i skabelsen af Danmark.
De gamle virksomheder er her stadig af historiske grunde, men mange af dem sælger hovedparten af deres produktion i udlandet. Folket har brug for dem, men de har ikke meget brug for os.
Mange har så få procent af deres salg i Danmark, at de næsten lige så godt kunne lade være, og de har ansatte fra hele verden. Når de alligevel bliver, skyldes det, at de har rødder i Danmark. Det er ikke fædrelandsløst.
Når nye virksomheder flytter, kan man bebrejde dem eller se indad. De 50 største danske tech-virksomheder har skabt 50.000 arbejdspladser og værdi for 500 milliarder kroner de sidste tre år. Men halvdelen er flyttet fra nationen, herunder syv i top 10. Kan vi gøre det mere attraktivt for dem at slå rødder i Danmark? Det vil være at styrke fædrelandet. At bebrejde virksomhederne uden at gøre noget vil være at svække det.
Handel er rigdom
Siden vikingetiden har der i Danmark været en grundlæggende forståelse for, at handel gjorde os rige. Den forståelse cementeres tydeligt i inskriptionen af Thomas Thaarup på Frihedsstøtten; Et retfærdigt styre, der giver borgeren frihed, kan forvente, at borgeren vil være tro mod sit fædreland, arbejde til gavn for medborgeren, være ansporet til flid, en flid, der vil give landet velstand, og at borgeren er villig til at forsvare sit fædreland.
Borgeren er en fri skabning, der yder. Erhvervslivet er jo hjem for dem, der yder, og at succesfulde danske virksomheder vedbliver at være danske er patriotisme. Det er ren nationalsjæl at have aktiviteter i dette land. Det er derfor også observerbart, at perioder i danmarkshistorien med erhvervsvenlig politik har været gode, og perioder med erhvervsfjendtlig politik har været dårlige.
Når Danmark eksempelvis ikke blev et udvandringsland, som mange sammenlignelige europæiske nationer ellers blev, er det fordi, vores erhvervsliv i godt samspil med erhvervsvenlig politik genererede så god vækst, at det var attraktivt for mange at blive hjemme.
Var det ikke for dansk erhvervsliv, er det tvivlsomt, hvorvidt Danmark havde lykkedes med at fastholde vores neutralitet i Første Verdenskrig. Uden erhvervslivets forbindelser, politiske indsigter og diplomatiske handlekraft ville vi have været tvunget til at vælge side, hvad der sikkert ville have været en national katastrofe.
Med erhvervslivets mellemkomst, personificeret ved ØK-stifteren H.N. Andersen, forhandlede vi os til varig neutralitet. Og på vegne af Christian 10. og udenrigsminister Scavenius rejste H.N. Andersen i pendulfart mellem Storbritannien, Tyskland og Rusland i et diplomatisk dobbeltspil for vinde sympati for den danske situation. Da Tyskland krævede de danske farvand mineret, meddelte kongehusets og erhvervslivets repræsentanter, hhv. prins Georg og H.N. Andersen, den britiske gesandt til Danmark, at minerne ikke var ladt, eller i hvert fald hurtigt kunne desarmeres. En misvisende information, men erhvervslivets diplomati skabte den fornødne ro om den danske neutralitet hos stormagterne, og briterne fik aldrig efterprøvet minernes egentlige sikring.
Nu til dags gør vores virksomheders innovationsevne os til en foretrukken allieret for vores NATO-partnere i både fred og krig. Velfærdsstaten er ligeledes finansieret af rigdom fra erhvervslivets kommercielle aktiviteter. Jeg kunne blive ved.
Danske erhvervssucceser fra Niels Brock til Tietgen til moderne IT-start-ups har hentet deres inspiration, og tit også medarbejdere, i udlandet. Det er vi alle blevet rige på. Nobelprismodtager Paul Romer har påvist, at menneskelige ideers potentiale er uendeligt. Vi er således et indvandringsland af ideer. Heldigvis for det. Denne import af ideer og mennesker med ideer er grundlaget for dansk rigdom – det er den eneste vej. Det har ikke ødelagt, men beriget vores kultur, at erhvervslivet har skabt en bro til ny viden og nye måder at indrette sig på.
Vi har brug for de dygtige hænder og hoveder. Dem, der vil og kan hjælpe os med arbejdskraft og nye ideer og derved velstand og velfærd. Arbejdskraft er ikke blot et spørgsmål om at tælle mennesker eller arbejdstimer. Folk kan og vil forskellige ting.
Der er ikke mange danskere, der gider plukke jordbær – og det giver helt ærligt også mening, når vi betragter de massive muligheder, arbejdsmarkedet giver alle. Men det hører nok også til sjældenhederne, at en cand.mag. i kulturformidling og moderne kønsteori umiddelbart kan blive Quality Assurance Manager i en moderne medicinalvirksomhed. Derfor har vi brug for de rigtige hænder og hoveder udefra. Det er faktisk en national kamp, der føres her. Vi vil have så mange af de bedste hænder som muligt, og det i hård global konkurrence med lande med bedre klima, flottere natur, og lavere skat. Det er erhvervslivet, der skal tiltrække dem. Og det er ikke en fædrelandsløs gerning. Det er en gerning, der styrker fædrelandet.
Uden et succesrigt erhvervsliv, har vi blot en stor dyr velfærdsstat, vi ikke har råd til, tilbage. Jeg synes, Messerschmidts projekt som partileder er spændende, og jeg glæder mig til at se, hvor han placerer sit parti på den økonomiske linje. Skal de være blå og arbejde for udvikling og velstand, eller primært et parti der kæmper for omfordeling til særinteresser, eksempelvis ældre? Hvis man vælger det sidste, bør man stadig huske, hvem der betaler regningen. Hvis erhvervslivet får dårligere kår, så gør velfærdsstaten det også. Hertil kommer, at dansk erhvervsliv har bidraget med innovation, der har forbedret livet for alle vælgergrupper, særligt de ældres, på måder, politikerne ikke er i stand til. Stomipatienter har mindst lige så meget at takke Coloplast for som Folketinget.
Ved starten af det 20. århundrede var det en stor kommerciel fordel for virksomheder at være danske. Vi var en vækstøkonomi med gode rammevilkår. Vi var tillidsfulde som folk, og politikken var overordnet erhvervsvenlig. I dag er politikken i høj grad fokuseret på offentlig sektor og national omfordeling. Hvis vi i fremtiden vil være rige, skal politikerne tænke meget over, hvordan de opfører sig over for den hånd, maden kommer fra, så den stadig vil ønske at være patriotisk som i forgangstider. Det er ægte national politik.
Det kommercielle skaber tolerance. Andre nationer og racer er ikke fjender, de er nye markeder og muligheder. Messerschmidt bør overveje, hvad det vil sige at være national og dannet i Danmark. At skaffe udenlandsk arbejdskraft på den rigtige måde er en national kamp. Det er en kamp, ikke mindst fordi det er svært at gøre rigtigt, og her er det meget positivt, hvis alle nuancer af blå ideer og bekymringer bidrager konkret med løsninger. For Danmarks skyld.
Bragt i Berlingske d. 22. februar 2022.
